Ligesom det kinesiske nytår ikke følger vores kalender, har »det grønne nytår« også sin egen rytme. Netop nu er det nytår i haven. De sidste ting fra forrige havesæson er ved at være færdige eller skal ryddes for at give plads til dette års afgrøder, og det nye pibler op af jorden. Det kolde forår har bevirket, at rosenkål og grønkål stadig er tjenlige og ikke er begyndt at skyde, men snart må de også vige pladsen. Gem dog gerne et par enkelte planter og brug de nye skud som en slags grøn asparges enten rå eller let dampet.
Vårsalaten eller feldsalat, som den også hedder, begynder som en af de første afgrøder at bidrage til middagsbordet. Som rucola salat er den en af de nyere planter i køkkenhaven, men den har en meget mildere smag. Botanisk set har vårsalat intet med salat at gøre, idet den hører til baldrianfamilien. Det er vigtigt at vide, hvilken familie en plante tilhører, når man i denne tid planlægger sit sædskifte. Nu er det bare at nyde vårsalaten, for arbejdet med såning og pasning blev lagt i efteråret. Også syre og purløg er på vej op nu.
Af havearbejde er der p.g.a. det kolde vejr stadig ikke det store at udrette i jorden, men det er tid for beskæring af hindbær og brombær, hvis det ikke er sket. De skud, der bar sidste år, fjernes.
Hos hindbærsorten ‘Autumn Bliss’, der i modsætning til andre sorter bærer allerede på samme års skud, anbefales det som regel at klippe forrige års skud ned til jorden. Hvis efterårshindbærrene er nyplantede, klippes de dog kun ned til 25 cm over jorden. Man kan også lade nogle af skuddene stå, hvilket jeg selv prøvede sidste år. Så får man både tidlige hindbær på sidste års skud og sene på dette års. Fordelen ved efterårshindbær er, udover at man får hindbær i efteråret, at der ingen orm er i hindbærrene på det tidspunkt.
I prydhaven er det også tid til at beskære visse buske, f.eks. kornel. Den hvide kornel, hvis røde grenværk vi har nydt synet af hele vinteren, skal beskæres hårdt, da det er de unge grene, som har den smukke, røde farve. Forårsblomstrende buske skal ikke beskæres nu, da man så fjerner årets blomster.
Indendørs er det tid til at lægge kartofler til spiring. Når man forspirer kartoflerne, er man mere sikker på at få et godt udbytte, da knoldene når at få en god størrelse, inden kartoffelskimmelen ødelægger toppen i juli.
På grund af det kolde forår står rosenkålen stadig fint. Foto: Karna Maj
Vårsalaten kan nydes allerede i det tidlige forår. Foto: Karna Maj