Det vilde haverum

I efteråret er svampe en naturlig del af den vilde have. Foto: Inge A. Futtrup

Det vilde haverum er præget af oprindelighed og en autentisk stemning. Her er ingen orden og ingen systemer. Planterne ser ud, som om de er selvsåede, stenene er dækket af mos, og hist og her ligger nedfaldne grene, som langsomt formulder.

Selv stierne virker naturlige, ja de ligner nærmest veksler, som er trådt af vilde dyr, der har fulgt den samme rute i årevis.

Vi mennesker er ofte tiltrukket – og måske også lidt skræmt af den vilde natur. Her er noget, vi ikke kan styre. Noget, der er langt større end os.

Det vilde haverum – her med et lille vandløb og flotte hostablade. Foto: Inge A. Futtrup

Den vilde have taler til fantasien

Naturen og det vilde haverum taler til vores fantasi. Her er en helt speciel atmosfære af drømme, sanselighed og uforudsigelighed. Alt kan ske, duerne kurrer – og hovsa, var det ikke en ganske lille alf, der lige smuttede ind under det store blad dér i krogen ;-)

Due kurrer højt til vejrs i et træ. Foto: Inge A. Futtrup

Jo flere informationer, vi bombarderes med i hverdagen, jo mere gennemreguleret og civiliseret vores samfund bliver, og jo flere bredbånd, fibernet og trådløse netværk vores jord og luft fyldes med, jo større bliver vores behov for et sted, hvor der er plads til fantasien og vort indre urmenneske. Et sted, hvor hjernen ikke skal være effektiv men blot kan bevæge sig ud på de mest fjollede eller eventyrlige vildveje. I det vilde haverum er der plads til drømme – det er her kaos bliver til vækst for sjæl og sind.

Velplejet kaos i haven

Det vilde haverum kræver dog omhyggelig og nænsom pleje. Idealistisk set burde det jo blot være et spørgsmål om at lade naturen tage over. At lade træer, buske, blomster og især ukrudt gro frit og udvikle sig på egne betingelser.

Skovbund i haven med bregner. Foto: Inge A. Futtrup

Men desværre har vi tobenede skabninger for længst ødelagt naturens balance så grundigt, at den ikke bare – sådan vupti – kan genetableres på 500 m² midt i et boligområde. Hvis vi ikke gør en vis indsats i haven, hvis vi ikke styrer en smule og plejer med nænsom hånd, vil resultatet i bedste fald blive gult af mælkebøtter og i værste fald udvikle sig til et ufremkommeligt krat af brændenælder eller burresnerre, som også kaldes for præstelus.

Mælkebøtter er smukke i blomst, men får de lov, fylder de hurtigt for meget i den vilde have. Foto: Inge A. Futtrup

Hvis du drømmer om et vildt haverum og føler, at det vil give dig den indre ro, du søger, så kan du starte med at plante en del småtræer. Almindelig røn, skovhassel og hvidtjørn er geniale. De bliver ikke for høje, de vokser hurtigt til, de er robuste … og de er billige i indkøb.

I takt med at træerne bliver større, bliver haven mere og mere skyggefuld, og så er tiden inde til at plante et tæt bunddække af skyggetålende stauder og bregner. Sæt dem i diffuse klynger, lav en masse smalle og snoede stier på kryds og tværs og find et par mosklædte sten, som du dumper tilfældige steder. Og frem for alt, så leg med bladenes former og farver.

Leg med bladformer og farver. Foto: Inge A. Futtrup

Du kan selvfølgelig også nøjes med at lave et lille vildt hjørne til naturen og den autentiske atmosfære.

Vælg fx det største eller ældste træ i din have. Plant en klynge bregner under det, læg en mosgroet sten ved siden af dem, spred lidt akelejefrø og så nogle fingerbøl, byd den kønne martsviol velkommen og find et par frønnede og delvis formuldede grene, som du kan lægge hen over det hele. Så har du din egen miniature-skovbund. Den er til at overskue, og du vil lige så stille opdage, hvilke planter, der trives bedst og giver stedet det rette touch af naturlighed. Det kan sagtens være, at du skal have fat i nogle helt andre planter end de nævnte. Det afhænger fuldkommen af jordbunden i din have. Så prøv dig frem – og glæd dig, når noget lykkes. Det er faktisk præcis sådan naturen arbejder!

Det naturlige haverum – det tager tid. Foto: Inge A. Futtrup

Måske breder skovbunden sig mellem år og dag langs hækken, hen under havens næste træ og ender med at blive din alderdoms glæde. Jo ældre vi bliver, jo bedre forstår vi livet og jo lettere har vi ved at acceptere naturens logik. Den vilde have og det erfarne sind er to sider af samme sag – rummelige og i indre harmoni.