Hvad er der galt med vores grønkål? Der er mange blade, der er gule, mest ældre blade. Er der mangelsygdom ell. virus – det ligner virusgulsot. Der har ikke været grønkål i haven de 19 år, vi har boet her.
Der er lidt kållus og mange små hvide fluer i grønkålen.
Med venlig hilsen
Preben Hintze, august 2011
I denne »sommer« har regnen vasket store dele af de mineralske næringsstoffer nedenud af røddernes rækkevidde. Derfor opstår der mangler i planterne, og da nogle af stofferne er flytbare, vil de blive tømt ud af de ældste blade og sat ind i de aktive, unge blade. På den måde sker det, at symptomerne ses først på de ældste blade.
Når billedet, som det er beskrevet her, ligner »virusgulsot«, må man gå ud fra, at der er tale om magnesiummangel. Hvis bladene er forholdsvist jævnt gule, må der være tale om kvælstofmangel. Begge dele kan afhjælpes enten ved at topdresse med 2–3 cm velomsat kompost eller ved at høste nogle bundter af brændenælder og lægge dem på jorden mellem planterne (de brænder ikke efter et par døgn, og de farves meget hurtigt gråsorte, sådan at de ikke generer).
Her er det rosenkål og i baggrunden palmekål, som har gule blade forneden. Arkiv billede fra nov. 2010. Foto: Karna Maj
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvorfor får vore grønkål gule blade?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…