En kirkegård med havestemning

Kirkegårde anklages ofte for at være kedelige og stive i deres design med mange lige kanter, perlesten på stierne, kortklippede buksbomhække, buske af tætte thuja og taks og en rand af høje træer, der markant adskiller kirkegården fra resten af verden.

Anklagen er reel nok i mange tilfælde, men på Havdrup Kirkegård bliver der pillet ved konventionerne, og skridt for skridt løsnes der op.

Det gælder både valg af planter, materialer, pleje, og hvor grænsen går mellem en kirkegård som et sted, hvor man begraver sine døde og et sted, hvor man opholder sig, fordi der er rart at være.

For udover at være en begravelsesplads, er kirkegården ved Havdrup også åben for lokale og forbipasserende som et sted at besøge, finde fred og nyde naturen, som der bliver mere og mere af, jo længere ind i kirkegården, man bevæger sig.

Sorgens have

Omkring den lille, gule kirke befinder den mest tæmmede og velholdte del af kirkegården sig. Her ligger de gamle gravsteder og kistegravene. Gravstederne har i de senere år udviklet sig i en mere individuel retning, men de er stadig genkendelige med deres store gravstene og lave hække.

Hvad der derimod overrasker og ikke kan undgå at fange blikket, er de markante bede med blomstrende stauder, der dukker op i et uregelmæssigt mønster mellem gravstederne.

Når et gravsted sløjfes, er det normal procedure på mange kirkegårde at fjerne alle planter og så græs, som holdes kortklippet for at gøre det nemt.

Men ikke på Havdrup Kirkegård. Her planter kirkegårdsgartnerne forskellige stauder og sætter dahlia på de nedlagte gravsteder, og oplevelsen, når man går ind mellem kirkegårdens sorte smedejernslåger, er som at træde ind i en frodig, farverig og smuk have.

Følelsen af havestemning forstår sognepræsten Kristine Stricker Hestbech godt. Hun ser selv kirkegården som en Sorgens have. Et fredeligt og smukt sted, hvor man kan sørge og hele, for som hun siger, så heler skønhed sorgfulde mennesker. Hun ser samtidig en forkyndelse i en smuk kirkegård, hvor man som sørgende kan opleve, at der er håb – at planterne grønnes, og at blomsterne springer ud, også selvom man er i sorg.

Kirkens personale bruger også naturen i kirkens aktiviteter til gudstjenester i præstegårdshaven i sommerhalvåret, konfirmandundervisning, skovbadning og pilgrimsvandringer m.m. på kirkens jorder.

Kristine blev præst ved Havdrup Kirke i 2009, og med det begyndte forvandlingen af kirkegården, præstegårdshaven og kirkens øvrige jorde.

Havdrup Kirke ejer 12 ha, hvoraf de fleste dengang var bortforpagtet til konventionelt landbrug. Forpagtningen var låst for fem år ad gangen, men i præstegårdshaven og på kirkegården kunne der godt laves forandringer.

Noget af det Kristine startede med at gøre sammen med kirkegårdsmedarbejderne var at plante træer. Gennem årene er der blevet plantet tæt på 100 forskellige træer og talrige buske og stauder i den 10.000 m² store præstegårdshave.

Derudover stoppede de med at bruge pesticider og salt og indførte gradvist mere bæredygtige måder at forvalte kirkens jorde på. Ukrudt bliver enten skuffet eller brændt på chaussésten og trapper.

Det er hensigten, at når forpagtningsaftalen udløber i 2024, vil kirken tage den sidste del af sin jord tilbage og forvandle en konventionel kornmark til et offentligt naturområde med forskellige biotoper.

Frit spil for nye idéer

I 2009 var biodiversitet ikke noget, der blev nævnt ret ofte i nyhederne, men Kristine havde en intention om at skabe mere natur og liv på kirkens arealer. Kirkegårdens medarbejdere var med på den, og som både Kristine og graveren Niels Harald Ehmsen Larsen udtrykker det, så er der højt til loftet i Havdrup Kirke. Her kan man få en idé i dag, der bliver sat i gang i morgen.

Kirkens menighedsråd har uden tøven bakket op om ønskerne om en anden og mere grøn tilgang til kirkegårdens udseende og vedligeholdelse. Rådet har tillid til Kristine, Niels og de andre, der arbejder på kirkegården, og der er frie rammer for alle til at gøre noget på eget initiativ.

Nogle af de idéer, der er blevet virkeliggjort, er tanken om at skabe pladser og torve på kirkegården med borde, bænke og stole. Caféhjørnet ved kirkens ene hjørne er blevet et populært sted, hvor kirkekaffen indtages efter søndagens gudstjeneste. Lokale besøgende, vandrere, cyklister og i det hele taget folk på tur, slår sig også ned på kirkegårdens forskellige caféområder.

En anden udført idé var at tage afsæt i klassisk havedesign og skabe nye haverum. Før var kirkegårdsbeplantningen lav og overskuelig, men ved at plante mange transparente træer og buske er der skabt forskellige haverum, der både giver mere privatliv og større skønhed.

En nyere idé omhandler urnegrave, der ofte er markeret med en flad stenplade lagt i en græsplæne. Den slags er der også på Havdrup Kirkegård.

Men et nyt initiativ er at tilbyde urnegrave, hvor man gratis får tilbudt en gravsten, der er samlet nede på marken og står omgivet af blomstrende buske og stauder. Når graven slettes, kan familien vælge at tage stenen med sig.

En anden ny form for gravsted er i æblelunden i den bagerste del af kirkegården.

Her var der før fælles gravplads for urner og kister i en slået græsplæne. Men for otte år siden blev der plantet lokale æblesorter, og græsset fik lov at gro langt med slåede stier. Der blev opsat bord-bænkesæt, og den traditionelle, tætte kirkegårdshæk blev i 2023 erstattet med mørk hyld, der giver et mere let og åbent indtryk.

I æblelunden kan man også høre den blide klukken fra de høns, som Kristine har reddet fra kummerlige forhold.

Området med hønsehusene ligger i forlængelse af æblelunden, men omtrent en meter lavere, og tidligere blev det oversvømmet flere gange om året. Det lå derfor ubenyttet, indtil en idé om at tilplante det med pil og andre fugttolerante træer dukkede op. En lille skov blev plantet, og siden har der ikke stået vand på området.

Protester og klager

Helt gnidningsfrit har omvæltningerne dog ikke været. Kirkens medarbejdere forventede protester over at indføre høns på kirkegården, men det har ikke skabt nogen røre.

Derimod er den ændrede strategi med ikke at løvblæse alle nedfaldne blade væk, men lade dem ligge og formulde på stedet, faldet nogle af de ældre kvinder for brystet. Når der ligger en bunke af våde, halvrådne efterårsblade på deres mands gravsted, opleves det som sjusk eller ligegyldighed.

Som Kristine forklarer det, er der tale om to vidt forskellige natursyn, som aldrig bliver forenelige. Løsningen er et kompromis, hvor bladene får lov at ligge i længere tid, men fjernes, når de bliver for opløste. Nogle af bladene bruges efterfølgende som jorddække i staudebedene på de nedlagte gravsteder.

Hestemøget, som har erstattet brugen af NPK-gødning, gav også anledning til en del spørgsmål og kommentarer om, at der ikke skulle lort på ens gravsted. Både gravermedarbejdere og Kristine forklarede dog gerne hvorfor i en personlig snak. Det virkede godt. I dag bruges hestemøget som jorddække på staudebede, roser og alt nyplantet, og selv når det er frisk og lugter, så kommer der ingen beklagelser.

I det hele taget er det erfaringen, at det at tage snakken i situationen på kirkegården er en effektiv strategi. Når det ansigt til ansigt forklares, hvorfor der er sket ændringer, bliver det som oftest taget godt imod.

Men det er ikke altid tilstrækkeligt. I maj 2023 gik kirkegårdens medarbejdere med på Haveselskabets opfordring »Slå ej i maj« og lod græsset vokse frit for at give flere blomster til insekterne. Kirken modtog 27 klager over det halvlange græs, hvoraf flere var fællesklager med op mod ti underskrivere. I klagerne blev der rejst spørgsmål, om graverne var syge, fyrede eller bare dovne.

Mishaget bredte sig, efterhånden som græsset voksede, og klagerne begyndte ikke kun at omfatte græssets længde, men også at resten af kirkegården fremstod mere sjusket, og kirken mere beskidt, trods det at der var lagt samme arbejde som normalt i de dele.

I bagklogskabens lys var det ifølge præsten en fejl ikke at informere nok om »Slå ej i maj« på forhånd. Fremover vil den slags tiltag blive omtalt på kirkens hjemmeside, på kirkens fysiske opslagstavler og som altid i snakke med de mennesker, der bruger kirkegården.

Iidéen om at lade græsset gro i maj opgives ikke. Næste år vil der også være uslået græs på Havdrup Kirkegård. Men der vil nogle steder også være med en stram, kortklippet sti omkring områderne med længere græs, så man nemt kan afkode, at her er der ikke tale om en forglemmelse, men et bevidst valg om at lade noget af græsset gro.

Den nye præsteeng

En af de større idéer, der er blevet virkeliggjort, er Præsteengen.

Bagerst på kirkegården kan man gå gennem et hul i kirkegårdsmuren ad noget, der ligner en gammel hulvej, men er en ny sti fra 2023, der er lavet langs den ene side af præstegårdshaven og munder ud i Præsteengen.

I hundredvis af år har udsigten fra Præsteengen været over konventionelt dyrkede marker. Nu træder man i stedet ud i et blidt bølgende landskab med græs, der i sensommeren er højt, og hvor frø fra tidslerne svæver som snefnug gennem luften mellem frugttræerne, der titter op hist og her.

Slyngede stier med kortklippet græs og blomstrende kløver fører over til et område med tre shelters og bålplads til fri afbenyttelse. Bag engen strækker sig endnu et nyt område, hvor der i 2022 blev plantet et trerækket læbælte med i alt 4.500 træer og buske.

Fantastisk ser det ud, men det har ikke været uden sværdslag. I 2017 skulle forpagtningsaftalen for området på en hektar fornys, og da foreslog præsten, at jorden skulle tages hjem. Meningsrådet bakkede op om idéen, og arbejdet med at få den taget ud af produktion gik i gang.

Kommunen blev involveret og så først ikke velvilligt på projektet, men da engen blev præsenteret som en producerende frugtlund med frugt- og nøddetræer og bærbuske, blev den godkendt.

Marken blev pløjet og harvet, og i forsommeren 2018 gik arbejdet med at plante træer og buske i gang. Sommerens tørke slog en del planter ihjel, og rådyr gjorde et indhug på de resterende, så der blev behov for en del genplantning.

Den nye præsteeng blev ikke lige godt modtaget alle steder. Fire landmænd, hvis jorde støder op til engområdet, gik sammen og sendte en klage til kommunen med punkter som, at vildtet ville blive skræmt af løsgående hunde på engen, besøgende ville gå ind på de omgivende marker og ødelægge afgrøderne, unge ville holde vilde fester m.m.

Modstanden fra netop landmænd har været hård mod projektet med Præsteengen. Der skulle lidt mod til, men som svar på klagen cyklede Kristine rundt til hver enkelt af de klagende landmand og tog en snak med dem om projektet og deres bekymringer.

Det tog pusten ud af klagen, og erfaringen i dag er stadig, at man kan komme langt med forandringer, selv i et så traditionelt univers som kirkens, hvis man informerer og er villig til at gå i dialog med dem, der har en mening om det, man sætter i værk.

Om Folkekirkens arealer

Folkekirken er Danmarks tredjestørste jordbesidder, og derfor har kirkens anvendelse af jorden en reel betydning for naturen og klimaet i vores land.

Kirkegårde får mange besøgende og ved at ændre indretningen og anvendelsen af kirkens arealer i en mere naturvenlig retning, vil man kunne nå bredt ud med konkret inspiration.

Som en del af projektet »Folkekirkens Grønne Omstilling« indsamler man data for Folkekirkens klimaaftryk og biofaktor.

Havdrup Kirke er i den forbindelse langt foran de fleste andre kirker, og de får også allerede besøg af kirkegårdsgartnere, der gerne vil inspireres til at lave en mere grøn og biodivers kirkegård.

På hjemmesiden www.folkekirkensgroenneomstilling.dk findes et interaktivt kort over alle folkekirkens jorder. Her kan du finde kirken fra dit lokalområde og se, hvor dens jord er placeret, og hvordan den anvendes i dag.

Artiklen er et eksempel på en artikel, som er bragt i Praktisk Økologis medlemsblad (nr. 02–2024). Praktisk Økologi er foreningen, der står bag Havenyt.dk, og som medlem af foreningen får man bl.a. det inspirerende medlemsblad seks gange om året.

Læs mere om de mange andre fordele ved et medlemskab af Praktisk Økologi her >