Svampe i have og græsplæne

Hvis man har børn, kan man godt blive lidt utryg, når der dukker ukendte svampe op i græsplænen. Foto: Karna Maj

I efteråret dukker der mange svampe op i haverne, og mange haveejere så helst, at de ikke var der. Nogle synes deres tilstedeværelse skæmmer haven, og børnefamilier er bekymrede for, at de er giftige.

Bekæmpelse er ikke mulig

Svampene hører til på kloden som mennesker dyr og fugle, og man kan intet gøre for at få svampene væk på et areal. De svampelegemer, der er synlige på overfladen er kun frugtlegemer (toppen af isbjerget) – selve svampen består af et stort underjordisk mycelium, der gør bekæmpelse umulig. De overlever nemt mange tons jord ovenpå sig, så det hjælper ikke at lægge et nyt lag jord på. Miljømæssigt vil det kræve en fuldstændig forgiftning af jorden ned til måske en meters dybde, hvilket næppe er anbefalelsesværdigt. Når dette er sket, er der kun at vente på, at de næste svampesporer blæser ind over hækken igen. Der er således ikke nogen forsvarlig mulighed for at bekæmpe svampene. Vi må altså leve med dem. Og acceptere deres tilstedeværelse.

Svampenes funktion

Men hviken funktion har svampe? I naturens kredsløb sker en kontinuerlig opbygning og nedbrydning. Svampe hører til blandt »skraldemændene«, der som f. eks bænkebidere, hvepse og snegle varetager en oprydning af gammelt væv. Efter fældning af træer optræder eksempelvis en senere opblomstring af svampe, når rødderne i jorden omsættes.

Svampe i plænen og hekseringe

Her er en ret ny heksering med en lille diameter. Se billede af svampene nedenfor. Foto: Karna Maj

Svampene i plænen oplever nogle som skæmmende, andre er utrygge ved, om de kan give anledning til forgiftninger, f.eks af legende børn.

Elledans bruskhat f.eks er som visse andre arter i stand til at udvikle såkaldte »hekseringe« med tiden. Det sker gradvist efterhånden, som myceliet under jorden vokser. Svampene vokser med 20–30 cm årligt. Hekseringe kan blive op til flere hundrede år gamle (prærien USA). Den største danske var 60 meter i diameter – og var dannet af kæmpetragthat.

Mødes to svamperinge (to kolonier) vil de bekæmpe hinanden naturligt. Den eneste mulighed for direkte bekæmpelse er at grave hele plænen op og fordele den inficerede jord ud over det hele så svampene bekæmper sig selv. Dette er ikke ligefrem realistisk.

Når ringene vokser kan der opstå visne pletter, da svampene udskiller aluminiumioner og sænker pH-værdien kraftigt. Andre steder vil græsset blive mørkegrønt, da nedbrydningsprodukterne virker som gødning.

Andre svampe i græsset kan være høsletsvamp eller glanshat. Mén fælles for svampene er, at nogle er uskadelige og andre giftige, præcis som vi kender fra naturens planter og frugter.

Lær børnene at omgås naturen

Hvad børn angår, gælder det ikke om at sterilisere naturen, holde haven under kontrol med sprøjtemidler eller holde børnene helt væk. Naturen omkring os må vi lære at kende – og leve med.

Små børn, under 3 år især, skal altid være under opsyn og dermed ikke lege alene, om der er svampe eller ej. Selv en lille sten i munden et ubevogtet øjeblik kan få skæbnesvangre konsekvenser.

For større børn gælder det om at lære at omgås naturen. Hvis barnet tror, at svampe primært er giftige røde fluesvampe eller spiselige champignon/østershatte, så kan de nemt forveksle en lille brun svamp i plænen med en spisesvamp. Vokser man op i en beskyttet barndom, er skelneevnen reduceret og risikoen for senere forgiftninger blot større.

Svampe giver mangfoldighed i haven

Rent kosmetisk må vi ligesom mælkebøtter og mos acceptere, at græsplænen ikke er som det gulvtæppe, vi har i stuen. Det er en lille biotop, vi ikke er 100% herre over – og aldrig bliver. Svampe kommer uanset om vi kan lide det eller ej, og det sparer flest kræfter at lære dem at kende og forstå, hvilken funktion de har. De spreder mangfoldighed omkring sig, knytter insekter og smådyr til sig, så vi senere kan opleve naturens mangfoldighed i form af fugleliv, gratis skadedyrsbekæmpelse mv.