I hegnene hænger hyldebærrene i store, sorte klaser og venter på at blive plukket og ende som hyldebærsuppe eller ditto toddy. Slægtningen, druehyldens skinnende mørkerøde bær skal man derimod ikke lade sig lokke af til andet end buketter, da de er let giftige. Men flotte er de. Og når man alligevel er kommet ud i hegnene, er det en god ide også at se nærmere på hasselbuskene, for nødderne er modne lige nu.
I haven er der masser af modne æbler, pærer og sveskeblommer. I den kommende uge bliver vejret mere ustadigt, og der kommer regn til hele landet. Der er en gang god blæsevejr med i købet, så det vil være en god ide at få plukket de æbler og pærer ned, som er plukkemodne, så de ikke ender som nedfaldsfrugt.
Hvis man har nøddebuske i haven, så er det nu, man skal ud og plukke nødderne eller samle de nødder op, som allerede er så modne, at de har sluppet. Musene har allerede fundet dem, og man kan finde tomme skaller med friske musegnav på jorden. Hasselnødder tørres let ved at lægge dem et luftigt og tørt sted. De gemmes i netposer – hvis man da ikke vælger at spise dem med det samme. Men en skål hjemmehøstede hasselnødder til jul er nu en lidt sjov ting.
Hvis man ikke har nøddebuske i haven, kan man tage på tur og se, om man kan finde hasselbuske ude i naturen. Her er nødderne dog ikke nær så store som i haven, hvor man kan dyrke mange forskellige sorter.
De fleste sommerblomster er ikke på toppen mere, men der er en række standhaftige, som selv ind i oktober blomstrer på livet løs – i hvert fald til den første rigtige frostnat indtræffer. F.eks. er verbena god i eftersommeren, ikke mindst kæmpejernurt, Verbena bonariensis, som stadig er helt fortryllende med masser af små lilla blomster i skyer på meterhøje tynde stængler. Også de forskellige arter af de etårige salvier i røde, blå og lyseblå nuancer har deres storhedstid her i eftersommeren.
Og så er der dem, som ikke kun blomstrer, men også vokser. Der gælder blomsterkarse, som lige nu lynhurtigt – hvis de får lov – overvokser andre planter og indtager tomme bede med sine lange ranker fyldt med blomster i glødende orange-gule farver. Og hvis hjulkrone først har fået lov til at smide frø i haven, så spirer den flittigt hele sommeren, og man kan her i efteråret opleve en ny generation hjulkrone, der står med masser af himmelblå blomster til glæde for bier og hvepse. Insekternes yndlingsblomst i øjeblikket er ellers vedbend med de uanseelige blomster, som vi mennesker knap ænser, men som bier, hvepse, fluer og endda myrer flokkes om.
De mest fantastiske, hvad angår størrelsen fra et enkelt frø, er og bliver kæmpesolsikkerne, der nikker oppe for enden af 3 meter høje stængler og hvis der er solsikker nok, kan man gå tur i en skov af solsikker. Rundt om i haver kan man også se flotte meterhøje eksemplarer af olieplanten, Ricinus communis, som står med blomster. Det er en krævende plante, som skal have både gødning og masser af vand for at blive stor og flot.
I staudebedet er det lige nu høstanemonerne, der tiltrækker sig al opmærksomheden, hvad enten de er hvide eller lyserøde. De hvide er flotte sammen med træer og buske med røde bladfarver.
Der er næsten altid nogle enkelte porrer i en række, som går i stok, dvs. begynder at sætte blomst allerede første år. Porre er en to-årig afgrøde, som normalt først blomstrer andet år, hvor den bruger al sin energi til at danne blomst og sætte frø. Når det sker allerede her i eftersommeren, bliver porren stort set uspiselig. Så det er virkelig ærgerligt, når måske 30–50% går i stok. Der er faktisk i nogle haver i år porrestykker, hvor stort set alle porrer er gået i stok allerede midt i september.
Årsagen til stokløbning skal søges i, at planterne har været udsat for meget varierende tempetaturer i løbet af døgnet i småplantestadiet, specielt i forbindelse med udplantning. Derfor er det kritisk at plante tidligt ud i forbindelse med kolde nætter. Store temperaturudsving kan også ske ved meget varme dage og kølige nætter i et drivhus.
Krukker, hvor blomster, tomatplanter m.m. er færdig med at se godt ud, kan selvfølgelig tilplantes med nye planter. Nogle af de oplagte muligheder er lyng eller pyntekål, som holder helt til december. Begge dele kan købes nu. Sankthansurt er også en mulighed, og skal man ud og købe denne, så er det en god ide at vælge sorten ‘Herbstfreude’, som også er flot vinteren igennem, ikke mindst når de visne, brune frøstande pyntes med rim eller snetoppe.
Hvis man ikke vil bruge flere penge på planter til krukker i år, så kan man i stedet for tilså krukkerne med forskellige grønsagsarter, som kan høstes som små blade til salatskålen. Her kan man bruge, hvad man har tilbage af frø af sennep, almindelig rucola, bladbede, spinatbede, spinat og mizuna. Det giver ikke det store udbytte, men flotte grønne krukker. Man kan for den sags skyld også bare så efterafgrøde i krukkerne. Men det haster, hvis man vil lave en sidste såning. Inden man tilsår krukkerne, kan man lægge forårsløg i krukkerne og i det tidlige forår stille dem ind i drivhuset til drivning.
Ude i haven er der lige nu modne persillefrø, så man kan også tilså en krukke med persille, som sikkert vil spire og overvintre som småplanter. Stil krukken i drivhuset og få på den måde tidlig ny persille. Persille sået i september går ikke i blomst i foråret.
Man skal selvfølgelig kun bruge frostsikre krukker til vinterdyrkning. De dyre og ikke frostsikre skal i hus, inden vi får frost for alvor.
Der er forhåbentlig mange uger til det for alvor bliver frost – lige nu nyder vi sensommeren i fulde drag med at anlægge have, plante nyt og tænke fremad på næste år og endnu længere. De kommende uger er det højsæson for plantning af alle planter, som købes i potte. De barrodede skal ikke plantes før efter løvfald.
Kvalkved har flotte røde bær. Foto: Karna Maj
Olieplantens frøstande og blomster er særprægede. Foto: Karna Maj
Hasselnødder – mange forskellige sorter. Foto: Karna Maj
Lyserød høstanemone. Foto: Karna Maj
Porre løbet i stok. Foto: Karna Maj
Grønne krukker sået med rester fra årets frøposer, bl.a. mizuna, rucola og spinat. Foto: Karna Maj