Spørg eksperterne

Ingen brugbare frø i ‘Lady Godiva’ – hvorfor?

Jeg har dyrket græskar ‘Lady Godiva’ for at tørre og bruge frøene i madlavning. Stor er min skuffelse, da det har vist sig, at der stort set kun er små hvide kerner og måske ialt 10 af de »rigtige« grønne i 1 græskar. Jeg høstede græskarene i slutningen af oktober, da der blev varslet nattefrost. De så modne ud, bl.a. var stilken helt hård. De blev eftertørret på lunt gulv i ca 3 uger.

Har jeg høstet for tidligt, og kan jeg evt. få de resterende græskar til at give frø ved at lægge dem lunt igen? Kan jeg have fået fat i frø med uheldige egenskaber? Jeg har taget de få grønne frø fra m.h.p. at så dem næste år, men det er måske ikke en god ide?

Med venlig hilsen
KO, november 2011

Svar

Jeg tror du har fået fat i det forkerte klima. Ellers ser det ud til, at du har gjort de ting, der skulle give modne frø – ladet frugterne blive helt modne og givet dem tid til eftermodning.

De helt små hvide tynde kerner er aldrig blevet bestøvet, og de vil ikke kunne modnes nu, lige meget hvad du gør. Bestøvning af græskarblomster kan påvirkes bl.a. af temperatur og insekter eller mangel på samme – vi har ikke haft høje temperaturer i år, men det har nok ikke været det bedste vejr for bierne. Det kan knibe i vores klima.

Næste år kan du prøve med håndbestøvning af nogle blomster – sæt en seddel ved eller en snor på, så du kan se, om det har hjulpet. Det er det samme som at ‘lege bi’ ved meloner. Der er mange videoer på YouTube, der viser hvordan. En af dem foreslår at gøre det midt på sommeren med blomster fra og på de bedste planter, for at få de bedste frø til det kommende år. Hvis du ikke har andre sorter, der kan krydsbestøve ‘Lady Godiva’ (andre græskar i Cucurbita pepo slægten, som courgetter, andre squash eller Halloween-græskar), og hvis du ikke tænker på bedre frø, men kun på flere frø, behøver du ikke lukke blomsten bagefter, som du vil se nogen gøre på videoerne.

Jeg tror også, det kunne være godt at prøve med de blomster, der kan tiltrække bier til haven. Hvis du kun har få græskarplanter kan bierne måske have overset dem. Men det er bare mit gæt. Kommercielle avlere af græskarfrø i Canada rådes til at sætte bikuber på deres marker, for at fremme bestøvning i deres nordlige klima.

På vores breddegrad kan græskarplanter bruge al den hjælp, de kan få. For sen såning og for lidt næring kan også gøre, at planterne ikke er stærke nok til at producere mange frugter eller gøre det tidligt nok, og kan evt. også influere på frøsætning. Hvis dine planter står et udsat sted, er det godt at forkultivere nogle af dem i potter. Og græskar trives optimalt på møgbunker, så jo nærmere du kan komme disse, jo bedre.

Dine få modne frø skulle du kunne bruge til at så næste år – medmindre du har dyrket andre græskar i samme slægt. Græskar er meget slemme til at krydsbestøve hinanden, så hvis du har andre i denne slægt, vil ‘Lady Godiva’ nok ikke være ‘nøgen’ længere. Hokkaido, buttercup og andre centergræskar kan ikke krydses med ‘Lady Godiva’.

Hvis du vil prøve med nye frø (måske lave et sammenlignende forsøg?) kan ‘Lady Godiva’ købes hos Runåbergs fröer. Impecta og Kerneliv.dk har frø af andre »oliefrøgræskar« – hhv. ‘Olga’ og ‘Gleisdorfer’. ‘Kakai’ er en nyere sort, der forhandles i England.

Du kan se mere om frø og frøhøst af ‘Lady Godiva’ i Merete Juuls blog Vild med have

Med venlig hilsen
Lila Towle
Formand for Frøsamlerne, Frøsamlerne

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

The Plant Explorer

Se Danmarks største frø udvalg

Frøsnapperen

Grundige såvejledninger til alle frø

Spiroggro

Frø til gavn for insekter

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frø og formering > Ingen brugbare frø i ‘Lady Godiva’ – hvorfor?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider