For havefolk er det vanskeligt at komme udenom engelske haver. Der er fantastiske haver i Frankrig, Tyskland, Holland og såmænd i Danmark, men den engelske havekultur har det hele, det stramme og perfekte og det uregerlige og løsslupne. I England er havekultur accepteret og fylder meget i hverdagen for rigtig mange mennesker. En rejse rundt i England kan give fornemmelsen af, at det er én stor have.
Nu er det muligt, at blive ført rundt i det engelske havelandskab og blive taget ved hånden af Ursula Buchan, som er en af de bedste haveskribenter i England. Sammen med fotografen Andrew Lawson har hun lavet en både smuk og meget lærerig bog om engelske haver.
Engelske haver er så meget og så meget forskelligt, at det i virkeligheden er en umulig opgave, de har sat sig for, men de kommer helskindet igennem. Man læser, bladrer og kigger og får lyst til at se eller gense mange af stederne.
Et »vildt« bed af verbena, Verbena bonariensis, græsser og solhat, Echinacea, i en have tilhørende en sommerfugleekspert. Foto: Andrew Lawson
Bogen er opbygget tematisk i kapitler som: Formel havestil, Blomstrende overdådighed, Landskabelig havestil, Den landlige have, Den naturlige have, Påvirkninger fra udlandet. Skulpturer og udsmykning, Vand i haven, Engelske rosenhaver, Køkkenhaver, Nutidens havestil.
Indenfor de forskellige temaer behandler Ursula Buchan mange forskellige haver, og det er tydeligt, at hun virkelig kender og har besøgt haverne. Vi får dog ikke lange opremsninger om indretningen af de forskellige haver, men derimod vigtige dele af deres historie, så vi kan forstå, hvorfor de fremstår, som de gør i dag. Og man får en forståelse for, hvordan samfundet og kulturens udvikling påvirker haverne.
Ursula Buchan har et godt overblik, både over det historiske, de mere filosofiske overvejelser, det rent praktiske. Og bogen igennem fornemmes en fin humoristisk undertone.
Når hun diskuterer den formelle havestil, får vi både en opfattelse af, hvordan de formelle stilarter er, og hvordan geometrien for disse haveskabere definerer haven i modsætning til et stykke natur. Hvordan de sætter en anden orden end naturen, hvordan disse haver er kultur, hvor man kontrollerer omgivelserne. Vi får en klar fornemmelse af disse havestilarter – og forskellighederne i de formelle stilarter.
I kapitlet om blomstrende overdådighed, er der billeder som viser det til overflod, men der er også om baggrunden for, at der findes så svulstige engelske haver: Klimaet og de mange plantejægere, og evnen til at skabe mikroklimaer, så udvalget af planter bliver enormt.
Der er om de berømte engelske staudebede; blandt andre om Gertrude Jekylls og hendes påvirkning med hensyn til design, og hendes harmoniske farvesammensætninger, som er med til at forme haverum.
Indenfor hvert tema er der brugt enkelte udvalgte haver til at eksemplificere temaet, men efter hvert afsnit er der en god liste over haver og evt. gartnerier, hvor man kan møde temaets havestile.
Bogen er tænkt som let tilgængelig, og det højtravende og fisefornemme har hun også undgået, men alligevel er det en intellektuel oplevelse at gnave sig gennem de forskellige afsnit, og man får lyst til at læse mere og til at opleve endnu mere. Der er en glimrende litteraturliste, så der er nok at kaste sig over, og de fleste vil sikkert også sidde med en lyst til at opleve noget af den fantastiske havekultur live.
Ursula Buchan: Den Engelske Have. Nyt Nordisk Forlag. 2007. 384 sider. 299 kr
Den Engelske Have er i stort format og på 384 sider og illustreret med 300 meget flotte fotos af fotografen Andrew Lawson. Foto: Andrew Lawson
En passende have til et hus opført i mughalstilen. Denne fontæne ved Secincote er udformet som en slange slynget omkring en træstub. Vinranken i forgrunden er den japanske Vitis coignetiae. Foto: Andrew Lawson
Søg i forhandlerguiden:
Læs boganmeldelser i Praktisk Økologi
Køb bogen Fantasilater
»KRYDDERURTER« bogen for urteelskere
Se alle bøgerne i webshoppen
Bøger om hønsehold.
Bøger om ingefær.
Her er du: Forsiden > Inspiration > Bøger > Den Engelske Have
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…