Noahs Ark

I sensommeren 2016 sukkede jeg tungt: Jeg har det, som om jeg bor midt i Noahs Ark. Her er dyr af alle slags, både de velkomne og de meget Uvelkomne. Til sidstnævnte hører bl.a. rådyr i stimer i baghaven, horden af gråspurve i køkkenhaven og pindsvinereder i skuret, som får mig til at ønske brug af næseklemmer, inden turen over til fryseren. Dem, jeg har allermest aversion imod, er skovduerne. De ødelægger nattesøvnen 7–8 måneder om året, og er ikke sådan lige at flytte. Primo januar er de i gang med at forberede endnu en kurre sæson. Som årene går, støder flere varianter af dyr til. Er det mon forberedelsen til, at Vorherre viser sit åsyn, og beder os om at samle 2 af hver fra dyrebestanden og bygge en flåde, nu vi bor så tæt ved havet?

Foto: Kirsten Dietrich

Samtidig dukkede tanken op, indrømmet det gør den ofte: Hvad er meningen med al det her? Hvorfor tiltrækker vores matrikel dyr i så stort et omfang? Når jeg engang har fundet den mening, er det så ikke helt sikkert, jeg vil vælge at udbasunere den i dette forum, men hvem ved?

Bogen »Humlen ved det hele« af Dave Goulson, vil jeg helt klart anbefale, fordi forfatteren har åbnet mine øjne for en anden version af mit haveliv. Det er ikke første gang, jeg har tænkt, at vi egentlig burde undervises i børns trivsel, på både det indre og ydre plan, før det blev tilladt at få børn. Hvordan det lige skulle foregå, har jeg så ingen konkrete forslag til, men nu er jeg havnet i samme tankesæt om det at have en have. Jeg har boet på landet i mere end 30 år, og kan få helt røde ører over, alt det jeg ikke har vidst. Før nu altså. Og det har unægtelig givet mig et andet perspektiv på bl.a. alle de dyr.

Humlebi bogen er måske skrevet til nørder, men det skal man nu ikke lade sig afskrække af. De fleste ved godt, at bier er vores vigtige samarbejdspartnere. Men hvor galt det kan gå, hvis de forlader de områder, hvor vi bor, har jeg måske ikke helt haft øjnene op for. De fatale konsekvenser, som intensive, opdyrkede landområder samt pesticider har afstedkommet for bestanden af bier, og dermed vores fødekæde.

Jeg huskede pludselig, at netop humlebier er insekter, jeg ofte ser i min have, om end jeg ikke aner, hvor mange, der bor her. Men jeg dykkede ned i mit fotoarkiv, fordi jeg svagt erindrede et par billeder af slagsen, og så begyndte et nyt kapitel i mit haveliv.

En jordboende humlebi dronning? Foto: Kirsten Dietrich

Her kommer den første undskyldning til huset herre, som trods gentagne protester insisterede på, at han kun kunne se én humlebi på mit foto, og ikke to som jeg. Min stædighed gav dog pote, for jeg fandt frem til en webside med netop humlebier, og en indehaver, der svarer på spørgsmål.

Ifølge hans bedste overbevisning – eksperter garanterer jo ikke for noget, de ikke ved selvsyn har set – er, at »min« humlebi måske er en jordboende humlebi dronning. Min glæde var uden ende. Dels fordi Dave Goulson i sin bog skriver, at netop den jordboende humlebi i 2013 næsten var udryddet i England, og dels fordi manden i huset også så lyset. Han fortalte nemlig, at han i flere år har verfet humlebier ud fra skuret, fordi de har udset sig en redeplads under de resterende gulvbrædder, som han står på, når han arbejder ved høvlebænken. Det selvsamme skur, som pindsvinene har udvalgt.

Pindsvineunger forlader reden i skuret for at få sol på snuderne. Foto: Kirsten Dietrich

Det er ikke underligt, at man som midlertidig beboer på jorden, føler irritation over at forcere humlebireder og stanken fra pindsvinelorte, men vi vendte på en tallerken, og følte pludselig taknemlighed over dyrenes valg af vores domicil.

Svaleunger 30cm over dørkarmen. Foto: Kirsten Dietrich

Der er en svalerede lige over dørkarmen ind til det rum, hvor fryseren står. Hvilket resulterer i, at jeg og svalemor ofte letter en meter i luften, hvis den suser henover mit hoved, når jeg henter mad i fryseren. Selvom det er lidt irriterende, at de skider uafbrudt ned alt, samt skræmmer bukserne af os, har vi da valgt at lade dem helt i fred, ligesom de sommerfugle, der er begyndt at lægge deres pupper indendørs.

Admiralen på badeværelset og i køkkenet. Foto: Kirsten Dietrich

Og selvom jeg nok ikke lige foreløbig har accepteret, at gråspurvene invaderer min køkkenhave, hvor de æder både frø og spirer i række efter række, må jeg jo erkende, at alle dem, der flagrer rundt i mit drivhus, måske gør vældig gavn ved at æde løs af den myreture, der er blevet etableret under drivhuset. I det hele taget er det efterhånden svært at undgå at få et vinget kræ i hovedet, når man færdes udendørs på vores matrikel.

Grimme bure, der beskytter grønne spirer mod gråspurve og jordbær mod solsorte. Foto: Kirsten Dietrich

Hvis nogen havde spurgt mig for et par år siden, om vi havde en blomsterhave, ville svaret have været nej! Her er ikke et blomsterbed, hele grunden bærer præg af en gammel landbohave med det bagerste jordstykke, hvor der har været dyrket roer. Gamle krogede træer, en meget upasset græsplæne dækket af mælkebøtter i maj, og bræmmer af ukrudt langs hæk og hegn, ingen har evnet at komme til livs. Det var i mange, mange år vores store drøm, at haven skulle få et mere tjekket udseende.

Når vi to gange årligt havde slået græsset i haven og det bagerste stykke samtidig, så lignede arealet en rigtig dejlig, gammel landbohave med strimler af jord under hækkene fyldt med ukrudt af alle slags. Det er ikke tilfældigt, at man i de senere år har tilbudt stressramte at arbejde med jorden. Som med kunsten, så med haven. Igennem årene opdager man, hvor meget man lærer om sig selv igennem findpudsning af sine talenter. Vores egenskaber dukker frem af det skjulte, og viser sider af os selv, vi måske ikke var helt bevidste om.

Derfor har jeg denne vinter lært følgende: Jeg får aldrig nogensinde en veltilpasset og slikket have, det er ikke min stil. Hverken æstetikken eller den helt enorme mængde energi, der skal til for at tæmme de mange meter ukrudt under hæk og hegn. Til gengæld er det et habitat af en pæn størrelsesorden, der er nødvendig for både humlebier, insekter og alskens krible krable væsener at suse rundt i. Den tanke forliger jeg mig så med.

At vores have er smækfyldt med blomster, kom også bag på mig. Løgplanter, stauder, klematis samt blomstrende træer og buske i alle størrelser og farver. Og det er mig, der har plantet det hele! Der er knapt mere end et par meter imellem tulipaner, roser, bonderoser, Hortensia, syrener, hybenroser og Hosta. Træernes blomster varierer fra hvide, gule og til rosa, dem har jeg også plantet en del af. Der er ikke en ledig plet foran hække og husmure, hvor jeg ikke har været med spaden og gravet noget ned. Med andre ord er haven smækfyldt med mange af de farver og arter, som humlebier elsker.

Godt, vi har opdaget det! At det myldrende dyreliv til dels er noget, vi selv har været med til uforvarende at skabe. Og at det langt om længe er gået op for os, at de mange invaderende dyrearter skal være til stede, for at helheden bliver komplet. Den kompleksitet, der hersker i naturen, er fuldstændig umulig for et gennemsnitsmenneske at fatte. Men det er skønt, når fagfolk giver sig tid til at fortælle, så vi andre bliver lidt klogere på, hvor lidt der egentlig skal til for at forrykke balancen. Bare det at fælde eller beskære gamle træer har en effekt i en størrelsesorden, vi ikke fatter. Vi må læne os opad den gamle visdom, der siger, at vi ikke kan ændre på det, vi ikke aner noget om, men til gengæld handle ift. det, vi har erkendt – både i haven og i livet.