Her i efteråret har jeg sået en del flerårige blomster i små potter og stillet dem i fugtigt sand inde i vores uopvarmede drivhus. Nu er 4 af arterne: geranium, honning-salvie, en isop-art og trold-rudbeckia kommet op med små kimplanter. I de andre potter kan jeg ikke se spor af de såede planter.
Nu er mit spørgsmål. Hvad skal jeg gøre her i vinter med de små potter. Skal de dækkes over? Skal de flyttes ind, hvis det bliver streng frost? Skal jeg behandle potterne med de fremspirede planter og de ikke fremspirede planter ens?
Med venlig hilsen
Gunver Bennekou, november 2010
De efterårssåede stauder har to spiringsmønstre. Nogle spirer umiddelbart, dvs. når frøet har nået en vandprocent på ca. 60. Det er dem, der nu står med små kimplanter, og det er dem, der er rigtigt problematiske. Faktisk havde det været lettere at opbevare frøene køligt og tørt indtil foråret for så at så dem til den tid, men nu er situationen altså en anden.
Her må det dreje sig om at få placeret de små potter køligt (men dog frostfrit) og lyst. Det duer ikke at tage dem ind i stuetemperatur, for det vil drive dem til en vækst, som slet ikke svarer til lysmængden i vintertiden. Et frostfrit kældervindue, en vinterstue eller et soveværelsesvindue vil være meget bedre. Kan det ikke lade sig gøre, må planterne dækkes i frostperioder, men befries i alle tøperioder, så de kan få det nødvendige lys. Det bliver omstændeligt, men altså desværre nødvendigt.
Med de andre stiller sagen sig sådan, at de faktisk skal have en periode, hvor frøet er vandmættet, men ligger i dvale ved 5 grader eller derunder. Det bryder frøhvilen, sådan at de kan spire hen i foråret. Derfor vil det være bedst at flytte potterne ud af drivhuset, så frøene ikke pludselig tror, at det er forår og begynder at spire i januar – med nedfrysning til følge i løbet af næste frostperiode. Anbring dem på et veldrænet underlag (grus, ral eller lignende) og dæk potter og pottejordens overflade med med sand. Husk at beskytte potterne mod mus.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Se Danmarks største frø udvalg
Flerårige spiselige planter til haven
Grundige såvejledninger til alle frø
Frø til gavn for insekter
Øko planter til den spiselige have
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frø og formering > Hvordan overvintrer jeg efterårssåede stauder?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…