Vild i haven

Lyset flakser mellem det gamle æbletræ og en stor benved. Der høres en puslen fra buskene. En fugl? Et pindsvin? Mosset under træet er blødt, og en duft af skovmærke og jord bølger gennem luften. Et par lysebrune egeblade mellem skovmærkerne reflekterer lyset. Hver dag er der nye billeder i haven. Hver dag udspiller der sig små sansespil. Det er noget af det, haver kan. En god have er for mig en have fyldt med oplevelser og drama. Ikke nødvendigvis store og voldsomme oplevelser og dramaer – de små er gode nok.

I den vilde have, hvor der ikke hele tiden beskæres og bindes op, opstår der nye strukturer. Foto: Jens Thejsen

De golde haver

Mange haver er i dag tømt for oplevelser. Sten på sten, skærver og en enkelt grøn plante, eller velkomponerede bede i de rette farver og med håndværket i top, men uden meget mere liv end i en blomsterkrans.

Fred være med det. Man kan jo gøre, som man har lyst til. Men når man går gennem det ene parcelhuskvarter efter det andet, hvor haverne er sten­ørkener, og ellers kun ser ud til at være til besvær, så synes jeg, det er synd. Synd for haveejeren, synd for ­kvarterets miljø og spild af god jord.

Heldigvis er der mange, som gør noget andet. De leger i haven, er kreative, hygger sig, giver plads til liv. De dyrker måske sunde, velsmagende grønsager eller smukke, sjove stauder og buske.

Skæv skønhed

Der findes heldigvis ikke kun én måde at skabe sunde, sjove og smukke haver på. Og skal det miljøvenlige gå op i en højere enhed med det sanselige, er der også mange måder at gribe det an på. Men et er sikkert: Naturen må nødvendigvis inviteres ind.

Overvejelserne om, hvor meget naturen må fylde, er noget af det, som gør det at arbejde med have spændende. At finde balancen mellem natur og have er en herlig udfordring, og man må hele tiden spørge sig selv om, hvor meget man skal styre, og hvor meget kan man lade stå til. Hvor tipper det fra, at haven ligner rod, til at der opstår en sjov, skæv skønhed?

Større naturindhold skaber balance

At lukke op for naturen er ikke kun et spørgsmål om oplevelser, og det er ikke kun for naturens skyld. Ved et større naturindhold i haven opstår der også lettere den biologiske balance, som gør, at ingen arter tager overhånd. Luseangreb bliver i langt de fleste tilfælde nedkæmpet af bl.a. svirrefluelarver, som guffer flere hundrede lus i sig i deres korte liv. Sangfugle går til kamp mod bladhvepselarver, og pindsvin snupper de små snegle.

Der findes mange små fif, som kan være med til at give havens fauna bedre betingelser. F.eks. kan man plante, så der er mest mulig mad til fugle og insekter, og man kan sørge for redemuligheder osv. Der kan placeres fuglekasser, laves grenbunker, kvashegn, små blomsterenge og småkrat. Man kan vælge et stort antal planter hjemmehørende i Danmark og fravælge stærkt forædlede sorter.

Æstetisk vildskab

Man kan godt lukke lidt natur ind i haven og allige­vel holde haven ordentlig og pyntelig. Men vil man have mange skæve oplevelser og stor diversitet, må man baske lidt mere med vingerne. Så må der økologisk og æstetisk vildskab ind i haven. Økologisk vildskab tænkt som det at bruge naturens vilde plantesamfund som inspiration. Her er det vigtigt at have forståelse for, at det vilde i haven ikke bare er tilfældigt rod, men at det er grundlaget for plantesamfundets samspil og kampe om mad, lys og jord. Æstetisk vildskab er at turde sprænge rammerne for, hvad der er smukt og grimt, og ikke kun lade mode bestemme. Ikke hele tiden at styre, men også lade noget opstå af sig selv.

Haver skabt med denne åbning mod naturen kræver mod af haveejeren, som må holde igen på sin virketrang. Man må styre sig og lade haven blive lidt mere ustyrlig. Men gør man det, vil man opdage, at der kan opstå farvesammensætninger, som man aldrig selv ville have tænkt sig til, men som er smukke på nye måder. Pludselig vil man se strukturer, som man ikke kan komponere sig til. Det betyder ikke, at det hele skal flyde, og at man bare skal lade stå til, for gør man det, bliver det hverken have eller natur.

I den vilde have kan der skabes smukke kombinationer. Her er det kvæsurt og stor pibegræs. Foto: Jens Thejsen

Samarbejde med naturen

Det kræver bestemt en stor indsats at skabe en vild have. Der skal vælges planter, som passer til stedet. Haven skal stadig plejes. Plejen består bl.a. i at luge de planter væk, som ellers kan komme til at dominere det hele, og at fjerne og beskære, så alt lys ikke forsvinder. De arbejdsopgaver har man også i andre haver, men i den vilde have handler det om at være tålmodig og vurdere, om det nu også er nødvendigt at fjerne de ukrudtsplanter, som har sneget sig ind. Det kan være, de er berigende. Ja, måske er det netop de planter, som gør haven mere spændende og levende. En vild have er altså ikke en arbejdsfri have, men en have, hvor man samarbejder med og ikke mod natur.

Inspiration fra plantesamfund

I naturen trives grupper af planter sammen i både samspil og kamp om vand, næring og lys. Helt banalt er der planter, som trives bedst i fugtig jord, og planter, som har det bedst, hvor der er tørt. Nogle udvikler sig godt, hvor jorden er sur, og andre bliver flottest i en jord rig på kalk. Der findes plantesamfund som moser, blandede løvskove, strandenge og mange flere. Ved at aflure nogle af disse plantesamfund kan man lettere skabe haver, som kan komme i en god biologisk balance. Er grunden med sandjord placeret lige ved stranden, er det oplagt at lade sig inspirere af stranden, når der skal plantes og plejes. Er jorden i ens have fugtig, ligger det lige for at lade sig inspirere af sumpede naturområder.

At lade sig inspirere er ikke det samme som bare at kopiere naturen. Men ved at låne lidt af naturens måder at indrette sig på kan man lettere opnå en biologisk balance. Naturligt forekommende plantesamfund er derfor et godt udgangspunkt, hvis man virkelig vil lade det vilde komme til udtryk.

Under konstant forandring

En vild have er ikke statisk. Den er under konstant forandring, præcis som naturen er under stadigt udvikling. Et træ udvikler sig fra en lille kimplante til et stort træ. Undervejs skaber det levevilkår for andre planter, og det hindrer andre planter i at trives. På et tidspunkt dør træet og skaber nye muligheder for svampe, biller, bakterier og smådyr, og andre planter får muligheder for at udvikle sig. En sådan udvikling kaldes succession og er helt central for forståelse af naturen. Intet er statisk. Forståelse af succession kan være gavnlig for alle, som arbejder med haver og landskab, men vil man skabe en vild have, er det en forudsætning. Den vilde have skal have lov til at udvikle sig dynamisk, ikke som natur, men som en have i god overensstemmelse med naturen.

I skoven samler træer, buske og urter energi. Samtidig frigiver døde planter energi til gavn for dyr og planter. I skovhaven kan dette bruges til at skabe et mangfoldigt, dynamisk miljø, som samtidig kan være meget smukt. Foto: Jens Thejsen

Hvis man eksempelvis synes, at haven er ved at blive for mørk, nytter det ikke bare at fælde og beskære til den store guldmedalje. Hver gang man fjerner en plante eller en gren, får det betydning for resten af haven. Det ændrer vind og lysforhold, og det kan ændre dyrelivet. Hvis man f.eks. fjerner et af havens træer, fordi det skygger, kan man risikere, at det netop er det træ, som bestemte fugle har brug for. Derfor skal man overveje, om man kan leve med skyggen, eller det måske er nok at fjerne et par grene eller stamme træet lidt op. Gør man intet, vil haven udvikle sig, og efter en årrække vil den måske være så mørk, at der ikke er den store diversitet.

Lige eller krumme linjer?

Smag er heldigvis forskellig. Hvor jeg kan stå og fryde mig over martsvioler, som er flyttet ind mellem mine fliser, vil en anden synes, at her skal der luges. Grænsen for, hvor meget natur vi tillader, er forskellig, og grænsen flytter sig over tid. Jo mere man arbejder med natur i haven, jo mere vildt tillader man, fordi man ser en anden skønhed end den, som er præget af trends og mode. Men selv om smag er forskellig, så er det ikke lige meget, hvordan man opbygger sin have, hvis man ønsker så meget natur som muligt. Haver med lige linjer og store flader af samme plante giver mulighed for mindre diversitet end haver, hvor fladerne består af flere forskellige plantegrupper og dermed danner en mere pelset struktur. Buer og sving er bedre, fordi det giver uensartede lys-, skygge- og vindforhold og plads til flere forskellige dyr. Så skal man have en vild have, må de stive strukturer blødes op. Ikke kun af æstetiske grunde, men for at for at få mere liv ind i haven. Man kan naturligvis godt skabe en sund og mangfoldig have med lige linjer og mere kantede bede, men det kræver ekstra grundighed i plantevalg og plantning, da planter og andet materiale skal skabe de rum og de lys- og skyggemiljøer, som er levesteder for havens dyreliv.

Hvis man vælger, at haven skal opbygges med lige linjer og kantede bede, skal der arbejdes grundigt med plantevalg og plantning for at skabe de miljøer, som havens fauna kan trives i. Foto: Jens Thejsen

Hvor vildt skal det være?

At arbejde med det vilde i haven, både økologisk og æstetisk, bestemmer ikke havens udseende og funktion. Der er uendelige muligheder. Der er plads til arkitektoniske eksperimenter, nostalgiske drømme og praktiske nytteidéer. Ligegyldigt hvordan man indretter sig, og hvad man vil dyrke, handler det om undervejs at stille sig spørgsmål om de forskellige tiltag nærmer sig naturen eller fjerner sig fra naturen. Og så skal det helst være sjovt og fornøjeligt, og man skal have opfyldt sine havebehov, som jo er forskellige fra person til person. Er det kål og andre grønsager, som gør en vild, må man dyrke kål og se, hvor meget natur man kan få flettet ind for at berige dyrkningen. Det kan så være de ydre rammer af hegn, som prioriteres naturmæssigt, snarere end bedene i haven, og man kan arbejde ekstra meget med kompost og blandingskultur.

Det handler altså om hele tiden at være bevidst om at få så meget af naturens vildskab ind i haven. Man kan vælge at bruge plantesamfund som grundlag, eller man kan tage små skridt og for hver vækstsæson lukke mere og mere natur ind. Inden man ser sig om, er haven blevet et vildt, smukt sted både for dyr og mennesker.

Jens Thejsen udgav i 2009 bogen Den vilde have – en bog, der handler om at invitere natur ind i haven. Ud fra praktiske erfaringer og teoretiske overvejelser vises, hvordan man kan opbygge haver med æstetisk og økologisk vildskab. Det er bogens budskab, at haver ikke behøver at være pyntelige og pertentlige, men at man kan skabe haver med robust charme, hvis man samarbejder med naturen. Der er ikke tale om en arbejdsfri havemodel. Der skal hele tiden arbejdes med at finde en balance mellem kultur og natur, mellem det styrede og det ustyrlige. Bogen er fyldt med inspiration til en mere levende og dramatisk have og bygger på flere års arbejde med at opbygge og pleje haver inspireret af naturens plantesamfund.