Havenyt uge 41, 2011

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Udsigt til nattefrost giver stress hos haveejerene. der er meget, man skal nå at redde. Heldigvis slap det meste af landet uden nattefrost i sidste weekend. Men der er igen er risiko for nattefrost natten til torsdag og fredag og måske i større områder. Igen er det de indre dele af Jylland, som er mest udsat, men husk at de lovede temperaturer er i 2 m højde, så der kan godt komme frost i jordhøjde, selv om der forudsiges nogle få grader over frysepunktet.

Inden der kommer nattefrost, er det en god ide at få høstet græskar, som bestemt ikke har godt af at være ude længere i kulde og regn, medmindre de endnu ikke er modne. De skal ind og eftermodne i varme. Tomater, chilier og agurker bør man også høste de modne af, selv om det er i drivhuset. Bønner og majs tåler heller ikke frost. Salathoveder tåler ikke frost, så her bør der dækkes. Det gælder også bladselleri, som man kan have i god kvalitet til jul, hvis de dækkes omhyggeligt ved udsigt til nattefrost. Med andre ord, så skal alle stykker fiberdug og andet i brug ved udsigt til nattefrost – og der bliver brug for det flere gange, så lad det bare ligge klar på stedet. Det giver den bedste beskyttelse at hæve fiberdugen over afgrøden ved hjælp af buer, men fiberdug kan god lægges direkte på planterne, især hvis der er to lag.

Admiral på lyslilla asters

De fleste sommerfugle er væk nu, og admiralen, som her ses på lyslilla asters, trækker nu sydpå for at tilbringe vinteren i Sydeuropa. Foto: Karna Maj

I blomsterhaven kan man overveje at plukke et par store flotte buketter med sommerblomster og georginer, da evt. frost vil ødelægge dem. Men det er også lidt ærgerligt at fjerne alle de smukke blomster, hvis frosten springer haven over i denne omgang. Krukkeplanter kan pakkes ind i fiberdug, mindre krukker flyttes ind.

Heldigvis byder den sidste halvdel af ugen på nogle smukke efterårsdage med masser af sol og blå himmel, så vi har gode muligheder for at komme i haven og nyde at høste og forberede haven til vinterhalvåret.

Hvilke planter ikke tåle nattefrost

De planter, der ikke tåler frost overhovedet, er tomater, græskar, squash, agurker, chili, mange sommerblomster, dild, bønner, bladselleri, majs, salat. De samme som i foråret skal plantes sent af hensyn til frostrisiko. Desuden de mere eksotiske krydderurter – se nedenfor. Alle disse skal enten høstes eller overdækkes mod frost. Da jorden stadig er varm, vil to lag fiberdug være beskyttelse nok for lave planter. Hos blomsterne gør selv let frost det bl.a. af med georginer, landløber og flittiglise, som slet ikke tåler frost. Enkelte sommerblomster overlever mere eller mindre den første lette nattefrost.

Der er også en række afgrøder, som ikke tåler frost, men som kan tåle let nattefrost. Her må man vurdere ud fra DMI og sit lokalkendskab, hvor hårdt nattefrosten vil slå til, om der skal dækkes eller ej. Her er der tale om afgrøder som hovedkål, sommerporrer, æbler, druer, pærer og blommer. De sidstnævnte kan tåle lidt frost på grund af deres høje sukkerindhold, men pluk dem, hvis de er modne nok. Sene æbler er ikke plukkemodne endnu, så de må blive på træet. Kartofler, som endnu ikke er taget op, klarer også nattefrost – jorden er jo endnu varm.

De, der kan tåle nattefrost uden problemer, er grønkål, rodfrugter, vinterporre, knudekål, savoykål, knoldselleri, persille. Først når der bliver udsigt til mere vedvarende frost, behøver man at dække gulerødder, selleri og persillerødder – eller tage dem op. Lige nu sidder de beskyttet i en lun jord og med top hen over. Selleri skal man overveje at dække op omkring knoldene, hvis der loves hård nattefrost.

Høst og opbevaring af græskar

Squash kan ikke opbevares andet end i kort tid, mens man kan opbevare vintergræskar, f.eks. Hokkaido, til langt hen på vinteren. Men det kræver, at de høstes modne, eftermodnes og opbevares ved en korrekt temperatur. Vintergræskar skal have dannet en hård skal – om de er modne nok til at høste ses bedst på stænglen, som skal være tør. Det er vigtigt, at de høstes med stilkstykket på græskarret.

Vask evt. jord af og sæt dem til eftermodning i ca. 10 dage et varm sted, gerne 25° C. F.eks. i et fyrrum, i sydvendt vindueskarm, ved siden af brændeovnen. Derefter flyttes de til et rum med en temperatur på ca. 12° C. Holdbarheden bliver kortere, hvis græskarrene udsættes for temperaturer under 10° C og over 15° C. Korrekt opbevaret kan de opbevares til i februar. Men græskar kan pludselig begynde at rådne, så sørg for både et vandtæt og et sugende underlag og tjek dem jævnligt.

Tørring af græskar og valnødder

Har man brændeovn, er det en god ide at dele den med de græskar, som skal eftermodne, og valnødder, som skal tørres. Det hygger alt sammen. Foto: Karna Maj

Hvad gør vi ved de mange frostfølsomme planter?

Udsigten til nattefrost, giver store problemer i vore haver, da udbuddet af planter, som ikke kan tåle frost stiger – og vi synes ikke problemet er så stort i maj måned. Det finder vi nok ud af, tænker vi, når vi køber ind.

Men nu står vi der. Der er tre muligheder: Planterne får lov at dø en stille død, og vi køber nogle nye næste forår, vi forsøger at beskytte dem bedst muligt ved at bruge drivhus, udhuse, udestuer og vindueskarme, og hvis planterne er store, så er et plantehotel måske eneste mulighed.

Det er vigtigt at have udtænkt en handlingsplan på forhånd.

De frostfølsomme krydderurter

Det et er en god ide at overveje, hvordan de forskellige krydderurter klarer vinteren. Arter, som slet ikke tåler frost, er man nødt til tage ind i en frostfri vindueskarm, udestue eller udhus. Det gælder f.eks. rosmarin, laurbær og citronverbena. Andre kan man nøjes med at slå ind i drivhuset – det gælder også rosmarin og laurbær, hvis vinteren bliver mild og de beskyttes med fiberdug. Og atter andre klarer fint vinteren på friland.

Hvis man bor i de meget milde dele af Danmark kan man endda vælge at satse på, at f.eks. rosmarin og laurbær overlever vinteren derude, hvis de er plantet i en veldrænet jord og står et beskyttet sted. Men det er usikkert. Laurbær vil måske skyde nedefra, selvom den fryser ned.

Krukkeplanter i vinterhalvåret

Dyrkning af flerårige planter i krukker og potter er blevet meget populært, men det kræver en hel del arbejde, også ud over vanding og gødskning. Hvis man vil være sikker på, at planterne overlever vinteren, skal planternes rodsystem beskyttes. Det gør man bedst ved at tage rodklumpen op og grave den ned i jorden. Den kan så sættes tilbage i potten i foråret, hvor der samtidig kan tilføres kompost og måske gives en større krukke.

Det afhænger helt af art, hvor og hvornår rodklumpen skal graves ned. Hvis planten normalt tåler klimaet på friland, er det godt nok at grave den ned på friland, men gerne et beskyttet sted, f.eks. langs en mur. Er det en mere sart art, kan man grave den ned i drivhuset. De mere hårdføre arter, kan man vente med at grave rodklumpen ned, til der er udsigt til dagsfrost eller i november, så krukkerne ser pæne ud længst muligt.

Alternativt kan man forsøge at isolere potten mod kuldepåvirkninger. F.eks ved at stille dem i plastsække og fylde op uden om potten med isolerende materiale som vissent løv, halm, tørt ålegræs m.m. I hårde vintre er det dog ikke lige så godt som at nedgrave potteklumpen. Potterne skal desuden være frostsikre for at man kan vælge den løsning. Hvis man vælger denne løsning, skal man også passe potterne med vand mere omhyggeligt, end hvis de er nedgravet i jorden.

Vinteropbevaring på plantehotel

Hvis man har planter, der ikke tåler frost, så er der to muligheder. Enten skal krukken med planten tages ind og opbevares frostfrit, eller også må man indstille sig på, at der skal købes ny plante næste år.

Har man store planter, som man gerne vil bevare, og ikke selv mulighed for frostfri opbevaring, er der flere steder i landet mulighed for at købe plads hos professionelle gartnere, der har indrettet plantehoteller til vinteropbevaing af alle de mange store planter, som er blevet købt i de seneste år. Prisen herfor ligger typisk på omkring 500 kr pr. m² (incl.moms). Nogle steder er der mulighed for at få aftale om at få hentet og bragt planter til opbevaring. Nogle steder tilbydes beskæring, gødskning og bekæmpelse af sygdomme og skadedyr.

I øjeblikket forsøger vi her på redaktionen af finde flere udbydere af vinteropbevaring for private rundt om i landet, så hold øje med kategorien Vinteropbevaring her på Havenyt.dk.

Tag frø af persille og sommerblomster

Persillefrøene er modne og det samme gælder frø på mange sommerblomster. Sommerblomsterne kan være F1 sorter, og så ved man ikke, hvordan næste generation vil komme til at se ud. Men mange sommerblomster er frøægte sorter, hvor næste generation bliver magen til de planter, som man tager frø af. Hvis man har flere sorter af samme art, som kan have krydsbestøvet hinanden, kender man heller ikke efterkommernes udseende.

Hvis man ikke har fået plukket bønnerne i tide, sidder der måske også bælge med bønnefrø, som kan tørres og gemmes til at så næste sommer.

Høst frøene og læg dem til tørre på en tallerken eller lignende, indtil de er helt tørre og kan renses for urenheder.

Frø til tørring

Det er hyggeligt at samle frø til husbehov, men det kræver lidt plads til eftertørring af frø indenfor. Hvis familien brokker sig, må man holde et foredrag om, hvor mange penge, der er frø for på sådan en lille tallerken. Foto: Karna Maj

Sidste slåning af græsplænen

Det er her midt i oktober, at græsplænen normalt slås sidste gang. Og det kommer nok til at holde stik med den faldende temperatur og måske nattefrost, som vil få græssets vækst til at aftage. Det er vigtigt at slå den til en passende længde inden vinter, dvs. at man i de kommende uger skal tænke på, at det her kan være sidste slåning i år.

I mange haver slår man græsplænen helt i bund for at have en kort plæne i vinterhalvåret. Det er ikke en god ide, da det giver en mindre slidstærk plæne til færdsel og leg i vinterhalvåret, og desuden har mosset bedre muligheder for at udvikle sig i vinterens løb, end hvis man slår plænen sidste gang i en højde af 5–6 cm. Top- og rodvækst følges ad, så en helt kort plæne giver minimalt med rødder hen over vinteren.

En lang plæne kan dog give lidt større risiko for pletvis angreb af sneskimmel i vintre. hvor der ligger sne i meget lange perioder. De fleste vintre er mos dog et større problem end sneskimmel. Sneskimmel kan give bare pletter, som kan repareres ved at så ny græsfrø i foråret.

Har man store problemer med mos i hele plænen, og det er mange år siden, plænen er kalket sidst, kan det være en god ide her i efteråret at give græsplænen en gang kalk. Er det kun på de skyggefulde steder, at plænen er fyldt med mos, skal der ikke kalkes, da mosset trives på grund af skygge. I dette tilfælde er man nødt til at acceptere mosset eller tilplante stedet med andre og flottere skyggeplanter.

Man kan selvfølgelig også overveje at skaffe mere lys til græsplænen, så mosset forsvinder, ved at beskære, opstamme eller fælde de skyggegivende træer og buske. Juli- september er det bedste tidspunkt at beskære, da træerne på det tidspunkt hurtigst og bedst lukker sår fra beskæringsarbejder. Set ud fra et træbiologisk synspunkt, bør man vente med at beskære til næste sommer. Men man kan jo godt planlægge, og i vinterhalvåret skygger de løvfældende jo alligevel ikke. Man bør ikke beskære træer og buske her i efterårsmånederne.

Klargør jorden til efteråret plantning

Jorden er lige nu nogenlunde god at bearbejde, så det er med at få lavet mest muligt jordarbejde, hvis der skal anlægges nyt og gøres klar til at plante barrodede træer og buske lige omkring løvfaldstid. Der er ikke stor sandsynlighed for, at den bliver mere tør senere. Bladene er begyndt at få efterårskulør, og nogle få arter er allerede i gang med at smide bladene, så vi får i år nok løvfald til normal tid omkring 1. november.

Man kan også overveje at grave flerårigt ukrudt op, stikke græskanter af og lignende. Hvis man får den slags gjort nu, så er man et skridt foran i foråret, når der er så meget andet, der skal gøres i de travle forårsmåneder. Når ukrudet er væk, kan man stille og roligt lade løvfaldet dække jorden i haven, så den er beskyttet vinteren over.

Skal der anlægges nye stier, eller skal der lægges fliser på de gamle, så er det også et fint efterårsarbejde.

Dækbark beskytter jordstrukturen

I staudebedene bør planterne have lov til at visne naturligt ned og stå visne til i marts. Det er en meget dårlig ide at begynde at grave mellem stauderne, da man ødelægger planternes rødder.

Hvis der er bar jord i prydhaven, kan man i stedet for overveje at dække med barkflis mellem stauderne og under buske og træer. Et tykt lag dække med store stykker barkflis kan dog give problemer for de mindre prydløg, som kan have svært ved at kæmpe sig vej op igennem.

Inden udlægning af barkflis fjernes evt. ukrudt, og man kan tilføre lidt halvt omsat kompost, inden der dækkes, da det er svært at gøde senere. Komposten må ikke være for omsat, da det giver bladvækst på bekostning af blomster.

Barkflis er meget pænere end vedflis, som er næsten skinnende hvid som ny. Barkstykkerne vil beskytte jordstrukturen godt. Lægges der 10–15 cm dækkemateriale ud, vil det desuden betyde, at der næste forår næsten ikke spirer etårigt ukrudt frem. Flisdække har dog ingen virkning mod flerårigt udkrudt som skvalderkål, padderokker, kvik, snerler og mælkebøtte. De finder bare vej op igennem. Fugtig og leret jord bør ikke dækkes med flis, da det giver en for fugtig og klæg jord. Læs mere om fordele og ulemper ved flisdække i et svar om flisdække under roser.

Pyntelige kål i efterårshaven

Prydkål er blevet populære »blomster« i forhaven og i krukker ved hoveddøren her i efteråret. De fås både i kradse pink nuancer og mere afdæmpede farver. I England har man flere sorter, bl.a. sorter med fjersnitdelte blade. Men også blandt vore spiselige bladkål findes et par pyntlige udgaver. Purpurkål er grønkål, men kål med rødlige blade kan man ikke kalde grønkål, derfor det danske navn purpurkål. Der findes en hel del sorter, f.eks. ‘Redbor F1’ og ‘Red Russian’.

‘Nero di Toscana’ er en dekorativ kålsort fra det 19. århundrede med lange smalle blade, som er buklede. Bladene er mørkegrønne, og her er det ikke farven, men plantens form, der er det dekorative element. Palmekål er dens danske navn, og den kan blive over 1 meter høj og ligner en lille palme, specielt hvis der plantes helt lave afgrøder som f.eks vårsalat eller blomster under. Den er så dekorativ, at den kan bruges solitært i blomsterbede og i plantekrukker. Palmekål er ikke kun smuk. Den er en fantastisk god spisekål.

Vores almindelige grønne krusede grønkål er ivrigt også meget smuk og pynter i vinterhaven, og de kan fås i flere farvenuancer fra friskgrøn til blågrøn, i lave, halvhøje og høje sorter.

Måske kan man lykkes med at flytte et eksemplar af en af de flotte kål over i en krukke – der skal en god rodklump med. Lykkes flytningen, kan man lade kålen står og blomstre i foråret – det er virkelig smukt. Mislykkes det, kan man jo altid spise bladene. Grønkål smager dog først rigtig godt, når de har fået frost.

Efterårsporrer er bedst fra nu og til december

Det er højsæson for at spise efterårsporrer, som har længere skaft og er finere i strukturen end vinterporrerne. De er meget delikate og ikke kun i supper, men også kogte og marinerede. Sommer- og efterårsporrer tåler let nattefrost, og normalt klarer de klimaet til engang i december, når der kommer hård nattefrost eller dagsfrost.

Kastanjetræernes blade visner hurtigere

Det ser meget efterårsagtige mange steder i Danmark, hvor der står høje flotte kastanjetræer – de står med næsten brune blade, hvis de ikke allerede ligger på jorden. Det skyldes angreb af kastanjeminermøllets larver. Den røde hestekastanje ser ikke ud til at blive angrebet af kastanjeminermøllene. Ægte kastanje er en helt anden art og angribes heller ikke.

Da angrebet startede i 2002, var eksperterne optimistiske og mente, at minermøllene ville få naturlige fjender, men indtil videre er angrebene både i Danmark og det øvrige Europa kun blevet forværret. Visner bladene med tidligt løvfald til følge flere år i træk, kan det svække træerne så meget, at de går ud. De visne træer er meget lidt pæne fra midt på sommeren, så alene af æstetiske grunde vil mange sikkert blive fældet i de kommende år, selv om de stadig er flotte i udspring og blomstring.

Indtil videre kan man forsøge at minimere antallet af minemøl ved at samle bladene sammen og fjerne dem. Er bladene visne, skal de indsamles i fugtigt vejr, da bladene ellers smuldrer og pupperne, som sidder inde i beskyttende kokoner, ender på jorden. Læs mere i artiklen Hestekastanjeminermøl

Kastanjeminermøllets larve

I de angrebne og visne kastanjeblade kan man finde minermøllets larve inde i kokonen. Foto: Karna Maj

Kastanjedyr – en leg for børn og voksne

Gennem generationer har der været tradition for at lave kastanjedyr med sine børn omkring spisebordet. Og foreløbig har vi kastanjer nok. En bøtte kastanjer i varierende størrelser, en æske tændstikker, tandstikker og/eller grillspyd og en god portion fantasi kan skabe flotte figurer lige fra skildpadder til snemænd og giraffer. Man skal også lige bruge en syl eller spids kniv til at stikke hul i kastanjerne, så børnene kan mase tændstikarme og -ben på plads.

Topløg af slangehvidløg

I sidste uges havenyt stod der, at det var næsten umuligt at få fat i både løg og topløg af slangehvidløg. Hvis man er medlem af Frøsamlerne, har man mulighed for at bestille fra efterårets frøliste, hvor der tilbydes forskellige løg, også slangehvidløg. De kan dog være udsolgt nu.

En anden mulighed er topløg fra Camilla Plums netbutik af en sort, som i størrelse meget ligner Estisk Rød, men har større topløg. Camilla Plum garanterer for en god smag, men kender ikke navnet på denne slangehvidløg, som hun har hjembragt fra Farmers Market i New York og har fremavlet på Fuglebjerggaard.

Topløg af en rød sort af slangehvidløg

Til højre store topløg af Øko Jumbo, som Camilla Plum kalder sin sort af slangehvidløg. Til venstre topløg af Estisk Rød slangehvidløg – de er væsentlig mindre, men flere. Foto: Karna Maj

Kom til Æbledag i Café Væksthuset den 15. oktober

Forbrugerrådet, Slow Food og Praktisk Økologi inviterer lørdag den 15. oktober fra kl. 11 til 15 på en oplevelsesdag i æblets tegn. Arrangementet afholdes i Café Væksthuset, som ligger i den gamle Landbohøjskoles have på Frederiksberg (KU LIFE). Smag danske superæbler og delikate æbleretter, få bestemt sorten på dit gamle æbletræs frugter, lad dine børn hygge sig i æbleværkstedet med mosteri og æblesjov. Hør mere om æbleavlerens udfordringer med at sælge de gode økologiske æbler til forbrugerne.

Direktør i Forbrugerrådet, Rasmus Kjeldahl holder åbningstalen. Desuden er der indlæg med madbloggeren Mogens Bisgaard, gastronom og kogebogsforfatter Carsten Lunding, økologisk æbleavler, Kirsten Rohde fra Rytzebækgaard, kok, kogebogsforfatter og fmd. for Slow Food Kbh, Katrine Klinken.

Praktisk Økologi er værter i Æbleværkstedet, som arbejder hele dagen med most og frugter.

Caféen er åben og serverer brunch og frokost med bl.a. æbler.

Se detaljeret program for æbledagen

Danske æbler

Danske æbler er blandt verdens bedste – og alligevel sælger butikkerne selv midt i sæsonen udenlandske æbler. Her danske Summerred æbler. Foto: Karna Maj

Tak for de mange gavebidrag til Havenyt.dk

Tak for de mange gavebidrag, der er kommet i ugens løb – og tak til de mange, som har ønsket at støtte os. Vi tager de mange gavebidrag som udtryk for, at man er glade for Havenyt.dk og gerne vil støtte os i vores bestræbelser for at fortsætte og gøre Havenyt.dk til et endnu bedre sted.

Vi har i den forgangne uge modtaget lidt over hundrede gavebidrag og lige godt 13.000 kr. Vi mangler dog stadig et halvt hundrede bidrag for at være berettiget til at søge driftstilskud fra tips- og lottomidlerne. Dette tilskud betyder virkelig meget for foreningens økonomi, da det drejer sig om ca. 90.000 kr på næste års budget. Så vi håber, at flere har lyst til at støtte os med et gavebidrag på minimum 50 kr.

Man kan fortsat indbetale gavebidrag til Havenyt.dk via Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmeside. Pengene går til udvikling og opdatering af Havenyt.dk.

Efterårshindbær

Efterårshindbærrene er på det sidste, men får vi godt med sol og undgår nattefrost, kan vi plukke modne hindbær endnu nogle dage. Foto: Karna Maj

Her er du: Forsiden > 2011 > Havenyt uge 41, 2011

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider