Dyrk og spis gulerødder

Orange er lige til at spise. Det syntes de også, de gartnere i et hollandsk gulerodgartneri, der engang i 1600 tallet så den orange gulerod dukke op blandt alle de lilla, lysegule og hvide gulerødder, der indtil da var de farver, gulerødder havde. Nu har alle gulerødder så den farve gulerødder skal have – orange.

Gulerodens historie

De lilla gulerødder, man kendte, var – og er – en udvikling af en vild lilla gulerod fra Afghanistan, der stadig findes i vild form. Den hvide er en indisk gulerod, og alle vores tusindvis af sorter stammer fra disse små vilde rødder, ikke fra vores egen vilde gulerod, selvom den godt kan krydse sig med dem. Der findes vilde gulerødder i hele verden – undtagen Australien, og de har alle en rolle at spille i den udvikling af guleroden, der er endt i plasticposer i surpermarkederne.

Der har været forsøg på at udvikle vores egne, tilbage omkring år 0, men de var ikke vilde med dem dengang, og vi skal vist være glade for lidt indblanding fra Himalayas forstæder i vores gulerødder.

Gulerødderne kom til Europa med maurerne i 1100 tallet og spredtes ret hurtigt til resten af Europa. Man kendte ikke ret mange grønsager, men pastinakker, hestebønner, kål, asparges og løg var almindelige. Lækre grønsager, der kunne spises hele vinteren, var meget sjældne, og guleroden blev meget hurtigt populær.

Den populære og sunde rod

Gulerødder er stadig elsket mad, det må være den mest spiste grønsag overhovedet. Måske fordi den er sød, så alle kan goutere den, smuk i sin orange sprødhed, tiltalende simpelthen.

Guleroden er den evige garant for grønsager på middagsbordet, man føler sig nøgen og forarmet, hvis der ikke er gulerødder i skabet. Har man den ikke, bliver man berøvet tryghedsfølelsen ved, at børnene faktisk gnaver sig gennem dem, får hvad de skal have i skolen, og at have sundheden lige ved hånden. Guleroden giver den gode fornemmelse af at have en grønsag i huset, som alle kan lide i en eller anden form. Salaten er hjemme, basis til grønsagsuppen, eftermiddagsnacken, og hvis alt glipper, den lækre skål med vandkølede gulerodstave med citron og isklumper i, til at forfriske frikadellerne.

Intet – intet er så godt helt ned i tæerne som at presse gulerodsaft i februar, smage den til med citron og drikke den med det samme af store glas.

Men samtidig med disse fornøjelser bør man unde sig at tage den mere alvorligt, end man bliver udsat for.

Gulerodens tilberedning og servering

9 ud af 10 gange kommer den kogt, og jeg er hamrende ligeglad med, om den kommer med ærter, majs eller noget andet. Kogte gulerødder er væmmelige, livsfornægtende, ødelæggende for ellers fornuftige menneskers lyst til at spise grønsager, og det er noget, både jeg og adskillige hundrede tusinde andre danskere simpelthen ikke kan fordrage. Der er andre måder, og hvorfor skal de absolut være varme, når de fleste bedst kan lide dem rå? Når der nu er så mange fine måder at spise den på, hvor fokus kan flyttes fra vanemæssig sundhed og tvang til renlivet lyst og begejstring.

Gulerødder kan spises på utallige måder. De kan steges på panden, braisseres hele i ovnen i citronsaft, smør og lidt sukker. De kan bades i timian, esdragon, persille eller dild, smør og salt, og dampes i små foliepakker i ovnen. De kan hvad som helst, bare man husker, at de skal have syrlighed, salt, en supplerende krydring og en smule fedtstof for både smagens og fordøjelighedens skyld.

Og så kan de sandelig også koges – bare ikke i vand. En stille glasering i en skøn kyllinge- eller kalvesky, en stuvning hvor de bare stille og roligt står og koger og forener deres sødme med fløde, citronsaft, salt og peber, en curry der sætter dem i relief som søde, eller i en krydret sauce, kogt i kokosmælk, ingefær, chili og limesaft, i en ‘A’la grequemarinade’, bare ikke i vand!

Det er mange år siden, jeg er gået ud af børnehaven, og forhåbentlig lige så mange år til at jeg kommer på plejehjem. I disse år vil jeg gerne have min gulerodssalat uden rosiner, appelsinjuice og revet æble.

Jeg vil derimod meget gerne have den med persille og hvidløg, med koriander og chili, med basilikum og olivenolie, med kommen. Jeg vil spise gulerødder med de bedste eddiker, den grønneste olivenolie, de hundedyre koldpressede nøddeolier, de friskeste nye forårsløg, og buler af krydderurter, jeg vil simpelthen respektere min gulerodssalat, såvel som mine asparges.

Og det må gerne være hver anden dag.

Gulerødder, økologi og smag

Der har været utallige forsøg på, om man kan smage forskel på økologiske gulerødder og de konventionelle, og lige med gulerødder er det ikke muligt.

Smagen af gulerødder afhænger af jorden, først og fremmest, dernæst sorten, mængden af gødning og regnvejr. Når man har valgt gulerødder til at være syndebukken i disse frugtesløse forsøg på at gøre nar ad økologiske grønsager, er det bare fordi, gulerødder har en vis irriterende fornuftighed over sig. Det er så sundt og godt og rigtigt at spise gulerødder, at man fristes til at lade være.

Det vil ligge mig fjernt at opfordre til at holde op med at spise grønsager, men måske man kunne variere det lidt mere, både ved at udvide sit rodrepertoire og de måder, man tilbereder dem på. Men indrømmet, rå jordskokker og persillerødder i madpakken er nok at stramme den.

At dyrke gulerødder

Hvis man aldrig har prøvet at dyrke gulerødder før, og selvom man har, skal man unde sig den fornøjelse en enkelt sommer at dyrke 10 sorter i stedet for én eller to. De smager helt utroligt forskelligt.

Valg af sorter efter smag og farve

De har en evne til at opsuge jordens smag, fortætte den og bringe den videre til os, som er helt speciel. Vi anerkender den evne hos vinstokke, men den gælder i lige så høj grad hos gulerødder – og kartofler.

Derfor er sorten vigtig, men ikke den eneste faktor for, hvor lækre gulerødder man får hjemme på parcellen. Den samme sort dyrket i Vestjylland og på Sjælland giver vidt forskelligt resultat, og derfor er erfaringer med gulerodssorter svære at give videre.

Ved at prøve mange foskellige vil man finde sine favioritter, og man vil ikke være i tvivl. Hvis man flytter til anden jord, må man begynde forfra.

Man skal vælge sorter så bredt som muligt, og det er altså sjovt at dyrke dem i alle de farver, der findes: hvid, gul, orange, rød, pink, lilla.

Til hjemmedyrkning skal man glemme alt om udbytte, lagerfasthed og længder og udelukkende gå efter de sorter, hvor man i kataloget fremhæver smagen.

Sødme er ikke alt, der skal mere kompleksitet til, og det er en god rettesnor at gå efter de rigtig gamle varieteter. ‘Nantes’ har været favorit siden først i 1800 tallet, og er de allertidligste gulerødder.

Sorten ‘Nandor’ smager på vores tunge lerjord helt usandsynligt godt, og så er jeg vild med den hvide gulerod ‘Blanche a collet vert hors terre’. Den vokser simpelthen lige så meget op ad jorden som ned, den har en intens gulerodssmag, og det grønne over jorden smager også godt- og stærkt. Den har en tendens til at gå i blomst første år, men det er den tilgivet.

Jeg har dyrket den gule ‘Jaune du doubs’, der som rå har en tydelig smag af umoden mango. Både den hvide og gule bliver nemt 50 cm lange og er stadig sprøde og fine. Jeg har dyrket den pink ‘Pink dragon’, og den lilla ‘Purple dragon’. De smager fint, og ser helt fantastiske ud. Jeg mangler stadig en lilla gulerod, hvor det er hele guleroden og ikke kun skindet, der er lilla.

Der er mange flere særtfarvede gulerødder i katalogerne, disse er bare de ældste og nemmeste sorter.

De middeltidlige gulerødder kan være ‘Chantenay’ typerne, der har en karakteristisk brednakket kort facon. De smager meget dejligt, er meget mørkt orange, og har som regel et højere carotenindhold end andre gulerødder.

Sene gemmegulerødder er ikke så interessant til hjemmebrug, men hvis man har plads er ‘Oxheart’- oxehjertegulerødder et godt bud. De er tykke, stumpe og har meget fin smag. ‘Sct Valery’ er en god sen sort, og ‘James Scarlet’ er en god vintergulerod med stor smag. ‘Rothild’, der er nem at få som økofrø, smager også godt, specielt på lettere jorde.

Hvis man sår flere hold, skifter man over til senere sorter efterhånden. Deciderede vintergulerødder sås ikke før 1 juli.

Der findes en engelsk sort‘ Fly away’, der skulle være resistent mod gulerodsfluen. De har reduceret indholdet af en syre, som larverne behøver, men for det første virker det ikke særligt godt i danske forsøg, for det andet er det ret sandsynligt, at også vi har brug for den syre.

Carotter er ikke bare gulerødder, der er høvlet runde, men en meget fin form for ekstra velsmagende gulerødder, dem har jeg haft gode resultater med. De vokser som ukrudt, specielt den gamle sort ‘Rondo’, men den skal tages tidligt, og have masser af vand undervejs. Hvis den får vand efter en tørkeperiode sprækker den som et pølseskind.

Gødning og jord til gulerødder

Gulerødder kan ikke fordrage frisk gødning, og de behøver ikke særligt voldsomt gødet jord. Gød den om efteråret med kogødning og træaske, der graves ned i det øverste jordlag. Frisk gødning får roden til at forgrene sig, for meget kvælstof får den bare til at sprække og lave blade på bekostning af rødderne.

De skal have en blød jord uden sten, og den skal være dyb. Hvis roden rammer noget hårdt på vejen ned deler den sig, eller vokser videre i en vinkel, og så bliver de svære at have med at gøre. Man tror, det er løgn, men de første år i vores nuværende have var muldlaget kun 10 cm tykt, og vores gulerødder havde halvvejs nede et 90 graders knæk – allesammen.

De kan generelt bedst lide let jord, men hvad skal man bruge det til, hvis man vil dyrke dem i en have med lerjord? Man skal forsøge at lette den med kompost, og måske lidt sand, men gulerødder kan man altså dyrke allevegne, man skal ikke lade sig slå ud. Det, der ofte sker på lerjord, er, at de kommer til at smage af meget mere. Det er uvant, hvis man kun er vant til søde ‘Bolero’ gulerødder, men den mere intense smag er et kæmpeplus, når man skal lave mad af dem.

Trikcs med såning af gulerod

Gulerødder er på en måde det nemmeste i verden, og alligevel går de galt for mange. Men der er tricks, der hjælper. Så dem sammen med lidt radisefrø. De kommer lynhurtigt op, hvor gulerødderne både er langsomme til at spire og svære at se, når de kommer op. Der kommer kun en lille tynd fimrepind, og det varer længe, før der sker mere. Hvis man ikke kan se hele rækken er det meget svært at nakke ukrudtet tæt på rækken, og det gror meget hurtigere end gulerødderne.

Man skal så tilstrækkeligt tyndt. Man skal under alle omstændigheder tynde dem, men det er ikke smart at tynde de fleste – hvis en gulerod bliver det mindste beskadiget, forgrener den sig. Så der skal sås meget, meget tyndt, og gulerodsfrø er meget, meget små. Bland dem med 90% sand og 10% frø, der skal nok komme gulerødder alligevel.

Så dem øverligt, 1 cm jord over frøene er rigeligt. Lav en rille, og vand den grundigt før såningen. Riv en smule jord over, og klap til med rivens bagside., og sørg for at hverken frø eller spirer på noget tidspunkt tørrer ud, før de har fået en ordentlig top.

Gulerodsfluen er den største trussel

Herfra er den eneste alvorlige trussel gulerodsfluen. Den svirrer rundt i hele sæsonen frem til midt i august, og lægger æg i nakken på gulerødderne.

Vi vil ikke have dem, fordi de er ulækre og gnaver gange i rødderne om sommeren, og vintergulerødderne får dårligere lagringsegenskaber af dem.

Den eneste måde at undgå dem 100% er ved at dække med fiberdug fra dag 1 – og den skal være tæt. Det bliver vanskeligt, når de er ½ meter høje, gulerødderne får det for varmt og kommer ikke til at smage så godt, som de kunne. Hvis gulerødder skal beskyttes om sommeren, skal man bruge et meget fintmasket insektnet med et godt luftskifte.

Gulerodsfluer tiltrækkes af duften af gulerødder, og det eneste, man kan gøre, er at forvirre dem. Man kan dyrke eller drysse med noget, der forvirrer og måske overdøver duften, så fluerne opgiver at finde dem.

Mange økologiske gulerodsavlere dyrker dem i rækker med løg imellem, det kan de under alle omstændigheder godt lide. Jeg dyrker gulerødderne i enkelte rækker mellem alt det andet, og så kan fluerne simpelthen ikke finde dem. Det er måske ikke det nemmeste, men man undgår også alt for mange gulerødder på én gang.

Man kan drysse regnfang, løgtoppe, røllike og andre stærktduftende urter mellem rækkerne, og man kan lave en stærk urtethe ved at lade en balje med urter stå i solen og gære med vand og urter i. Urtethe, også af brændenælder, kulsukker eller en blanding af det hele, er altid godt at vande med, det styrker planterne og forskrækker skadedyr. Man kan prøve sig frem med de urter, man har.

Tagetes er også en ordentlig duftforskrækker, de ser dejlige ud mellem rækkerne, specielt appelsintagetes, og det er værd at prøve.

To ting, man kan gøre for at forebygge angreb, er at vande ordentligt igennem, før man udtynder sine gulerødder, og klappe jorden godt til bagefter. Dernæst hypper man lidt jord op om rodhalsene med riven, så der ikke ligefrem er tag selv-bord for alle de fluer, der er tilkaldt, fordi man går rundt og sender gulerodsduftskyer ud. Man kan sørge for at hyppe dem jævnligt, både så de ikke får grønne nakker, og for at gøre det sværere for fluerne, også når gulerødderne bliver større.

Af mange grunde er det en god ide at så dem i mange små hold, ikke mindst fordi nogle hold går helt ram forbi, mens andre bliver ramt, hvis man er uheldig. Med enkelte rækker er det ikke helt så kreperligt, hvis ens gulerødder bliver angrebet, som hvis det er alle de gulerødder, man havde tænkt sig at spise en hel sommer, der bliver ædt.

Sidst kan man jo leve med lidt larver, værre er det ikke.