Glæden, taknemligheden og en lille bunke lort til mine elskede roser

Det er højsæson for planteskoler, byggemarkeder, kiropraktorer og genbrugspladser. Vi kommer selv i sving ved at starte med at brænde alle de små bål af, der har samlet sig nede i baghaven, det tager en dags tid eller to. Jeg tvang min vintertrætte krop ud i det kølige vejr iført skidragt og hue, og hentede hestemøg hos naboen, der hvert år leverer en lille bunke lort til mine elskede roser. Dagen efter begyndte jeg at stikke et greb i jorden i den ene ende af køkkenhaven, bare for at starte et sted. Inden jeg fik set mig om, var det gamle jordbærbed gravet igennem, og jeg har – oh fryd! – i år lagt hestemøg ud på et stykke jord i min køkkenhave med den brugte jord fra drivhuset ovenpå. Se det kalder jeg jordforbedring, og noget helt nyt i min have!

Det er marts men stadig køligt, selv foran et bål Foto: Kirsten Dietrich

Det, at passe på sin jord, giver samme dejlige fornemmelse, som da jeg første gang havde råd til at købe en rigtig flyverdragt til min datter. Eller da jeg bar hønsene igennem sneen, fordi de var bange for at gå hjem og blive væk undervejs, hvorpå jeg slæbte halmballer ind i hønsehuset, for at de ikke skulle fryse. Det er ligesom at have teenagere, man sover altså hundrede gange bedre om natten, når alle er kommet hjem og ligger trygt i deres egne senge. Hvem skulle nu have troet, at et morhjerte banker på samme vis, når man har været god ved sin jord?

Det er også tid til at tjekke forråd

Hylderne er næsten tomme, fryseren ligeså, valnødderne og hasselnødderne er brugt rub og stub. Så det er nu, jeg skal kigge på, hvad der ikke forsvandt af alt det syltede, salte og søde. Mormødre har meget på samvittigheden, og selvom jeg ikke havde et specielt tæt forhold til min egen, har hendes indflydelse på min have, mit køkken og min kreativitet været enorm. Den kone sad bare aldrig med hænderne i skødet, og hun smed aldrig nogensinde mad ud.

De bladbeder, jeg såede på grund af farvenuancerne er godt nok røget på komposten, men resten? Hvad med de flasker rabarbersaft, vi ikke fik drukket, fordi unger nu til dags har ugentlig slikdag, og ikke bare skal fyldes med sukker, men også lære at drikke vand?

De sidste to flasker kogte jeg ind til rabarbergele med vanillestænger. I lang tid fik vi en formiddagssnack, bestående af et par hindbær i bunden af et glas tykmælk, toppet med rabarbersirup. Det skal gentages.

Et restprodukt Foto: Kirsten Dietrich

2015 var det pæreår hos os

Jeg plukkede pærer i en måned, vi spiste friske pærer flere gange dagligt, lavede desserter – friske pærer, flødeskum med knuste makroner og pyntet med hyldeblomstsirup med samme baggrundshistorie som rabarbergeleen. Vores forrådskammer er omstillingsparat! Ikke så meget saftevand – at der så går tre gange så meget sukker til sirup og gele, lader jeg som om, jeg ikke kan gennemskue. Jeg bagte pæretærter, æbletærter og jordbærtærter, små og store, fryseren var så smækfyldt med bagværk, at vi en måned senere ikke kunne fryse den ottende del økokalv ned, vi havde bestilt. De sidste pærer blev syltede på glas. Og det er ikke det store familiehit. Derfor har jeg i dag fået øje på et kæmpeglas syltede pærer godt gemt af vejen bagerst på hylden.

Men min mormor spøger, så mon ikke man kan skære de syltede pærer i skiver, hakke nogle mandler og dække det hele med smuldredej (lige dele sukker/vanille, mel og smør)? Jo, det kunne man, så nu er der lidt ekstra dessert/kage til den stort set tomme fryser, hvor der kun ligger nogle poser bær og råber nede på bunden. Dem forærer jeg glad og gerne til venner, der bor i byen, og er mere end lykkelige for at få økologiske hindbær, solbær og jordbær til smoothies.

I det hele taget er havens glæder meget forbundet med mad og børn

Rose-amok Foto: Kirsten Dietrich

Da jeg var ung småbørnsmor, var mine hedeste drømme at eje en have. Bare et lille bitte jordlod, hvor børn kunne køre med en dukkevogn, og moderen kunne slå sig ned i en liggestol i nærheden af en bærbusk. Det var først i børnenes teenagealder drømmen om et mini udendørsliv faldt i hak, fordi vi fik en stor terrasse, som jeg plejede i alle ende og kanter. Fragtede tonstunge poser med jord på bagagebæreren, jeg har sågar cyklet hjem fra planteskolen med et japansk kirsebærtræ under armen. Til gengæld fik drømmen om fællesskab et skud for boven allerede ved første lørdag-aften-hygge, som stod på grill og pølser i solnedgangen. Der var så varmt på terrassen, at teenageren opholdt sig derude ca. to et halvt minut og forsvandt indendørs med ordene: »Bare kald på mig, når maden er færdig! Jeg spiser herinde.«

Nu er vi stolte haveejere af en stor grund med plads til små cykelture, fodboldspil, sandkasse, gynger og bærbuske i hobetal. Væk er manglen på frugt i sommerhalvåret, og borte har taget børnene. Men børnebørn er en af livets mange glæder, og da vores have hverken er til pynt eller skue i glitrende havemagasiner er alt tilladt, stort set. Bortset fra at spille fodbold i nærheden af mit drivhus.

Et begejstret hyl fra en målmand Foto: Kirsten Dietrich

Og selv små fødder kan lære at skelne mellem en græsplæne og en køkkenhave, hvor man aldrig bare vader ind. Selvom der er 100km imellem børnebørnene og mig, er det altid en fest at have dem på besøg. Alene.

En tidlig sommermorgen inden morgenmaden

Jeg ved ikke, hvem der i sin tid opfandt skovbørnehaver, men sikken yngel, der kommer ud af det. Unger, der kan lege udendørs hele året rundt, børn der gider smage på brændenældesuppe og lettere kikset hjemmebagt brød, for det har de prøvet utallige gange. Mit hjerte kunne give adgang til Thoths dødsrige, så let er det, når lyden af barnestemmer gjalder igennem luften, hvis husets herre har ladet sig overtale til en omgang fodbold inden aftensmaden, eller har hevet et barn med ned i baghaven til et af de utallige bål, der samler sig på en stor grund med masser af træer og havehække.

En tidlig sommermorgen inden morgenmaden Foto: Kirsten Dietrich

Måske er det alder, måske er det bare sådan

Livet udvikler sig, men glæden over haven i de kølige, af og til kolde forårsmåneder, har en helt speciel plads i mit univers. Alt er i øjenhøjde, og ingenting gror hurtigere, end man kan nå at glædes over den mindste lille duftende viol og de usynlige spirer, der dufter helt vildt af mynte, når nøgne stængler snor sig henover den bare jord. Alting går så vidunderlig langsomt.