Bladene på mine agurker bliver gule, og de nye skud af agurker visner væk. Kan jeg dække roden til med spagnum og håbe på, at det er nok til at mine agurkplanter kommer sig?
Med venlig hilsen
Mette Wayert, juni 2011
Agurkplanter kan det være svært at blive klog på. Men min erfaring siger, at det næsten aldrig skyldes udtørring og manglende vanding. Du har sikkert allerede forsøgt at vande omkring planten.
De gule blade skyldes antagelig et dårligt rodsystem, som har den konsekvens, at planten ikke kan optage vand nok til at dække plantens behov, og yderligere massiv vanding hjælper ikke. Jorden skal kun holdes let fugtig, så der også er luft i jorden. Start med at give planten skygge mod den hårdeste sol – hæng f.eks. et »gardin« af fiberdug på solsiden, så planten får lidt skygge. Hvis rodsystemet ikke er alt for beskadiget, kan plante komme i gang igen – måske.
Det dårlige rodsystem er måske angrebet af en eller flere svampesygdommme, og så kommer planten sig nok ikke, men sygner hen. Årsagen er oftest overvanding, for kompakt jord og især stående vand inde omkring stænglen. En tildækning med spagnum vil ikke hjælpe, og våd spagnum omkring stænglen vil forværre plantens tilstand.
Næste gang du skal plante en agurkplante ud, så sørg for at plante potteklumpen således, at jorden skråner væk fra stænglen, så vandet løber væk fra stænglen. Planter du direkte i drivhusjorden, så stil potteklumpen oven på jorden og dæk jord op til en forhøjning, som planten vokser i. Der må ikke lægges jord ovenpå rodklumpen, kun på siderne. Jorden må gerne tilsættes lidt grus. Nu kan du vande, uden at der bliver stående vand, og rødderne vokser i en luftig jord.
Der kan imidlertid også være en helt anden årsag til den dårlige vækst. Det oplevede jeg sidste år i juni både i mit drivhus og i græskarplanter på friland, hvor melonfluelarver fik mine planter til at dejse om i løbet af meget kort tid. Se svaret på dette spørgsmål: Angribes de to sidste agurkeplanter også af larver?.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvordan redder jeg min agurkplante, som får gule blade?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…