Valsk bønne

Valske bønner er en stor delikatesse og fortjener at blive dyrket i meget større udstrækning i danske haver. Valsk bønne er en meget letdyrkelig grønsag, som oven i købet er kvælstofsamlende.

Valsk bønne

Hestebønne – havesorter kaldes valsk bønne, Vicia faba, tilhører ikke til samme slægt som havebønne, Phaseolus vulgaris, og pralbønne, Phaseolus coccineus. Man kan let se det på bladene, der hos hestebønne sidder parvis over for hinanden, mens de havebønner og pralbønner har bladene siddende 3-koblede som på et kløverblad.

Hestebønnen en opret vækstform, men det er dog kun de helt lave sorter på 40–50 cm højde, som er »selvbærende«, når først de store bælge kommer til med vægt. Den bedste måde at støtte sine hestebønner på er at sætte pæl i jorden omkring planterne og spænde tråde ud imellem ligesom til hindbær. Er det en mandshøj sort, man har sået, er man nødt til at spænde to-tre snore ud i forskellig højde. Står de på en enkelt række er det en god ide at sætte snorene skiftevis den ene og anden vej rundt om de enkelte planter, så bliver den mere stabil.

Planterne bliver lavere og mere buskede, hvis de har god afstand til naboplanter.

Dyrkning af valsk bønne

Valsk bønne kan sås allerede i april samtidig med, at man sætter kartofler. Det største udbytte får man ved at dyrke den i rækker som andre afgrøder, men hvis man ikke har ubegrænset plads i haven, kan man dyrke den sammen med kartofler. Man kan sætte 1–2 bønne frø mellem hver kartoffel ved lægningen. Eller man kan sætte 2 rækker kartofler og hyppe dem ved lægningen og derefter sætte en række valske bønner mellem de to hyppede kartoffelrækker. Kartoflerne giver et normalt udbytte og udbyttet af grønne velsmagende bønner får man som ekstra afgrøde.

Hvis vækstbetingelserne er gode, sætter planterne nogle gange nye skud op fra basis på det tidpunkt, hvor der er ved at være høstklare bønner. I gode efterår kan man nå at få en mindre høst herfra.

Kvælstofsamlende plante

Valsk bønne er som sagt kvælstoffikserende, så planten efterlader kvælstof i jorden. Det er derfor en god ide at så anden afgrøde eller efterafgrøde efter at hestebønnerne er høstet, så kvælstoffet bindes i plantevækst i eftersommeren og ikke udvaskes i vinterhalvåret.

Sorte lus

Den eneste trussel mod udbyttet er et tidligt angreb af de sorte bedebladlus omkring Sct. Hans. De sætter sig omkring blomsterne i toppen af planten, så man kan vælge at knibe skudspiderne af, hvis planterne har nået at sætte nok bælge. Ellers kan man spule de fleste af med en vandslange. Nogle år får de stort set ikke lus.

Rustangreb

Nogle år bliver planterne angrebet af rustsvampe, men det påvirker ikke udbyttet, hvis angrebet kommer sent i plantens udvikling. Men det ser grimt ud med mere eller mindre rustrøde planter.

Rustangreb kan helt ødelægge små planter, og det kan sætte en stopper for sen såning af valske bønner til efterårshøst.

Høst som grønne

En mandshøj hæk af valske bønner sået mellem to rækker kartofler. Foto: Karna Maj

Det er de færreste, som kan lide tørrede valske bønner. Man kan dog lade et par af de allerbedste planter stå og lade bælgene blive helt sorte og tørre og så høste egne frø.

De valske bønner høstes, når bælgene er blevet store og grønne, og man kan både se og mærke at der er store bønner inde i dem. Bønnerne tages ud af bælgene og blancheres nogle minutter, til man kan smutte den grønne bønne ud af den hvidlige hinde.

Smag dig frem til, hvor store de skal være for at have den bedste smag. Bliver de første melede, smager de ikke så godt mere, men kan tillaves som humus og smages til med masser af hvidløg.

Valske bønner er en stor delikatesse letkogte og bare serveret med lidt god olivenolie og drysset med salt, som man gør sydpå. Eller de kan kommes i en salat.

De blancherede og smuttede bønner kan fryses ned og er fortrinlige i bl.a. vinterens grønsagssupper, hvor de lyser op med den friskgrønne farve.