Har du selv fanget salaten?

Som årene går, bliver jeg mere og mere lykkelig for de mange ressourcer, der bor i min have. Udover haven holder huset med blomster i 11 måneder om året – talt fra de første vintergækker, der dukkede op før jul i 2015, til de sidste roser i november – er der efterhånden bær, frugt og grønt i mængder, man nemt kunne overse, fordi sæsonen er så lang. Som regel er det først i sensommeren, det rigtigt går op for mig, hvor meget haven har ydet, der kan proppes i en fryser og stilles på forrådshylderne.

Denne sommer fik jeg set ressourcer igennem mit barnebarns øjne, da den mellemste, en pige på 6 år var hernede på sommerferie.

Foto: Kirsten Dietrich

Stort set hele året er der fyldt på hylderne, og børnebørn vænnes hurtigt til at få serveret hjemmelavet leverpostej, frikadeller, hummus, rødbeder, syltede agurker, pickles, syltetøj, saftevand plus sæsonens råvarer såsom tomater, agurker, salat, kartofler, kager og hjemmelavet is. Ingen spørgsmål om, hvor det stammer fra, det er noget, der vælter ud af mormors ærmer. Sådan er det bare.

Foto: Kirsten Dietrich

Sommerferie i overflod
At være hernede i højsæsonen er blot en ekstra glæde. Pigen spurtede ud ad bilen, indad lågen og stak omgående hovedet ned i roserne med et frydefuldt AH! Så fløj hun videre for at vurdere bestanden af jordbær, gulerødder, krydderurter, og tog en runde omkring hønsene, inden hun for ind i huset for hæsblæsende at fortælle mig, at de der små røde nogen, ikke jordbær, men de andre, de er modne nu!

– Mener du hindbær?

– JA, må jeg spise dem?

Selvfølgelig må hun det. Sådan gik tre dage over stok og sten, hver dag nye oplevelser. Hun fik øje på solbærrene, som hun indtog dagligt indtil flere gange. Endnu engang må jeg konstatere, at det er noget ævl, at børn ikke kan lide grøntsager, solbær, stærk ost eller koriander.

Den første aften spurgte hun under indtagelsen af oliven, agurk, løgtoppe og salatblade

– Har du selv fanget salaten?

Alt det, vi ubevidst giver fra os
Lige inden børn skal i skole, befinder de sig stadig i fasen, hvor alt, hvad de voksne siger (nå ja, næsten alt) tages for gode varer, og for manges vedkommende, er, en mormor, en ren trylledame. De tror, at alle madvarerne dumper ned i fryseren og op på hylderne i forrådskammeret, mens de selv lige tager en tur på cyklen.

Foto: Kirsten Dietrich

Derfor så jeg min have med nye øjne i de dage. Alle de herligheder, jeg selv bare glædes over i hverdagen. Pludselig vil hun smage min hyldeblomst te, have sin egen myntete i et glas, og vide noget om alle de sager, der gror derude, man kan proppe indenbords. Jeg er blevet sådan en mormor, som jeg længtes efter at blive, da jeg i 2009 slugte alle madprogrammerne på BBC. Kokken, James Martin, gravede gulerødder op og tilberedte hvad som helst, imens han i et væk nævnte sin mormor. Hendes gulerødder, hendes mad og den glæde over haven og køkkenet, hun havde videregivet til ham. Hvilket eftermæle!

Min egen mormor

fra generationen, der var født og opvokset på landet, ændrede aldrig på sine køkkenvaner, trods alle sine voksne år som bybo. Da jeg som ung i 70erne besøgte hende, havde hun altid bagt kager. I dag er det bare en måde at vise sin overlegenhed på, men dengang var der ingen, der bagte linser eller medaljer til eftermiddagskaffen. Hun lavede frikadeller af hakket svinemørbrad, gik til grønthandleren og købte drueagurker, 125 grams bakker med solbær og hindbær, som blev syltet i det lille køkken med to gasblus. Selv jeg, der var vokset op med hendes madlavning, syntes det var sært, at hun ikke købte sine kager hos bageren ligesom alle andre. For hende, der overlevede både 1. og 2. verdenskrig, blev mad aldrig noget, man tog for givet. Ikke desto mindre var kvalitetsbevidsthed noget, hun selv fik ind med modermælken.

Den tids husmødre kunne man ikke prakke hvad som helst på. Hun ville aldrig i livet have købt industrijordbær på størrelse med tennisbolde udenfor sæsonen, udenlandske æbler, eller spise tyrkiske kirsebær nogle uger før, de danske blev modne.

Råvarer er ressourcer
Vores madvaner bliver prentet i vores DNA, fra vi er ganske små, vi kopierer de voksne i næsten uhyggelig grad. I den sammenhæng er jeg taknemlig for at være født i efterkrigstidens Danmark, stærkt præget af at stort set alt spiseligt var ressourcer. Jeg kan ikke gå forbi modne brombær i skoven uden at plukke dem, ikke passere rørhatte under lærketræer uden at bruge mit tøj som indsamlingspose, og ikke gå forbi blommetræer i skovbrynet uden at plukke dem.

Foto: Kirsten Dietrich

Jeg kan ikke passere et nøddehegn uden at spekulere på, om det kan lade sig gøre at putte en hasselnød i jorden hjemme i haven og selv få et nøddehegn? Det kan man, skulle jeg hilse og sige. Også med ægte kastanjer!

Den 6årige pige
er videbegærlig. Hvordan fjerner man bladlus fra roserne? Kan man spise de røde bær, der ligner små jordbær ude ved plankeværket? Hvorfor skal man vaske sine hænder, når man har hentet æg hos hønsene? Hvornår er bær rigtig modne? Kan man bruge hyben til noget?

Vi bor i et land fyldt med ressourcer, som har deres egen korte sæsonbetonede levetid. Den viden boede i mine forældre og bedsteforældre. Den bor i mig, men den er blevet overhalet indenom i de sidste tyve år. Vores børn stiller ikke spørgsmålstegn ved jordbær i marts, æbler i maj, frosne ænder, der er to år gamle eller sandwich, der er smurt ugen i forvejen (der står på pakken, at den kan holde til i morgen).

Foto: Kirsten Dietrich

Derfor håber jeg at kunne lære mine børnebørn gamle dyder. Ikke ved at belære dem, men ved at gøre det selv. Det gør jeg ikke, fordi jeg er hellig, eller med på det sidste sorte, men fordi det føles som sund fornuft, og fordi jeg er vokset op med sætninger som: Penge vokser ikke på træerne!

Hvilket de jo rent faktisk gør, ikke pengesedlerne som sådan, men alt det, man kan købe for dem. Derfor forstår jeg begejstringen hos pigen, der løber rundt og konstaterer, at alt det, der gror, er til nytte. Da jeg råbte efter ægtefællen, der var på vej over i fryseren for at hente en leverpostej, at han lige skal tage et rugbrød med, spurgte pigen henkastet

– Har I også rugbrød i haven?