En have fuld af citronduft og -smag

Man finder ikke mange inkarnerede have­brugere, der ikke har gang i indtil flere plantesamlinger. Nogle plantesamlinger omfatter planter med et botanisk slægtskab. Andre samlinger består af planter med et eller andet fællestræk – som f.eks at være insektædende, have brogede blade eller dufte karakteristisk.

En af mine plantesamlinger består af planter, som har det tilfælles, at de dufter og smager citronagtigt. Det spændende ved samlinger er, at man kan udveksle erfaringer og planter med andre, der samler i samme kategori. Det kan også være sjovt over for havegæster at demonstrere mangfoldigheden inden for et afgrænset område af planteverdenen. Folk, der for eksempel kun kender citronmelisse, vil blive overraskede over at møde en række andre planter, der også dufter citronagtigt.

Når jeg opretholder en samling af citronduftende planter, er det, udover de samlermaniske grunde, fordi jeg høster af planterne til te og til at bruge som krydderi i maden. Jeg har også planer om at bruge udtræk fra planterne i hjemmegjorte antimyggemidler, da udtræk fra flere af de citronduftende planter bliver brugt kommercielt i myggespray. Endnu er jeg kun nået til engang imellem at plukke blade af citronplanterne og gnide mig med dem, når jeg passerer dem på sommeraftener fulde af blodtørstige myg.

De planter, som er nævnt her i artiklen, er planter, som dufter og smager umiskendeligt citronagtigt, og som kan dyrkes uden det helt store besvær. Endelig vil alle de nævnte planter kunne anvendes kulinarisk eller i husapoteket. Listen repræsenterer de citronplanter, som jeg synes, er de mest interessante af dem, jeg kender. Andre citronplantesamlere ville måske have lavet listen anderledes.

Duften og smagen af citron

De forskellige »citronplanter« afgiver ved berøring forskellige æteriske olier, som sammen eller hver for sig bliver opfattet som citronduftende. De æteriske olier kan udtrækkes i kogende vand og i mad, så vi også kan få smagsmæssige oplevelser af dem.

Det citronagtige i duften og smagen fra de forskellige planter forholder sig til duften og smagen af citrontræets frugter. Citrontræet, Citrus limon, leverer sammenligningsgrund­laget. I citronfrugten er det den æteriske olie limonene, der udgør hovedparten af det, der giver citronduft og smag. Dertil kommer et mindre indhold af citral. I enkelte af »citronplanterne« kan der være limonene, men ellers er det stofferne citral, citronellol, citronellal og geraniol, der i varierende mængder giver den citronagtige duft og smag.

Mængden af indholdsstoffer i planten kan variere betydeligt, afhængigt af plantens vækstvilkår og plantens udviklingstrin ved høst. Generelt vil solrige, varme og tørre forhold fremme indholdet af de æteriske olier. De æteriske olier har planterne blandt andet som beskyttelse mod udtørring.

Citrondragehoved

Dracocephalum moldavica

Citrondragehoved eller moldavisk dragehoved, som planten også kaldes, kommer ikke, som navnet ellers kunne forlede til at tro, fra Moldova i Sydøsteuropa, men fra Centralasien. Siden har planten forvildet sig mange steder i Europa og Nordamerika. Citrondragehoved er en udmærket teurt. Plantens udbredelse hænger utvivlsomt også sammen med, at den har været brugt i urtemedicinen. Planten dyrkes i mindre omfang kommercielt til udvindelse af citronduftende planteolie.

Citrondragehoved er en ganske flot sommerblomst, der klarer sig bedst under lidt fugtige jordbundsforhold. Den er enårig og formeres fra frø. Planten vil ofte dukke op i haven som selvsået, når den først er indført.

Citronmelisse

Melissa officinalis

Den først tilkomne og mest udbredte citronduftende plante her i landet er utvivlsomt citron­melisse eller hjertensfryd, som den også kaldes. Planten er nævnt i litteraturen helt tilbage i Middelalderen. Citronmelisse er oplagt at beholde som en del af det faste planteudvalg. Plantens blade er udmærket til en kop frisk urtete eller som pynt på ­isdessert, salater, kager eller lignende.

Citronmelissen sår meget villigt sig selv i haven, hvis den en gang har fået lov at blomstre. Den er en flerårig staude og kan let deles i foråret.

Citrongræs

Cymbopogon citratus

Der findes ca. et halvt hundrede arter i plante­slægten Cymbopogon. Flere af arterne har citronagtig duft og bliver især i asiatiske lande brugt som smagsgivere, duftgivere eller som ingredienser i urtemedicinen. Cymbopogon citratus er den art, der almindeligvis dyrkes af havefolket herhjemme.

Citrongræs er den citronplante i min samling, der efter min mening har den mest ­delikate citronduft og smag. Jeg høster bladene ved at skære et større eller mindre bundt af ved basis. Jeg holder bladene samlet ved at binde en knude på bundtet. På den måde er det let at fiske dem op af gryden eller kanden, når bladene har afgivet den ønskede smag.

I nogle indvandrerbutikker i større byer kan man købe syltet citrongræs til brug i maden. Det er de store, opsvulmede, inderste bladskeder, der bliver syltet. De store bløde stængelstykker, der ikke behøver fiskes op af maden inden servering, opnår man dog næppe ved dyrkning af citrongræs herhjemme.

Citrongræs kan formeres fra frø eller ved deling. Frøene sås så tidligt som muligt indendørs – for eksempel i februar–marts – for at få en lang vækstsæson. Frøplanterne vokser meget langsomt i starten, men kan alligevel nå at blive store og kraftige i løbet af sommeren. Citrongræs kan overvintre indendørs ved minimum 10 grader celsius og ved mest muligt lys. I foråret kan man eventuelt dele planten i flere. Når der ikke længere er fare for nattefrost, kan de plantes ud på friland. Citrongræs vil overleve de fleste vækstforhold, men foretrækker en varm og solrig vokseplads. Citrongræs er ­velegnet som krukkeplante.

Citronkatteurt

Nepetacataria var. citriodora

Citronkatteurt er en varietet af almindelig katteurt, Nepeta cataria. Katteurt har fået navn efter plantens evne til at tiltrække katte. Citronduftende planter opfattes generelt som værende afskrækkende på katte, og jeg har da heller aldrig set katte være tiltrukket af denne plante.

Citronkatteurt kan bruges i mad, men er vist nok mest anvendt som teplante. Citronkatteurt angives at være særdeles god til at holde myg på afstand. Citronkatteurt kan sås eller formeres med stiklinger. Planten er stabil ved frøformering, i hvert fald når varieteten er alene i nærmeste omegn. Citronkatteurt sår flittigt sig selv, når først man har indført den i haven.

Citronduftende pelargonier

Pelargonium spp.

Inden for duftpelargonierne findes der flere med citronagtig duft. Når der tales om citronpelargonie eller -geranie, refereres der formentlig til Pelargonium crispum.

Der er flere navngivne sorter inden for arten, blandt andre ‘Lemon Crispum’ og ‘Variegated Prince Rupert’. Pelargonier er forholdsvis lette at stiklingeformere, og arten kan desuden frøformeres.

Citronduftende pelargonier frigiver en næsten overvældende kraftig citronduft, når bladene berøres. Olier fra planten udvindes til brug i parfumer og sæber. I litteraturen angives friske og tørrede blade af citron­pelargonie at kunne bruges i te og mad. Jeg har kun erfaringer med anvendelse af blade i te. Pelargonier skal have en lun og læfyldt plads, hvis de skal kunne klare sig godt udendørs om sommeren. I vinter­halvåret skal planterne under alle omstændigheder indendørs for at kunne overleve. Pelargonier tåler generelt hård beskæring, som eksempelvis kan foretages, når planten skal ud om foråret. Om vinteren skal planten holdes rimeligt tørt og stå køligt.

Citrontimian

Thymusxcitriodorus

Citrontimian er for tiden tildelt det botaniske navn Thymus × citriodorus. x’et fortæller, at planten anses for at være resultatet af en krydsning mellem to arter inden for slægten Thymus. Der er dog mange arter, krydsninger og varieteter inden for slægten, og flere af dem har citronagtig duft. Der findes sorter af citrontimian med gule, gulbrogede og hvidbrogede blade.

Citrontimian kan bruges som krydderi og til te, men flere af de andre i samlingen af citronduftende planter er dog mere delikate at bruge til de formål. Citrontimian er til gengæld uovertruffen som plantetæppe. Jeg dyrker citrontimian til at sidde i rundt omkring bålpladsen. Tæppet sender en dejlig citronduft op i næsen, når man sidder i det. Når det blomstrer, bliver tæppet smukt lyserødt, og bier og sommerfugle sværmer rundt og samler nektar. Tæppet skal i modsætning til et græstæppe kun klippes én gang om året – lige efter blomstringen.

Nogle somre har jeg kunnet høste frø af citrontimian, andre år har planterne ikke udviklet frø. Planterne kan meget let formeres med stiklinger. Jeg plejer selv at formere dem ved at hyppe jord op over stænglerne på hver enkelt plante, hvorefter der nogle uger senere er dannet rødder på stænglerne, så de kan klippes fra som selvstændige planter.

Citronverbena

Aloysia citrodora

Citronverbena, også kaldet citronaloysia og citronjernurt, går under mange synonymer, når det gælder det botaniske navn. Foruden det nævnte kan man finde Aloysia triphylla, Verbena triphylla, Verbena citriodora, Lippia triphylla og Lippia citriodora.

Blade af citronverbena er velkendte til brug i urtete – alene eller i blandinger. De tørrede blade holder smagen godt selv efter flere års opbevaring. Planten bliver i litteraturen tillige prist som krydderurt. Æteriske olier fra citronverbena har været udvundet til kosmetik, men der er mistanke om, at indholdsstoffer fra planten kan give udslet på huden ved soleksponering.

Citronverbena kan være ganske dekorativ, ikke mindst når den blomstrer. De små, hvide blomster udsender en stærk, sødlig, sorbitol­agtig duft. Jeg har en over 10 år gammel plante i en krukke. Hvert efterår sætter jeg den indendørs i et frostfrit skur, hvor den overvintrer uden blade. I april måned sætter jeg den ud og tager den kun ind om natten, hvis der er udsigt til nattefrost. Planten kan overvintre udendørs, hvis man pakker den grundigt ind, så den ikke får frost. Planten kan også overvintre med blade i en opvarmet havestue, men taber alligevel let bladene, når den bliver taget ind efter at have stået udendørs i sommerhalvåret. Citronverbena tåler hård beskæring. Planten skyder let, selv fra ældre grene, når den bliver skåret tilbage. Når de bladløse planter bliver sat ud i maj måned, kan der gå ugevis, inden de begynder at skyde blade. Man kan få en fornemmelse for om planten er død eller levende ved at ridse lidt i barken. Hvis der er et grønt lag uden om veddet, er planten stadigvæk levende.

Min citronverbena er en frøplante, men planten er i øvrigt let at formere ved hjælp af såkaldt urteagtige stiklinger. Stiklingerne tages af de nye skud, som fremkommer i løbet af forsommeren.

Citronbasilikum

Ocimum spp.

Der findes flere arter inden for slægten Ocimum og flere varieteter inden for arten Ocimum basilicum, der dyrkes på grund af specielle duft- og smagsegenskaber, men også deres dekorative egenskaber. Eksempelvis findes der varieteter af basilikum, som har citronagtig duft og smag. Der er langt fra enighed om det botaniske navn til citronbasilikum. Hvor citronbasilikum opfattes som en sort af basilikum, kan det for eksempel være under sortsnavnet ‘Citriodorum’ eller ‘Mrs. Burns’.

Citronbasilikum har en fan­tastisk lækker citrusduft. Bladene er anvendelige i salater, i gryderetter og til te.

Citronbasilikum kræver ligesom de øvrige basilikum læ og varme for at trives, hvorfor drivhuset er et mere velegnet dyrkningssted end friland. For at få flest muligt blade til høst skal man jævnligt beskære planten, da den ellers bruger megen energi på blomstring og frøsætning frem for på bladproduktion. Der kan med fordel sås basilikumfrø flere gange i løbet af forår og sommer.