Estragon – fransk, russisk og tysk

Hvert forår er der stor efterspørgsel på fransk estragon, når krydderurtebedet skal plantes til eller udbedres. Enten er det fordi man ikke kan få nok af denne krydderplante, eller også har man været så uheldig, at den er gået ud i løbet af vinteren.

En velsmagende krydderurt

I maj måned er der masser af dejlige friske skud af den velsmagende franske estragon. Foto: Anemette Olesen

Fransk estragon, Aretemisia dracunculus, er en af krydderurtebedets favoritter, og når man først har fået smag for dens dejlige, let krydrede, lakridsagtige smag, er der ingen ende på, hvor megen mad, der kommer til at dufte og smage bedre takket være denne urt.

De dygtige franske kokke vidste det, og op gennem historien finder vi estragon som ingrediens i f.eks. berømte saucer som sauce mousseline, sauce tartare og bernaisesauce. Kommer vi ind i specialbutikker og leder efter kryddereddiker, er estragoneddike en sikker vare. I Frankrig nævner man gerne fransk estragon som dronningen over alle krydderurter.

Vi kan købe friske planter af fransk estragon i potter det meste af året, takket være dygtige gartnere. Vi kan høste af egen estragon i haven fra maj, og til frosten sætter en stopper for udvikling af flere grønne blade.

Fransk, russisk og tysk estragon

Den franske estragon tilhører kurvblomstfamilien og er en staude, der kan blive ca. 80 cm høj. Den får lancetformede, skinnende blade, og blomsterne er uanselige og sidder samlet i en løs top.

Planten har været anvendt i medicin og som krydderurt i århundreder, hvor man bl.a. brugte den ved slangebid og i te mod hovedpine. Estragon vokser vildt i Østeuropa, Sibirien og Vestamerika.

Den franske estragon kan ikke frøformeres. Det kan derimod en anden estragon, der også trives i vore haver og kaldes for russisk estragon. Denne art er mere villigt voksende, og kan blive over to meter høj. Den er ikke nær så vellidt som krydderurt, da den ikke er så velsmagende som den franske og slet ikke har den samme lakridsagtige sødme.

Det sker, at man finder en såkaldt tysk estragon med sortsnavnet ‘Thüringen’ i handelen. Denne tyske sort synes at være mere hårdfør end den franske, og smagen kan godt sammenlignes. Egentlig er både fransk og tysk estragon afarter af russisk estragon, og alle benævnes som Artemisia dracunculus.

Mexicansk estragon

En anden plante, der kan minde om fransk estragon i smag, er lakridstagetes, Tagetes lucida, der også bliver kaldt for »mexicansk estragon« og »anisillo«. Det er en etårig krydderurt, der også bliver høj og ranglet med små uanselige orange kurv­blomster. Man kan plukke af bladene hele sommeren og bruge dem som fransk estragon i saucer, dressinger, urtesmør, supper, pålæg osv.

Dyrkning

Estragon i eftersommeren – bladene er nu helt anderledes end i foråret. Foto: Karna Maj

Ved plantning af fransk estragon bør man finde en lun krog i haven. Planten kræver en varm og let jord på en lun plads. Beregn en afstand på ca. 50 cm mellem planterne. For en sikkerheds skyld dækkes planterne til for vinteren, så de ikke udsættes for barfrost. Dækket kan være grangrene, halm eller løv.

Den franske estragon formeres ved stiklinger eller ved deling af ældre planter. Stiklinger tages af de endnu urteagtige skud i foråret.

Estragon tager sulten

Når man er godt i gang med havearbejdet, og sulten melder sig, prøv da at tygge et par blade estragon og oplev, hvor megen smag der er i de saftiggrønne blade. Snart er sulten forsvundet. Estragon kan derfor anbefales til den, der gerne vil slanke sig.