Orm i æbler og blommer

Inden vi kan forebygge et angreb af orm, må vi vide lidt om dyrenes biologi:

Æblevikler

Orm i æbler er i virkeligheden larver af æblevikleren og andre, nært beslægtede natsommerfugle. Alle kender æbler med brune ekskrementer ved åbningen til en gang, som fører ind til kernehuset, hvor den bleggule larve sidder. Fra de angrebne æbler firer larverne sig i en tråd ned til jorden, hvor de overvintrer i en kokon. Næste forår forpupper de sig, og senere kommer de voksne, små, brune sommerfugle frem.

Blommevikler

Orm i blommer er larver af blommevikleren. Det er typisk, at angrebne blommer har små huller med dråber af gummi (»harpiks«) ved mundingen. Gangen fører ind til et kammer inde ved kernen. Her sidder den rødgule larve midt i sine egne ekskrementer. Denne vikler har to generationer pr. år. Larverne af anden generation søger ned til jorden under træerne, hvor de sidder i små spind vinteren over. I foråret klækkes pupperne og bliver til første generation natsommerfugle.

Forebyggelse

Forebyggelsen må bygge på, at dyrene skal overvintre i de øverste jordlag. Det er en gammel erfaring, at man skal fjerne al nedfaldsfrugt fra træets nærhed hurtigst muligt. Man har også haft gode erfaringer med at behandle jorden i efteråret (harvning, kultivering). Kan man hindre dyrene i at overvintre lige under træet, så bliver frugterne kun angrebet af tilfældigt tilflyvende hunner.

I denne kendsgerning ligger sikkert også forklaringen på, at ét træ kan være hårdt angrebet, mens et andet, nyplantet er næsten fri for larver. I den erhvervsmæssige frugtavl holder man et vågent øje med angrebets gang. Det sker ved at opgøre antallet af fangne hanner i feromonfælder. Det er fælder, hvor »lokkemaden« er hunnens kønsduft.

I de seneste år er man i erhvervet begyndt at forsøge med udsætning af snyltehvepse, Trichogramma. Der er tale om specifikke arter mod henholdvis æble- og blommeviklere.

Variation er nøgleordet

Men bortset fra det, så består forebyggelsen – som altid – i at skabe mest mulig variation i sin have. Kun på den måde kan man sikre levesteder, som er egnede til vore hjælpere: snyltehvepse, rovtæger, ørentviste, rovbiller og fugle. Det er en ringe trøst, men ikke desto mindre en kendsgerning, at denne slags angreb kun når så katastrofalt et omfang, fordi haven ikke er en biotop i balance.

Det skal indrømmes, at det er svært at skabe en perfekt balance i en have, som jo dyrkes aktivt. Hvis vi f.eks. som ovenfor nævnt kultiverer under træerne og dermed mindsker viklerlarvernes overlevelseschancer, ødelægger vi måske til gengæld levestederne for vore hjælpere – og givetvis ikke kun dem, som ellers ville tage sig kærligt af viklerlarverne, men sikkert også nogle af dem, der skulle starte en tidlig bekæmpelse af bladlus m.m. i foråret.