Verbena i haven

Verbena er allerflottest i efteråret. Her Verbena rigida i et bed sammen med lampepudsergræs, Pennisetum, i Haven ved Landbohøjskolen først i oktober. Foto: Karna Maj

Nogle plantefamilier taler mere til mig end andre. Da jeg for et par sæsoner siden var glad for appelsintagetes, var det på trods af, at det var en Tagetes. Lige omvendt med Verbena-familien. Når jeg sidder og drømmer sommer med næsen i et frøkatalog, betyder enhver verbanasort fuld stop. Her må der lige læses lidt nærmere, og hvis det er en sort, jeg ikke kender, må den prøves.

Verbena officinalis

De fleste verbenaer kommer fra mildere himmelstrøg og må dyrkes som sommerblomster, selv om de egentlig er flerårige. I vores egen natur har vi bare lægejernurt Verbena officinalis. Det er en en- eller toårig plante, som trives vældig godt i sol og på en sandet bund. Giver man den en sådan plads, vil den så sig lystigt i en meters omkreds. Det sværeste ved at luge den er, at den gør sig så godt i en lidt større gruppe, så helst vil man egentlig beholde alle planterne.

Dens blomster er ikke særlig iøjnefaldende, små og lyseblå sidder de op ad et langt aks. Det, jeg ikke kan stå for, er dens holdning. Den bærer blomsteraksene højt over de små, fligede blade. Stilkene er firkantede og dejligt robuste, så de holder både til blæst og regn.

Verbena bonariensis

Verbena bonariensis er flot i efterårets blomsterbed med sin farve, højde og ikke mindst lethed. Her i Kongens Have. Den hedder på dansk kæmpejernurt Foto: Karna Maj

Måtte jeg kun vælge mig en verbena, blev det Verbena bonariensis (den, der kommer fra Buenos Aires). På dansk hedder den kæmpejernurt.

Den har de bedste egenskaber fælles med Verbena officinalis: lange, stive, firkantede stængler – bare endnu længere, mindst 1 ½ m. Den har også små blade, som sidder tæt på jorden. De er så diskrete, at der næsten ikke er et sted, hvor man ikke kan passe en plante ind. Når så blomsterstilkene bryder op gennem de andre planter midt på sommeren, ville man altid gerne have haft endnu flere. De er så diskrete og elegante, at der endnu ikke er nogen steder i min have, hvor de ikke har været velkomne. De har en 5 cm stor eller lille samling blåviolette småblomster for enden af hver stængel.

Fra august måned og langt ud på efteråret, også efter at det har frosset mere end et par grader om natten, står de og bliver vigtigere og vigtigere, efterhånden som de omkringvoksende blomster har mistet deres pragt.

Hvert år i februar/marts sår jeg en portion i min vindueskarm, for der skal være Verbena bonariensis i haven til sommer, og det er langt fra sikkert, at planterne fra sidste år overlever. Nogle af dem gør, når vinteren er mild. Der er også nogle, der sår sig selv – desværre ikke så lystigt som Verbena officinalis – men de er forbløffende gode til at indhente mine forkultiverede. Det er kun lidt senere, de kommer i blomst, så egentlig kunne man godt så ude i april og alligevel nå at få fornøjelse af dem. Det vil nok være en god ide at så en række i køkkenhaven for at have nogle, der må plukkes, for det nænner jeg ikke af dem, der står i min blomsterhave.

Verbena hastata

Denne ligger typemæssigt mellem Verbena officinalis og Verbena bonariensis. Den har blomsterne voksende op ad et aks ligesom Verbena officinalis, men hver lille blomsterkrans er mere iøjnefaldende, fordi enkeltblomsterne er lidt større, og fordi farven er lige så intens blåviolet som i bonariensis. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at den også findes i hvid og lyserød, men det er bestemt den mørke, som er smukkest.

Den er stort set lige så flink til at så sig selv som officinalis, så når man én gang har introduceret den, er det bare et spørgsmål om at luge med omtanke. Den blomstrer sidst på sommeren, mellem juli og september, ikke så langt ud på efteråret som Verbena bonariensis.

Verbena canadensis

I et frøkatalog har jeg set, at Verbena canadensis er en duftverbena. Det har jeg nu aldrig lagt mærke til, så hvis den dufter, er det ikke ret stærkt. Det er en god og taknemmelig potteplante, som uden den store omsorg (her tænker jeg på at plukke visne hoveder væk og gøde tit) blomstrer fra midt på sommeren og langt ud på efteråret. Lader man potten stå i drivhuset vinteren over, kommer der selvsåede blomster igen næste forår.

Planterne er ca. 30 cm høje, og blomsterne sidder umiddelbart over løvet, ikke på lange stilke som ved de forgående arter. Den er rødviolet i farven, næsten intens pink.

Verbena rigida

Verbena rigida hedder på dansk stiv verbena. Foto: Winnie Poulsen

Her er igen tale om planter, som gør sig godt i potte. Det er flerårige planter, der skal behandles som sommerblomster. De skal forkultiveres for at nå at blomstre det første år, og alligevel er det som regel først i august, at de er klar. Heldigvis klarer de at blomstre næsten hele efteråret, så det ender med, at man bliver glad for at have dem, selv om de er noget langsomme i begyndelsen. Jeg har prøvet både en lys blå og en lavendelviolet, og de var gode begge to.

Verbena speciosa ‘Imagination’

Her er tale om en plante med en lidt løsere vækst end de andre potteverbenaer, også med et spinklere løv. Den er spredende til hængende, og en enkelt plante, der har det godt, kan næsten fylde en kvadratmeter. Blomsterne er mørkt violette. Den kan fint bruges som ampelplante.

Blandede farver er en skuffelse

Da jeg gerne prøver enhver verbena, jeg støder på, har jeg også engang haft en pose haveverbenafrø i blandede farver. Ellers plejer jeg at holde mig fra blomster i blandede farver, men det var jo fra en yndlingsfamilie, så jeg prøvede. Det bekræftede kun mine fordomme. For eftertiden skal jeg nok undlade de blandede farver.