Spørg eksperterne

Hvad skyldes de røde blade på mit mandeltræ?

Hej, jeg har et flot mandeltræ, som er angrebet af et eller andet ukendt! Bladene bliver røde, og så vulger de ligesom og krøller sig lidt sammen, samtidig med at de bliver tykke – for så til sidst at falde af.

Jeg købte min have sidste år med træet stående, så jeg ved ikke præcis, hvorfra det kommer, eller hvilken sort det er. Blomsterne er lyserøde, og det giver mange mandler, som jeg dog endnu ikke har smagt.

Måske mangler det gødning? Hvornår er det generelt bedst at gøde et mandeltræ? Kan man eftergøde eventuelt? Og hvilken gødning er passende til mandeltræet?

Med venlig hilsen
Nynne, juni 2011

Svar

Din beskrivelsen passer med sygdomsbilledet hos ferskenblæresyge, som er en svampesygdom, der ofte angriber mange andre træer blandt stenfrugtslægten. Derfor er der ikke megen tvivl om, at det er årsagen til de beskrevne forhold. Det eneste, der kan gøres, er at fjerne de blade, der viser tegn på at være angrebne. Det kan mindske spredningen af sygdommen, men den bliver i træet.

Derfor må man arbejde med at forbedre træets livsvilkår: Sørg for at kalke grundigt hver vinter. Hele det område, som modtager regndryp fra kronen (drypzonen) skal være helt hvidt af kalk. Undgå enhver form for gødskning med kvælstof, og sats i stedet på topdressing med halvt omsat kompost ved at tilføre et lag på 2–3 cm tykkelse i hele drypzonen. Når man udgraver et hul i ca. 1 m dybde og ½ m diameter lige uden for drypzonen, forer det med fibertex og fylder det op med sten, skærver, grus osv., vil det virke som et dræn, der bortleder overskydende vand fra træet.

Disse ting gavner træets situation i al almindelighed, og med en øget livskraft kan det bedre overleve med denne sygdom. I givet fald kan det dog blive nødvendigt at plante et nyt mandeltræ, men husk endelig at få fjernet det gamle helt. Vælg et helt nyt voksested, og kontrollér, at ingen kirsebær, blommer, prydkirsebær osv. har fået smitten, før det nye træ bliver plantet.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvad skyldes de røde blade på mit mandeltræ?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider