Spørg eksperterne

Egner fersken, abrikos og kirsebær sig til espalier?

Vi går med planer om at plante nogle frugtræer som espalier. Udover pære- og æbletræer kunne vi også tænke os fersken, abrikos og kirsebær. Er disse velegnede? Kan abrikos og fersken give frugt her i det kolde Danmark? Kan man købe 3 år gamle frugttræer, der giver frugt nu til sommer, som også er espalieret? På forhånd tak for Jeres svar.

Med venlig hilsen
Kenn V. Jensen, marts 2003

Svar

Fersken og abrikos kan godt dyrkes som espalier, hvis de beskæres omhyggeligt. Placeret på et lunt og solrigt sted i milde egne af landet kan de også give frugt på friland, selv om kølige våde somre giver svingende udbytter fra år til år. På Bornholm, hvor klimaet er lidt lunere på grund af den omgivende Østersø, har man f.eks bedre muligheder for at dyrke disse eksotiske planter på friland. De kræver en sydvendt placering med god jord og vandforsyning. Dog giver det kølige danske klima ofte problemer med ferskenblæresyge på fersken, hvorved bladene misfarves og ruller sig sammen, så resultatet bliver miserable planter. Dette undgås ved dyrkning i drivhus.

Kirsebær er relativ kraftig i væksten, og vil normalt tage sig bedst ud som fritstående træ. Vælger I at forsøge med kirsebær i espalier, bør I vælge en svag grundstamme, så antallet af kraftige skud reduceres. Frøstammen Prunus avium, er ikke velegnet, mens Colt er lidt svagere. De bedste resultater opnås på helt svage grundstammer som Gisela 5 og Weibroot 13. Disse kan dog ind i mellem være svære at skaffe i planteskolerne.

Måske burde I overveje at prøve minikiwi. Den er mere hårdfør end almindelig kiwi og kan trives på lune steder på friland.

Ja, afhængig af planteskoleejeren kan det godt lade sig gøre at købe 3-årige frugttræer, der er forberedt til espalier, selv om formningen også fortsætter efter plantning. Træernes blomstring og frugtsætning i planteåret er mere usikker. Her afhænger blomstermængde og kvalitet dels af vækstforholdene i planteskolen året forinden, beskæringen og af forholdene omkring plantning og vækst den første sæson, hvor der er uro omkring rødderne. I starten prioriteres beskæring i den rigtige form, hvorved en del grene og knopper fjernes. I bør ikke regne med at høsten bliver noget særligt, om nogen overhovedet. Frugttræer har det som andre træer; det tager tid at komme i god vækst og bæring, og så må menneskerne vente, den tid det tager. Ønsker man tidlig frugtbæring, bør man generelt vælge svage grundstammer og holde igen med kvælstofforsyningen, selv om træet selvfølgelig skal have det der er brug for til væksten.

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Gartneri Toftegaard

Gamle danske sorter

Gamlefrugtsorter.dk

Gamle sorter af frugttræer på vildstamme

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Spiroggro

Udlejning af mosteri

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Egner fersken, abrikos og kirsebær sig til espalier?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider