I eftersommeren kan man købe potter med hedelyng på snart hvert gadehjørne. Foto: Karna Maj
På de danske heder har vi to forskellige vildtvoksende lyngarter. Hedelyng og klokkelyng er begge surbundsplanter, men de vokser dog forskellige steder på heden. Hedelyng vokser hvor det er tørt, klokkelyng hvor der er fugtigt. Begge planter er i lyngfamilien, som omfatter planter som blåbær, tyttebær, tranebær, bjergte og rhododendron, en stor familie med meget forskelligartede planter.
Både hedelyng og klokkelyng er meget gode biplanter. Mest kendt er den krydrede lynghonning fra hedelyng, mindre kendt er den mere milde klokkelynghonning.
Hedelyng har det botaniske navn Calluna vulgaris. Det er en lille busk, som i naturen kan blive op til ca. 75 cm høj. Når den bliver så stor, har den tendens til at blive åben i bunden og vælte ud til siden. På heden bliver den derfor enten afgræsset, slået eller brændt ned, og i haven skal den derfor klippes. Når vi ser hedelyng i natur og have, er den som regel omkring 30 cm høj og er en fin dværgbusk. Den har meget små stedsegrønne nåleformede blade, som sidder korsvis modsatte op af stænglen. Fra august og frem til oktober står den med rødviolette blomster.
Klokkelyng. Foto: Karna Maj
Klokkelyng er ikke så almindelig som hedelyng, men hvis man har en fugtig, let sur jord, er det en oplangt plante. Dens botaniske navn er Erica tetralix, og den er en dværgbusk på op til 30–40 cm. Den adskiller sig tydelig fra hedelyng ved at have stedsegrønne grågrønne nåleformede blade, som er kransstillede. Den blomstrer fra juli – til september med krukkeformede rødlige blomster, som er noget større end blomsterne på hedelyng.
Hedelyng er en underlig slægt med kun en art, men der er omkring 1000 forskellige sorter. Foto: Karna Maj
Både Calluna og Erica er glimrende haveplanter, som har mulighed for at trives godt, hvis de får de rette betingelser. Nogle gange går det ikke så godt med etableringen i en ny have. Man kan købe nok så sunde og frodige planter, men når de plantes ud, trives de ikke. Her er grunden ofte, at jorden ikke er inficeret med de nyttige samlivssvampe (mykorrhizasvampe), som skal til, for at lyng trives godt. Her kan man enten skaffe sig en spandfuld hedejord, eller jord fra en etableret have med lyng. Når det blandes i det nye lyngbed, har lyngplanterne en bedre etableringsmulighed
For at bevare den kompakte form må lyng klippes. Hvis man skal have planter uden huller, skal man klippe lyngen i den grønne lidt urteagtige del, altså ikke ned i det træagtige. Efter en sådan klipning vil der komme nye skud og lyngen vil blive tæt og smuk. Man beskærer som regel lyng i slutningen af april.
Man kan sagtens selv formere lyng, hvor den letteste måde er stiklingeformering, og den eneste mulige, hvis man skal bevare sortsegenskaber.
Hedelyng Calluna vulgaris er en underlig slægt med kun en art, men der er omkring 1000 forskellige sorter, så der er nok at vælge mellem. Der er gråbladede, gulbladede, dobbeltblomstrede, hvidblomstrede, purpurrøde osv.
Der findes ikke mange sorter af Erica tetralix men en anvendt sort er den hvidblomstrede Erica tetralix ‘Alba’.
Der findes arter af Erica, som ikke er hjemmehørende i Danmark, men som kan være udmærkede i havesammenhænge. En art med flere sorter er høstlyng Erica vagens, den er rigt blomstrende, men er ikke helt hårdfør.
Vårlyng hører hjemme i bjergområder i det sydlige Europa og klarer fint det danske klima. Erica carnea (Erica herbacea) er en dværgbusk, som bliver omkring 30 cm høj. Den blomstrer fra februar til april. Der findes mange sorter, hvoraf den mest populære er Erica carnea ‘Winter Beauty’, som ofte blomstrer fra december – april.
Søg i forhandlerguiden:
Se hvor billigt det kan gøres
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
Frø og stiklinger af træer og buske
ikke bare æbler men også de sjovere ting
Prydtræer og prydbuske.
Vi opformerer gerne frugttræer.
En verden med rhododendron
Her er du: Forsiden > Prydhaven > Træer og buske > Lyng
Kommentarer
Der er 5 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…