Succes med knoldselleri

Selleri stammer fra den vilde selleri, Apium graveolens, der vokser ved Middelhavet og blev brugt medicinsk. Den forædlede knoldselleri, Apium graveolens var. rapaceum, omtales i litteraturen første gang midt i 1500-­tallet. I 1592 er der en beskrivelse af en selleri med søde, duftende og gode knolde på størrelse med et menneskehoved, som dyrkes i området ved Apulia i Italien. Dyrkningen begynder så småt i 1700-tallet, men først i 1800-tallet bliver knoldselleri dyrket i større omfang i Middelhavsområdet og i store dele af Europa.

Knoldselleri er blevet en populær rodfrugt

Knoldselleri har ikke altid haft et godt omdømme. Boller i selleri og selleribøf var i mange år de retter, som selleri blev brugt i, og det gavnede ikke lysten til at spise selleri i de danske hjem. Knoldselleri var nærmest ved at forsvinde helt i de fleste køkkener, og de blev dyrket i få haver.

Knoldselleri er blevet populære igen – man kan næsten tale om en hel rodfrugtsrevolution – og det gælder også knoldselleri. Nye retter, som er virkelig velsmagende, har gjort en forskel. Vi skal derfor til at lære kunsten at dyrke knoldselleri igen i vore haver.

Dyrk dine egne selleri

Selleri er billig mad, selv i økologisk kvalitet, og har man kun en lille køkkenhave, så er det måske ikke selleri, man skal bruge pladsen til. På den anden side, så er små og friskhøstede selleriknolde mere velsmagende og lækre end store og grove knolde fra supermarkedet. Ikke mindst hvis de bliver brugt friske i en salat. Og så kan de opbevares i god kvalitet helt hen i foråret.

En anden grund til at dyrke knoldselleri er udfordringen – at bevise over for sig selv, at man er så god en gartner, at man kan dyrke pænt store selleri. Det er ligesom at bestå en eksamen, for det kræver både forberedelse og paratviden. Men det er absolut muligt at dyrke selleri med succes. Og har man først fundet metoden, så er det en god og sikker afgrøde i haven.

Det perfekte dyrkningsbed

For at få succes skal man have det perfekte dyrkningsbed til selleri, og det kræver forberedelse med tilførsel af masser af kompost og løsning af jorden i dybden. Desuden skal knoldselleri dyrkes så solrigt et sted som muligt – modsat bladselleri, som tolererer lidt skygge.

Sandjord er problematisk og kræver tilførsel af meget kompost. En almindelig god havejord er perfekt, men det er stadig bedst at tilføre kompost. En stiv lerjord skal løsnes godt og gerne jordforbedres, så den bliver mere luftig. Har man ingen kompost endnu, så fortvivl ikke, dyrkningen kan godt lade sig gøre på en god lermuldet jord ved at gøde med tørret gødning i den rigtige dosering.

Desuden skal dyrkningsjorden måske tilføres kalk. Selleri trives godt ved et højt reaktionstal (pH-værdi) set i forhold til jordbundstypen. På sandjord 6,4–6.7, på sandblandet lerjord 6,8–7, lerjord 7–7,4 og humusjord (kær- og mosejord) 5,5–5,9.

Et højt reaktionstal kan dog betyde, at nogle næringsstoffer bliver vanskeligt tilgængelige. Mangel på bor kan give mere eller mindre hule knolde. Problemet med bor er dog mest almindeligt på let jord med et højt reaktionstal.

Hvis man udelukkende gødsker med staldgødning og grøngødning, tilrådes lavere pH-værdier, normalt ikke over 6.

Det er bedst at forberede bedet om efteråret med masser af halvomsat kompost eller husdyrgødning og et lag vinterdække med organisk materiale. Selleri skal først udplantes sidst i maj, så der er masser af tid til, at det hele kan nå at blive omsat inden. De professionelle dyrker ofte selleri på et areal, hvor der året før har været kløvergræsmark eller en anden kvælstofbindende afgrøde.

Har man ikke nået det i efteråret, så sætter man et bed op med masser af kompost inden udplantning. Er det almindelig havekompost, tildeler man samtidig bedet noget ekstra kvælstof i form af f.eks. lupin- eller kyllingegødning i pilleform. Er komposten beriget med dyregødning, burde den være næringsrig nok i sig selv.

Løbende gødskning er nødvendig

Selleri skal have masser af næring for at udvikle sig til kraftige planter med store knolde. Der skal gødskes løbende hele sommeren med f.eks. omsat kompost, nældevand eller tørret lupin- eller kyllingegødning. Der gødskes helt frem til september, da selleriknolden vokser, til vinteren sætter ind.

Kvælstofnormen for selleri er 235 kg per hektar. Dvs. 235 g kvælstof per 10 m². Tilføres det alene som husdyrgødning, svarer det til ca. 50 kg ikke for halmrigt heste- eller komøg. Denne gødningstype indeholder ca. 0,5–0,6% kvælstof. Gødsker man med tørret købt gødning, står kvælstofindholdet på posen.

Forkultivering

Det letteste er uden tvivl at købe udplantningsplanter, og hvis man kun skal bruge en halv snes stykker, er det ikke meget dyrere end at købe en pose frø. Sellerifrø bevarer dog spireevnen i 3–4 år, så lidt kan man spare ved at så selv. Hvis man sår selv, har man desuden mulighed for at afprøve forskellige sorter og finde den mest velegnede. Endelig er der en usikkerhed ved at købe planter – de kan løbe i stok, hvis de har været udsat for lave temperaturer under forkultiveringen.

Selleriplanter skal sås ca. 10 uger før udplantning. De tåler ikke nattefrost, så udplantning kan først ske, efter at risikoen for nattefrost er ovre. Det er dog oftest en god idé først at plante ud sidst i maj til først i juni, da planterne vil løbe i stok, hvis de udsættes for lave temperaturer.

Selleri sås normalt i første halvdel af marts, alt efter hvor sent, man har nattefrost. I mange bøger står der, at sellerifrø tager op til 3–4 uger om at spire. Det er ikke rigtigt – de skal bare have lys nok.

Sellerifrø er meget små og svære at fordele i en såbakke. De sås oven på en fugtig jord og trykkes fast, så de opnår god kontakt med såjorden. Det sidste er vigtigt, da de ikke skal dækkes med jord, men højst gives et drys jord, som var det salt på en æggemad. Derefter kommes såbakken i en klar plastikpose. Pust den op, og sæt en elastik om den ombukkede ende, så der bliver sluttet luft med 100% luftfugtighed. Såbakken placeres ved stuetemperatur (ca. 20° C) og så lyst som muligt, men uden direkte sol. Når frøene spirer, skal posen fjernes, og bakken flyttes hen i en lys vindueskarm.

Der kan der være problemer med, at frøskallerne bliver hængende på kimbladene. Det afhjælpes med at forstøve lidt vand hen over kimplanterne og evt. placere såbakken i plastikposen igen i nogle timer, dog uden at lukke den helt.

Efter spiring skal temperaturen under forkultivering være gennemsnitlig 15–18° C og ikke under 8–10° C. Hvis småplanterne udsættes for lave temperaturer i en periode, registrerer planten det som vinter, og ved tiltagende varme får de forårsfornemmmelser og går i stok i løbet af sommeren. Induceringen af blomsteranlæg, som det så flot hedder, og som fører til stokløbning, kan bl.a. ske, hvis temperaturen kommer under 8° C i 10 på hinanden følgende dage, eller hvis småplanterne udsættes for temperaturer under 14° C i en periode på 2–5 uger. Derfor skal såbakken med selleri blive indenfor, til det er varmt nok i driv­huset. Efter prikling i kasser eller potter i drivhus eller mistbænk kan man dække med to lag fiberdug i en periode. Dels for at beskytte mod nattekulde, dels for at skabe skygge, mens planterne kommer i god vækst.

Selleriplanter vokser meget langsomt i starten, og de skal først prikles/plantes ud, når de har 2–3 rigtige blade, hvilket normalt er i starten af maj. De prikles enten i 6–7 cm potter eller med 6 cm indbyrdes afstand i mindst 8 cm dybe kasser.

Små planter er lidt vanskelige at prikle ud, og det er meget vigtigt, at de prikles i samme højde, som de har stået i såbakken.

Når planterne er priklet ud, ligger de hen ad jorden, hvis de er priklet i korrekt højde. Står de op, er de priklet for dybt. Planterne kommer op at stå igen i løbet af de næste uger og bliver flotte planter.

Det kan være nødvendigt at vande med gødningsvand de sidste uger inden udplantning, hvis planterne ikke er i fortsat og god vækst.

Plantetidspunkt

Udplantning efter sidste frost sker normalt fra midten af maj til først i juni. Det er en god rettesnor at plante ud samtidig med tomater på friland, og efter at alt andet er plantet ud. På det tidspunkt er selleriplanterne blevet til store, flotte planter med et solidt rodnet.

Hvis maj er kold, kan man blive nødt til at vente med at plante selleriplanterne ud. Står de i kasser med 6 cm afstand og passes med gødning og vand, har de bedre af at blive stående her, til forholdene er perfekte, end at blive plantet for tidligt og for små ud. 1–2 uger inden selve udplantningen stilles planterne udenfor til afhærdning. I den periode skal de dækkes mod nattekulde.

Hvis man vil satse på at kunne høste knoldselleri allerede i september, skal man i gang med at plante ud allerede omkring 1. maj, og det kræver overdækning med to lag fiberdug og lidt vejrheld. På det tidspunkt kan man ikke købe planter, så her må man selv så allerede sidst i februar.

Det kan fint lade sig gøre at have store selleriplanter stående hele juni og plante ud, når der bliver plads efter f.eks. tidlige kartofler, spinat og salat. Selleri kan på den måde bruges som 2. afgrøde på et bed. Knoldene dog bliver lidt mindre ved udplantning sidst i juni, men små knolde er fine til salat.

Udplantning

Dagen før udplantningen gennemvandes potter eller plantekasser, så jorden er tilpas fugtig til, at planterne holder en god rodklump. Det er meget vigtigt, at selleri plantes ud i samme højde, som de har stået i potter eller plantekasser. Hellere lidt højere end for dybt. Det er lettest at ramme præcist med store planter. Plantes der for dybt, mistrives planten, og der dannes ingen knold. Vand planterne godt til efter plantningen.

Knoldselleri skal have god plads med en rækkeafstand på 50 cm og mindst 35cm afstand i rækken. Alternativt kan man plante i forbandt, dvs. forskudt, med 35–50 cm afstand. Jo større planteafstand, jo større knolde. Små knolde er lækre og passer ofte bedre i størrelsen til en lille familie.

Tendensen til hule knolde menes at stige med planteafstanden og dermed størrelsen.

Selleri må ikke mangle vand

Selleri kan kun dyrkes med succes, hvis de får vand nok. Jorden må på intet tidspunkt tørre ud, og roddybden er midt på sommeren kun omkring 20 cm. Først efter midten af august er rødderne nede i 40–50 cm’s dybe.

For at minimere vandforbruget kan man jorddække med et isolerende materiale, når planterne er ca. 10 cm høje. Det kan f.eks. være græsklip, grov kompost eller ålegræs. Især i perioden juli til september er det vigtigt, at jorden holdes fugtig. Kommer der ikke vand ovenfra, må man vande med 15–30 mm per gang.

Sideskud og hvide knolde

Knoldselleri sætter ofte sideskud, og man får mere glatte knolde, når man fjerne sideskuddene. Et par af de nederste blade kan også fjernes fra sidst i juli for at gavne knolddannelsen.

Hvis man vil have pænt lyse knolde, kan man fra september dække lidt halm eller tang ind omkring knoldene, så de ikke farves grønne.

Høst og opbevaring

Knoldselleri smager bedst nyhøstede, og da de vokser langt hen på efteråret, skal de selvfølgelig ikke høstes, førend det er nødvendigt. Selleri, der hentes direkte ude i rækken, er mere sprøde og friske end selleri, der er taget op til opbevaring.

Let nattefrost tager de ikke skade af, og de kan tåle ned til et par graders frost. Det er dog en god idé forebyggende at lægge f.eks. blade, halm eller ålegræs op omkring selleriknoldene, inden nattefrosten for alvor sætter ind. Toppen står ofte grøn langt hen på vinteren.

I milde vintre kan man have selleri stående i jorden, hvis de dækkes med et tykt, isolerende dække af halm, blade eller tang, som overdækkes med fiberdug eller lignende, så det bliver liggende. Selleriknoldene er over jordniveau, så de er i fare for at fryse og blive ødelagt ved vedvarende frost.

I Nordisk Illustreret Havebrugs­leksikon angives denne metode til vinteropbevaring: »Efter Optagning om Efteraaret afskæres alle Rodgrene og de ydre Blade, og derefter indslaas de på et ikke for fugtigt sted på Friland i uddybede Bede, saa der kan lægges Stænger over til at bære Dækkematerialet, men ikke tættere, end at der er Jord mellem Knoldene. Når Frosten indtræder, dækkes med Blade eller Tang.«

Se mere i artiklen Lav en åben jordkule.

Knoldselleri kan også tages op som andre rodfrugter og lagres køligt og frostfrit i let fugtigt sand. Når de høstes, skal de aftoppes, mest mulig jord fjernes, og rodens ydre skal tørre, inden de sættes ned i sandet. Bedst holdbarhed får man ved høst under så tørre forhold som muligt. De professionelle opbevarer dem i kølerum ved 0–1° C og 95% luftfugtighed.