Udtynding af frugt

Af Inge Havetip, forfatter, Inges havetips

gammelt æbletræ

Mit gamle flotte æbletræ. Foto: Inge A. Futtrup

På varme sommerdage opholder jeg mig helst i frugthaven. Jeg elsker at dovne i frugttræernes skygge, læse en god bog eller blot stirre op i trækronerne, hvor frugterne vokser dag for dag. Om de sidder for tæt eller er angrebet af lidt skurv kan ikke påvirke mit blodtryk, for jeg ved jo, at der er rigeligt med frugt til både orm, fugle og familien.

tætsiddende æbler på gammelt træ

Tætsiddende æbler på gammelt træ Foto: Inge A. Futtrup

Men jeg ved også, at mange haveejere ryster overbærende eller måske ligefrem irriteret på hovedet af min slappe holdning til selvforsyning og optimal produktion. For med en målrettet indsats kunne jeg jo sagtens få både større og finere frugter på samtlige træer.

Fjern de små og dårlige frugter fra grenene

Det handler i al sin tidskrævende enkelthed om at tynde ud i de små babyfrugter. Fjerne alle de eksemplarer, der er angrebet af orm, svampe, skadedyr og sygdomme – og sørge for, at de tilbageværende sunde frugter får masser af lys, luft og plads.

victoriablommer

Victoriablommer skal ofte udtyndes for at give store, velsmagende blommer. Foto: Inge A. Futtrup

Kirsebærtræer er flinke til selv at klare den nødvendige udtynding ved frugtfaldet i juni. Æble-, pære- og blommetræer har derimod – set med haveejerens øjne – en dum vane med at sætte alt for mange frugter. Flere end de kan bære eller udvikle ordentligt, og selvom en del af frugterne ofte dratter ned af sig selv i starten af juli, kan der stadig være for mange tilbage. Med det resultat, at de ikke udvikler deres fulde potentiale i smag og størrelse.

Udtynding af frugter er bedre end beskæring

Ifølge fagfolk er en omhyggelig udtynding bedre end beskæring. Både frugtens størrelse og kvalitet højnes kraftigt, hvis træet ikke bærer for meget – og jo tidligere du begynder at tynde ud i de ansatte frugter, jo bedre.

cox orange æble

Cox Orange æbler – jo færre og små blade, jo færre frugter kan træet danne. Foto: Inge A. Futtrup

Som tommelfingerregel skal træets bladareal og antallet af frugter stå i et harmonisk forhold. Fotosyntesen, der omdanner sollys til energi, som træet bruger til vækst og frugtudvikling, foregår jo netop i bladene. Så jo færre blade, der er på dine træer, jo færre frugter kan de udvikle optimalt.

Desværre kan jeg ikke give dig et nøjagtigt forhold mellem bladareal og frugter – fx 10 blade pr frugt – for mangt og meget afhænger også af lys/skygge, jordbundsforhold, nedbør og vind/læ samt frugtsorten.

Hvis du vil forbedre frugthøsten via udtynding, må du altså prøve dig frem. Prøv at eksperimentere med forskellig udtyndingsintensitet på de enkelte grene på hvert træ – og husk at skrive dine erfaringer ned.

Sådan tynder du i frugterne

Unge frugttræer har som regel mange og store blade i forhold til antallet af frugter, så her er sjældent problemer. Men jo ældre træet bliver, jo større bliver frugtsætningen i forhold til bladarealet. Og så er det altså, at beslutningen skal træffes: Skal træet have lov til at klare paragrafferne selv, mens du – ligesom jeg – slapper af en liggestol. Eller har du lyst til at bruge et par lune sommerdage på at pusle om de mest lovende frugter.

Begyndende skurv i pære – fjern de mest angrebne først, hvis du vælger at tynde ud. Foto: Inge A. Futtrup

Det er tidskrævende men ganske nemt at tynde ud i frugterne. De fleste småfrugter er lette at knibe af med fingrene, men du kan også bruge en lille køkkensaks.

Rød ananas æble

Et stort flot Rød ananas æble Foto: Inge A. Futtrup

Start med at fjerne de frugter, der er beskadiget af sygdomme og skadedyr. Dernæst fjernes de mindste frugter på træet samt frugter, som sidder for tæt og gnider mod hinanden. Som tommelfingerregel skal der være en håndsbredde mellem frugterne på æble- og pæretræer. Hvis træet kun har ansat enkelte klynger af æbler på hver gren, kan du dog godt lade 2–3 frugter sidde sammen, jf det øverste foto her på siden. Blommetræer skal ikke udtyndes lige så hårdt – her er fem centimeter mellem frugterne passende.

Du kan sagtens begynde at tynde ud, når frugterne er på størrelse med hasselnødder, og i princippet kan du fortsætte lige til høst. Jo længere frugterne sidder på træet, jo mere næring bruger de dog på bekostning af deres kammerater, så derfor er det altså en fordel at starte så tidligt som muligt.

Omvendt kan det være svært at se skurvpletter, ormeangreb mv, mens frugterne er ganske små. Det vil sige, at du risikerer at fjerne de sunde og raske æbler/pærer/blommer og lade de ormstrukne sidde tilbage, hvis du er alt for tidligt ude.

rød ananas æble

Masser af nedfaldne pærer – her mangler ikke frugt. Foto: Inge A. Futtrup

Udtynding af frugter er altså som så meget andet i haven – og i livet – et spørgsmål om tid og temperament. Personligt bruger jeg tiden på at slappe af – og mit temperament fastholder, at naturen har nogenlunde styr på sagerne. Men hvis du hører til de aktive og praktiske selvforsynings-entusiaster, håber jeg, at ovenstående tips vil bringe dig nytte og en perfekt høst.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Frugttræer på vildstamme

Primabolig

Fældning af større og mindre træer

Naturplanteskolen

Frugttræer og bærbuske, mange arter

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Gartneri Toftegaard

Stort udvalg af frugttræer og bærbuske

Bjarne’s frø og planter

Frø af spændende og eksotiske planter

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Frugttræer og -buske > Udtynding af frugt

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider