Kære Havenyt,
Vi har overtaget en gl firlænget gård for små 2 år siden. Bag laden er der et areal ca 500kvm, der tidligere har været frugthave og hønsegård. De sidste ca 10–15 år. Har det ligge urørt. Der vokser nu kæmpemæssige rød hestehov, brombær, hindbær, tidsler og græs. Der har også været brændt affald af på et tidspunkt. Der er rester af smeltet plast, glødepærer og skruer på en del af det.
Jeg vil gerne genetablere området. Tænkte at det vil blive en dejlig bærhave. Det ligger øst for laden og i læ mellem laden og beplantning mod nabomarken.
Hvordan får jeg ryddet og klargjort arealet for kæmpehestehov, brombær mm. Så jeg kan etablere en bærhave og nogle frugttræer?
Med venlig hilsen
Ann Charlott Faber, november 2021
Kære Ann,
Det lyder som et rigtig fint sted at dyrke bær og frugt. Men inden da er der noget af et arbejde, som skal gøres i form af rydning, slåning, tildækning eller græsning – eller en kombination af flere af dem.
500 m² er et stort område at rydde for brombær mv., men har I mod på det, kan I bruge vinteren på at grave så mange af planterne op, som I kan komme til. Få flest mulige rødder med for at mindske risikoen for, at planterne skyder igen. For at komme helt i bund med det, kan I bagefter dække området med sort plast, så der ikke kommer lys til de planter, som uundgåeligt vil spire frem. Hold plasten på plast med sten, brædder o.l.
Til foråret kan I eventuelt skære mindre huller i den sorte plast og dyrke græskar på området, hvis I hellere vil se på en grøn flade fremfor den sorte plast. Lug jævnligt omkring hullerne, da det ikke kun er græskar, som vil vokse frem der. Jorden skal være dækket med plast i mindst et år. Måske endda flere, alt efter hvor store rødderne på de tilbageblivende planter er. Et lag flis ovenpå plastikken gør den kønnere at se på, også når der ikke vokser græskar.
En anden mulighed er at rydde området, så græs og holde det kort med plæneklipperen. De gamle planter vil fortsætte med at spire frem, men holder I græsset kort, vil de udpines og forsvinde med tiden. I kan godt plante frugttræer og bærbuske i stykket, men hold jorden omkring dem ukrudtsfri ved at luge manuelt og ofte, eventuelt suppleret med de lystætte måtter, man kan bruge til at dække jorden omkring nyplantede træer med.
Endnu en mulighed er at indhegne hele området samt de enkelte nyplantede frugttræer og bærbuske og sætte dyr på området. Geder er i høj grad altædende, men også andre dyr kan være en mulighed til at holde nyvækst af brombær, rød hestehov mv. nede.
Området, hvor der er brændt affald af, er forurenet i en eller anden grad, og jorden skal dækkes med for eksempel fliser, så det ikke bliver dyrket ved en fejl, eller erstattes med ny jord til 50 cm dybde, alt efter hvor slem graden af forurening er. Den simple løsning er at fjerne alt synligt affald som smeltet plast osv. og undlade at dyrke noget, I senere spiser, på netop det sted. I kan også få undersøgt, hvor forurenet jorden hos et firma, der specialiserer sig i jordforurening.
Læs mere om at dyrke på forurenet jord her >
Med venlig hilsen
Heidi Kirk Nissen
Redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk
Søg i forhandlerguiden:
Alt til den økologiske have
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
SÆTTEHVIDLØG, spisehvidløg og biovine
Økologisk besøgshave
Flerårige spiselige planter til haven
Anderledes øko grøntsager
Billige solide stauder – Se webshoppen
Grøntsags- & blomsterfrø til køkkenhaven
Land Højbede og Plantekasser
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Køkkenhaven > Hvordan bekæmper man rød hestehov og brombær?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…