Chili – prøvedyrkning af 19 sorter i koldhus

Af Torben Jensen, grøn guide, Kolding kommune

I vækstsæsonen 1997 og 1998 har vi på Digagergaard prøvedyrket en række chilisorter. De er dyrket økologisk og solgt til Solhjulet, en økologisk grossist.

1997 var en lidt atypisk sommer, som startede med et koldt, fugtigt forår, som satte planterne lidt i stå, derefter en tør, meget varm sommer med mange solskinstimer, med op til 15–20 ° sidst i september. Planterne stod stadig 1. oktober friske med mange frugter.

Chili

Der findes utrolig mange chilisorter, som er meget forskellige, både i udseende og smagsstyrke. Foto: Karna Maj

Dyrkningen af chili

Alle sorter er forkultiveret uden kunstlys i et varmedrivhus ved ca 20°C. De er priklet i 4 rums mac. (hvert rum er 5 × 5 cm). Alle blev udplantet i stort koldhus (300 m²) med ca. 10 planter af hver sort. De er dyrket under økologiske forhold i jordblanding gødet op med Bindan.

Der har kun været konstateret lus én gang, hvor der blev sprøjtet med SIVA insektsæbe.

De første frugter blev høstet grønne ca. 60 dage efter udplantning.

Styrken skal tages med forbehold, da nogle sorter varierer meget efter alder og vejrforhold. På Scoville-skalaen kan man få et mål for, hvor stærk de forskellige chili er i forhold til en almindelig grøn peber.

Chilipeber ‘Early Jalapeno’

1997: Sået i såkasse 19/2, Fremspiret 27/2. Udplantet uge 22.

Planterne blev op til 1,25 m høje. Tynd vækst med skøre grene. Frugterne blev 7–8 cm lange og 2–3 cm tykke. Tykskallede, hårde, tunge frugter, som vejede op til 40 g/stk. I starten mild, senere meget stærk. Længe om at blive rød.

Chilipeber ‘Anaheim’

1997: Sået i såkasse 19/2. Fremspiret 3/3. Udplantet uge 22.

Planterne blev op til 1,5 m høje. Stiv grenvækst. Frugterne blev 15–20 cm lange og 5 cm brede. Tykskallede frugter, som vejede op til 80–90 g/stk. Stort udbytte. Meget milde frugter, også som røde.

Chili ‘Hungarian Wax’

1997: Sået i såkasse 19/2. Fremspiret 3/3. Udplantet uge 22.

Robuste planter op til 1 m høje. Grønne, senere gule/orange frugter. Frugterne blev 12–14 cm lange og 3–4 cm brede. Stort udbyttet. Mild som grønne, senere op til meget stærk. (kan i udseende forveksles med bananpaprika).

‘Chilipeber de Cayenne’

1997: Sået i såkasse 19/2. Fremspiret 28/2. Udplantet uge 22.

Løs, meget ranglet vækst. Lange tynde frugter (10–12 cm lange og 1,5 cm tykke frugter). Meget længe om at blive røde. Godt udbytte. Ekstrem stærke, også som helt unge.

Chilipeber ‘Serrano’

1997: Sået i såkasse 19/2. Fremspiret 28/2. Udplantet uge 22.

Tynd, småbladet, ranglet vækst. Små aflange frugter (4–6 cm lange og 1,5–2 cm brede). Frugterne var meget længe om at blive røde. Mild til stærke frugter. Der var mange frugter, men da de kun vejede op til 5 g, var der få kg.

Spansk peber ‘Habanero’

Habanero

Modne habanero-frugter. Foto: Jakob Bock

1997: Sået i såkasse 19/2. Fremspiret 3/3. Udplantet uge 22.

Meget lav, bred vækst, 60–70 cm høj busket med fladt grenhæng. Frugterne blev op til 5 cm lange og 3 cm brede. Frugterne var tyndskallede, lette, kantede og buttede. Smagen var mild som helt unge, senere ekstrem stærk (regnes for verdens stærkeste chili). De bliver til sidst orange. Stort udbytte i antal, men få kilo.

Chilipeber ‘Ancho/Poblano’

1997: Sået 19/2. Fremspiret 5/3 – spirede dårligt. Udplantet uge 22.

Ranglet busk med skør vækst, op til 1,75 m høj. Meget store mørkegrønne og tyndskallede frugter, der ligner grøn peber. Vejede 70–80 g /stk. Meget mild, må betragtes som uegnet som chili.

Chili ‘Ethiopean’

1997: Sået 18/3. Udplantet uge 22.

Meget løs ranglet vækst, op til 1 m høj. Lange, tynde frugter (15–20 cm lange og 2–3 cm brede). Først grønne, senere gule/røde – bliver forholdsvis hurtig rød (50–60 dage). Meget milde frugter. Rigt udbytte af frugter på 15–20 g.

Chili ‘Crespin’

1997: Sået 18/3. Udplantet uge 22.

Løs ranglet vækst, op til 1 m høj. Trekantede spidse frugter, som blev 7–10 cm lange og 2–3 cm tykke. Bløde frugter på 15–20 g. De blev røde på ca. 60 dage efter udplantning. Meget mild og derfor uegnet som chili.

‘Rund Ungarsk eller Red Cherry’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

Op til 1 m høj plante, runde hårde frugter. Som grøn mild, som rød sødlig. Godt udbytte.

‘Chiltepin’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

Vildform op til 2 m høj, ranglet. Varmekrævende. Giver få frugter, som er meget små, de største under 1 cm. Ekstrem stærk.

‘Pasilla’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

Op til 1 m høj, spredt ranglet vækst. Tætsiddende opretstående frugter. 5–6 cm lange, spidse mørkegrønne, senere røde. Middel stærk.

‘Lang Ungarsk’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

1,5 m høj. Lange tykke frugter op til 15 cm. Grønne, senere røde, bliver tidlig rød. Stort udbytte af milde til stærke frugter.

‘Piri Piri’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

Varmekrævende plante, ca. 1 m høj. Gav ingen frugter i 98. Skulle være meget stærk.

‘Jamaica Bell’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

Op til 2,5 m høj busk, tynde grene. Opsigtsvækkende klokkeformede lysegrønne frugter. Lidt sen, men rigtbærende. Aromatiske frugter.

‘Aji’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

Op til 2 m høj med sprøde knudrede frugter. Lysegrønne, senere rødlig orange. Mild til middelstærk.

‘De Arbol’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

Op til 1 m høj med 10–15 cm lange tykke frugter, let knudrede. Mørkegrønne milde.

‘Paloma’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

1,5 til 2 m høj med små 4–5 cm lange spidse frugter. Gule/lilla og senere røde. Rigtbærende. Meget stærke.

‘Thai’

1998: Sået 26. februar. Udplantet 17. maj.

1,5 m høj. Thailandsk chili, varmekrævende. 5 cm lange grønne til røde frugter. Meget stærke, parfumerede. Gav meget få frugter i 1998.

Kommentarer

Der er 6 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

Solsikken

Alt til den økologiske have

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Peber og chili > Chili – prøvedyrkning af 19 sorter i koldhus

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider