Jeg har hjembragt et fint figentræ fra Christiansø i sommer, og det er plantet på et sted med læ ved siden af drivhuset og et raftehegn. Det er kommet godt igang, men nu spekulerer jeg på, hvordan jeg bedst beskytte det, for allerede nu er det noget medtaget af frosten?
Med venlig hilsen
Birgitte Sjødin, oktober 2012
Når du skriver, at det er medtaget af frosten, går jeg ud fra, at det er bladene, du mener. De bliver normalt gule her omkring 1. november og falder af inden midten af november. I år har frosten fået dem til at hænge lidt, mens de stadig er grønne. Det er uden betydning, da de alligevel ville falde af inden længe.
Det lyder som om du har fundet et godt sted til dit figentræ. Figentræer dør normalt ikke af vinterens frost, selv når de fryser helt tilbage, skyder de igen. Du kan evt. jorddække med et lag blade under det nyplantede træ. Det springende punkt med figner er tilbagefrysning af grenene, da det betyder færre eller ingen figner. De seneste to vintre har været så kolde, at de fleste figentræer er frosset tilbage på alle de nye skud, hvor de overvintrende små figner sidder i bladhjørnerne. Det har betydet, at man ikke har fået nogen figner.
Du kan forsøge at beskytte det nyplantede træ ved at sætte noget vinddæmpende op rundt om, men ikke noget med at pakke ind i tætsluttende plastik. Sæt et par halmmåtter eller ligenende op foran træet på de sider, hvor der ikke er drivhus og raftehegn. Det dæmper vinden. Men kulden kan du ikke isolere imod, den trænger ind, hvis vi først får hård vinter.
Hvor godt din figen vil klare vinteren afhænger også af, hvor i landet, du bor. Bor du ude ved kysten i et mildt klima, er der bedre chancer for at få figner, end hvis du bor inde i landet, hvor frosten er ekstra hård. Christiansø har et meget mildt klima, og derfor klarer de lidt eksotiske planter sig rigtig godt der. Jeg bor i et mildt klima på Vestlolland og har haft et 4 m højt figentræ i mange år, som kun sjældent er frosset bare lidt tilbage. Men de to seneste år har det været så koldt, at det frosset så meget tilbage, at det nu kun er 2 meter højt og skåret helt ned til store tykke grene, hvor der er kommet masser af nye skud. Men de kom sent, og de er ikke for godt afmodnede endnu, og er dermed mere udsatte for at fryse tilbage. Figentræer er på nordgrænsen i Danmark, og bor man på en meget kold lokalitet, kan man være nødt til at dyrke figen i drivhus. Eller i store plantebeholdere, som opbevares frostfrit.
Vi håber på en mild vinter, så vi igen kan spise lækre figner i sensommeren.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Søg i forhandlerguiden:
Flerårige spiselige planter til haven
Udlejning af mosteri
Gamle danske sorter
Gamle sorter af frugttræer på vildstamme
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Hvordan beskytter jeg bedst min bornholmske figen?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…