Dyrk og spis rødbeder

Det har sine sværheder at rehabilitere grønsager, der én gang er faldet i unåde. Men det er i den grad lykkedes med rødbeder. Måske fordi de aldrig har nydt nogen særlig gunst, og lærredet stort set var blankt for bare ti år siden.

Det kommer stadig som en glædelig overraskelse for mange, at rødbeder rent faktisk smager godt, også på andre måder end syltet. Glædeligt, fordi de er elementært lækre, udstråler en struttende jordbundet sundhed, som gør, at mennesker egentlig gerne vil spise dem, hvis det ikke lige var for spørgsmålet om hvordan.

Allermest indbydende er de små nye rødbeder, i smukke bundter med blanke blade, og de små musehaler i enden strittende ungdommeligt ud i luften. Nye rødbeder forholder sig til fuldvoksne, præcis som nye kartofler mod gamle. De er bedst, sødest, sprødest, og kræver den enkelst mulige tilberedning.

Farven er også et godt argument for at spise rødbeder, en rødbede får enhver tallerken til at ligne noget, man med stor dygtighed har fået et monumentalt gastronomisk værk ud af. Som med blæksprutteblæk, blå kartofler og røde pebre er alene farven nok til at spise dem, og så fås de oven i købet i flere farver end rødbedefarvet. Gule i flere nuancer, pink, bolsjestribede, hvide, og helt kollosalt mørke ægyptiske rødbeder gør charmen større, og så smager de faktisk også forskelligt.

Alene farven er nok til at spise de flotte rødbeder. Foto: Karna Maj

Det er en rigtig god ide at spise rødbeder, bare ikke alt for tit. Deres mildhed og groundede smag gør dem ikke til nogens erklærede yndlingsgrønsag, men absolut til en ting at spise i ny og næ, og altid i beherskede mængder. Rødbeder kan man simpelthen få nok af, svingende fade med rødbedesalat, som der skal kæmpes, igennem tager appetitten. Spis dem som jordskokker, artiskokker og pastinakker en gang imellem, gør dem til noget særligt, en delikatesse, fremfor at skamride deres særlighed.

Rødbedens familieforhold

Rødbederne er i meget nær familie med bladbeder, spinat, evighedsspinat, bederoer og sukkerroer, og absolut ikke i familie med nogen form for kålroer.

Det siger næsten sig selv, at de er smaskfulde af sukker, som er noget man skal tage hensyn til, når man skal spise dem.

Det er en grønsag, der har været kendt meget længe, og længe før det, har man spist deres vilde stammoder strandbeden, som også gror vildt langs danske strande. Nogen har fundet deres smag acceptabel og set muligheden i at gøre den bedre, for bladbeden, som formodentlig er udviklet før rødbeden, findes heller ikke i nogen vild form. Allerede romerne spiste rødbeder, som fuldstændigt ligner dem, vi kan købe idag, og der findes former, der tyder på, at de er udviklet længe før. I Ægypten har de helt særlige typer, som er nærmest uhyggeligt mørke, og en meget stor og sprællevende tradition for at spise dem.

At dyrke rødbeder

Rødbeder kan vokse ret tæt og stadig udvikles tilfredsstillende. Foto: Karna Maj

Det er simpelthen en svir at dyrke rødbeder. Af hvert enkelt af de temmeligt store frø, får man ikke bare én, men mange rødbeder, frøet er det, der hedder et frønøgle, ligesom spinatfrø, som også hører til familien.

Så dem med 8 cm imellem, i 1–2 cm dybde fra engang midt i april til midt i juni, og meget gerne i flere hold, så der er små lækre rødbeder hele sommeren. Nu er der nogen, der synes de skal tyndes, men det gør jeg aldrig. Hvis man ikke gør det, får man nogle ret uordentlige rækker, med rødbeder der strutter ud i deres yppighed, som en lidt for bølgende barm i en lidt for stram corsage. Eller med andre ord som tænder, der står i kø for at komme ud af munden og til tandretning, og man gør præcis det samme for at holde styr på dem. Plukker jævnt hen de største, vander efter, så gror de tilbageblevne stille og roligt til, og fylder rækken ud på smukkeste vis. Med en bare nogenlunde velgødet jord går det meget fint, rødbeder er ikke grådige, og en enkelt række kan levere rødbeder i ønskestørrelsen, over en meget lang periode.

Men vandes skal der, hvis de skal være søde og sprøde. Rødbeder, der gror for langsomt på grund af vandmangel, bliver bitre og træede, eller de går simpelthen i blomst af bare panik et år før, de burde.

Det samme kan ske for rødbeder, der bliver sået for tidligt. Kulden gør dem ikke noget umiddelbart, men de tror, de har været igenenm en vinter og går i blomst allerede samme sommer, hvad der gør dem fuldstændigt uspiseligt træede.

For at holde på vandet jorddækker man mellem rækkerne, så snart rødbederækken har vist sig. Senere, når toppen er 15 cm lang, kan man dække helt inde mellem planterne.

Rødbeder med røde blade er dekorative i køkkenhaven. Foto: Karna Maj

Rødbedesorter og anvendelse

Dyrk runde rødbeder, de smager bedre end de lange. Og prøv nogle flere sorter, det er helt utroligt flot med flere slags, både på samme fad, og i samme bed. De gule rødbeder smager ikke særligt godt rå. De bliver bitre, når de bliver for store, så de skal plukkes i bordtennisboldstørrelse og koges, før man spiser dem. Der får de så til gengæld en meget spændende smag, nærmest mellem majs og rødbede. Umådeligt børnevenligt og smukt med sådan et fad orangegule, klarkødede gulbeder. Der er flere gule sorter, og jeg har ikke bemærket nogen forskel på dem.

Gulbeder skal koges – og de får en fin farve. Foto: Karna Maj

De stribede, eller stri-beder, er alle af samme sort, ‘Barbabietole di Chiogghia’. Den er helt utroligt produktiv. Jeg troede, det var en italiensk delikatessegrønsag, til en italiensk matrone gjorde mig høfligt opmærksom på, at i Italien er det noget, de kun fodrer køer med. De er bedst kogt, og de skal ikke være for store. Men de kan også spises rå, i meget tynde skiver, og det er det mest spektakulære og usandsynlige, man kan se i en salatskål. Bolcheestribede tændstikker eller skiver. De løber hurtigt an i luften, kom dem i koldt vand med lidt citronsaft i for at beholde deres fine farver, indtil de skal spises.

Bolsjestribede rødbeder er overraskende og kan spises både kogte og rå i salatskålen. Foto: Karna Maj

Hvide rødbeder fås også, men jeg synes lidt ideen ryger, hvis farven ikke følger med.

En gammel fransk sort, ‘Crapaud’, har furet tudseskind, de er meget mørke og smager fantastisk som små. Endnu mørkere er de flade ægyptiske, der er mange sorter f.eks ‘Plat rond egyptienne’, ‘Flat egyptian’, og videre i samme dur. De er meget søde, og spises bedst små.

Farven på bladene følger også med, de gule har gule bladnerver, de stribede lyserøde, de mørke mørkerøde. Sået ved siden af hinanden, eller hvad der tiltaler mig mest: blandet, giver det et meget flot bed.

Til højre gulbeder med grønne blade, til venstre rødbeder med røde blade. Foto: Karna Maj

Bladene kan spises, vel og mærke på meget unge og meget friskplukkede rødbeder. Jeg siger ikke, det er en delikatesse, men de kan spises præcis som spinat, og hvis man holder af deres fætter bladbeden, vil man synes om dem.

Rødbedeblade af forskellige sorter – det er ikke kun bladfarven, der er forskellig, de smager heller ikke ens. Foto: Karna Maj