Jeg bor på landet og har adgang til hønse-, heste- og fåremøg. Hvordan udnytter jeg nu møgen bedst? Er det evt. godt at blande de tre slags? Og er der egentlig nogen grund til at lave plantekompost, når man har møg nok?
Med venlig hilsen
Annette Ejstrup, april 2002
Du spørger, om der er grund til at lave plantekompost, når man har møj nok? Det kommer an på, om møjet er blandet godt op med halm, hvilket dit heste- og fåremøj sikkert er. I så fald er der måske nok plantemateriale i allerede. Med hensyn til hønsemøjet er det anderledes. Dels er denne gødning særlig kraftig, dels er den nok ikke blandet op med halm. Derfor er det absolut bedst at blande hønsemøjet med plantemateriale (og vand) og lade det kompostere et par måneder før anvendelse.
Planter har ikke godt af at få mere kvælstof på én gang, end de har brug for. Det svækker bla. deres immunsystem. I møj er der en masse kvælstof. Men hvis møjet komposteres med plantemateriale, bliver kvælstoffet midlertidigt bundet i materialet, så det ikke kan frigives på én gang. Og når denne kompost spredes ud, frigives kvælstoffet mere i takt med planternes behov.
En anden fordel ved kompost af både planter og møj er, at den ikke bare indeholder plantenæring, men også en masse næring til jordens indhold af nyttige bakterier, svampe osv. De hjælper i høj grad til at lave en passende løs jord – en jord der giver mulighed for store rodsystemer og sunde planter, og en jord der er nem for dig at arbejde med.
Med venlig hilsen
Susanne Mørk-Jensen
Agronom, Susannes have
Søg i forhandlerguiden:
Gavnlige mikroorganismer
HORNUM gødning til hus, have og drivhus
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Gødning > Hvordan udnytter jeg bedst dyregødning og kompost?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…