Det er sæson igen for dræbersnegle, og det vrimler med gode råd til bekæmpelse af dem på nettet, i aviserne og når haveejere snakker over hækken.
Mange af rådene er dog decideret skadelige for vores natur, og Landsforeningen Praktisk Økologi opfordrer derfor haveejerne til at tænke sig godt om, inden jagten går i gang. Alle slags gifte bevæger sig nemlig ud i fødekæden, påvirker vores jord, organismer og dyr og skaber forringede økosystemer på sigt.
Dræbersnegle gør det i mange haver svært at dyrke blomster og grønsager, og derfor vil vi gerne have dem udryddet. Indsamling er den mest skånsomme metode for havens øvrige dyr og organismer. Foto: Susanne Mørk-Jensen
Trine Krebs, formand for Landsforeningen Praktisk Økologi, har det svært med at læse de mange forslag om bekæmpelse af dræbersnegle, som fylder medierne i øjeblikket. For mange af de velmente råd og midler er decideret skadelige for naturen.
Det er forståeligt, at folk ønsker at bekæmpe dræbersnegle i haven, men vi kan på ingen måde anbefale gift til bekæmpelse af sneglene. Når man bruger gift, rammer man ikke kun dræbersneglen. Giften flytter sig op i fødekæden og påvirker langt bredere i økosystemet. For naturen er det en katastrofe, når giften først spises af en snegl, som spises af et pindsvin eller en fugl. Det slår ikke fuglen eller pindsvinet ihjel på stedet, men påvirker dyrets immunforsvar og indre organer og kan på sigt skade dyret og dyrets afkom. Samtidig så rammer giften også de andre snegle i haven, hvilket er problematisk, fortæller Trine Krebs og forklarer, at også de mere naturlige metoder kan være skadelige.
Nogle vælger at bekæmpe dræbersneglene med nematoder ved at udsætte dem i helt unaturligt store mængder. Vi taler om millioner pr. m². Det kan vi ikke anbefale. Nematoderne, som er små, gennemsigtige rundorme, kravler ind i sneglens åndehul og lægger æg, hvilket langsomt slår sneglen ihjel. Når sneglen dør, bliver den en udklækningsrede for nye nematoder. Problemet med denne metode, at nematoder skelner ikke mellem de forskellige sneglearter og dræber derfor alle sneglene i haven. Og andre sneglearter er faktisk nyttedyr, der er nødvendige i haven. Der er derfor behov for, at haveejerne får bedre oplysning, når de skal bekæmpe dræbersneglen.
I samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening har Landsforeningen Praktisk Økologi iværksat kampagnen Giftfri Have, der skal hjælpe danskerne med praktiske råd til at undgå gift i haven. I forvejen arbejder Landsforeningen Praktisk Økologi dagligt med at fremme økologisk havedyrkning og en bæredygtig hverdag, som i høj grad appellerer til danskerne i disse år. Foreningen oplever en historisk medlemsstigning i øjeblikket på grund af den meget opmærksomhed, der er på økologi, og en samtidig øget miljøbevidsthed blandt danskerne. Alligevel er jagten på sneglene med gift og nematoder tegn på, at der mangler mere viden om, hvordan alt i naturen hænger sammen og påvirkes af hinanden.
De fleste snegle i haven, bortset fra dræbersneglen, er faktisk nyttedyr. De omdanner nedfaldne blade og planterester til næring til jorden, og de er derfor vigtige i haven for at få en god og frugtbar jord. Hvis der skal dyrkes grøntsager og blomster i haven, så har vi lige så meget brug for snegle som regnorme,» forklarer hun og uddyber, «Sneglene er del af et vigtigt økosystem i haven. Tudser, pindsvin og solsorte og krager spiser dem, og derfor er det vigtigt, at vi ikke bruger gift i haven. Ikke bare slår giften også de gode snegle i haven ihjel, men når sneglene er en del af et større økosystem, så påvirker giften langt mere end bare sneglen. Det er vigtigt, at vi bliver mere opmærksomme på hvordan de enkelte organismer har en plads i naturen.
Vi bliver lovet guld og grønne skove med giftige snegletricks, som signalerer at de er både grønne, økologiske og slet ikke påvirker naturen. Det er ikke rigtigt. Alle former for gift, nematoder og lignende metoder påvirker vores fælles natur og skaber en forringelse af de vilde dyrs og organismers levevilkår. De nemme løsninger er ikke gode for vores fælles naturværdier på lang og kort sigt. Vi håber, at flere danskere gennemskuer de såkaldte nemme veje til en sneglefri have og får øjnene op for naturmetoderne til at slå sneglene tilbage til et naturligt leje, som vi kan leve med, fastslår Trine Krebs.
Den mest effektive måde at få nedbragt antallet af dræbersnegle i haverne på, er sammen med naboerne at indsamle både dræbersnegle og deres æg vedholdende og året rundt. Foto: Sussie Pagh
For at hjælpe haveejere med at bekæmpe sneglene uden at gøre skade på haven og naturen, har Landsforeningen Praktisk Økologi udarbejdet disse gode råd.
1. Foren dig med dræbersneglenes naturlige fjender
Dræbersnegle har fjender, som vil gøre alt arbejdet for dig, hvis du bare giver dem gode forhold. Fugle, pindsvin, tudser og visse andre sneglearter hjælper gerne med at udrydde dræbersneglene i din have. Det er oftest haver, hvor der ikke er gjort plads til, at nyttedyrene kan leve og trives i haven, som kan have store problemer med dræbersneglene. Lok fugle til haven ved at sætte fuglebade ud på terrassen, sæt fuglekasser op og plant træer og buske, som fugle og insekter kan lide at opholde sig i. Tudser og pindsvin vil også flytte ind i haven, hvis der er vand, uberørte grenbunker og bunddække i bedene. Bunddække i bedene gør også haven attraktiv for bl.a. leopardsnegle, som spiser dræbersneglene.
2. Gå sammen med naboerne
Nabosneglehjælp er på linje med at naboer hjælper hinanden med at holde øje efter andre ubudne gæster. Det kan være svært at bekæmpe dræbersneglene, hvis ikke naboerne er med i kampen. Hvis alle gør en særlig indsats mod dræbersneglene, så slipper du hurtigere af med dem. I kan sætte fælder op, såsom ølfælder, som er en kop nedgravet øl, som tiltrækker snegle, eller lægge nogle brædder i haven, hvor sneglene vil søge fugtighed og skygge om dagen. Herfra kan du samle sneglene ind og hælde dem over med kogende vand, klippe dem over lige ved hovedet eller mase de mindre snegle med en træsko. Men pas på at du ikke slår de forkerte snegle ihjel.
3. Dæk jorden med tørt og skarpt materiale
Snegle bryder sig ikke om tørre og skarpe materialer, som bark, flis, sand og tang. Hvis du har en have eller et bed du gerne vil beskytte mod snegle, så læg de nævnte materialer rundt om de kostbare planter. Snegle holder af at opholde sig fugtigt, dækket af materiale og varmt, så hold dem fra dine yndlingsbede ved at gøre det svært for dem at opholde sig dér. Mange haveejere har også stor succes med at hælde kaffegrums rundt om de stauder eller bede, som dræbersneglene ikke må indtage.
4. Hold dræbersneglene ude
En langtidsholdbar, men også lidt dyr metode er at investere i sneglehegn. Et sneglehegn er et stykke metal bukket på en måde, så snegle ikke kan passere. Hegnet er let at bruge til højbede. Det gælder naturligvis også om at sørge for, at du ikke selv bringer dræbersnegle ind i haven, når du anskaffer dig nye planter. Tjek altid jorden grundigt i nye planter uanset hvor de kommer fra.
Læs artikler om dræbersneglen og hvordan du reducerer antallet i din have
Der findes et økologisk godkendt middel til bekæmpelse af dræbersnegle. Jernfosfat er aktivstoffet, som er biologisk nedbrydeligt og som ikke påvirker vores jord og grundvand. MEN, det er stadig et middel, som ikke kan se om en snegl er en dræbersnegl eller en agersnegl. Midlet slår alt ihjel. Sneglen dør af sult, hvilket ikke er en etisk måde at slå ihjel på. Derfor er jernfosfater kun anbefalelsesværdigt i yderste nødstilfælde.
Landsforeningen Praktisk Økologi anbefaler at alle først tager de mekaniske metoder i brug, bruger aftenturen til at fjerne de uønskede snegle, sætter ind med biodiversitet og masser af fugle.
Artiklen er med udgangspunkt i Pressemeddelelse udsendt af Landsforeningen Praktisk Økologi den 1. juni 2015
Pindsvinet er et af de dyr, som vi håber på kan være med til at reducere antallet af dræbersnegle. Men bruger vi gift eller nematoder, kan vi på sigt fjerne en del af pindsvinets fødegrundlag, når alle de almindelige sneglearter forsvinder. Gift og nematoder kender ikke forskel på sneglearter. Foto: Bolette Crossland
Søg i forhandlerguiden:
Nyttedyr til drivhuset og haven.
Revira-Det usynlige hegn.
Bestil kompostorme fragtfrit
Utøj hos høns,Biologisk bekæmpelse.
Alt til den økologiske have
Frø til gavn for insekter
Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Skade- og nyttedyr > Den vilde sneglejagt er skudt i gang
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…