Hvad sker der under komposteringen?

I samlebunken til kompostering er der stor forskel på, hvor lang tid de forskellige materialer vil være om at blive nedbrudt. Æbler omsættes f.eks. hurtigt, kålstok langsommere og endnu langsommere grene. Foto: Karna Maj

Komposteringen er egentlig bare en rationel og styret udgave af den omsætning, som sker i naturen med alt affald fra planter og dyr. Så det, der sker under komposteringen, er altså intet andet end det, som sker ude i naturen: Døde, organiske stoffer bliver ædt af forskellige organismer, sådan at alt bliver genbrugt og udnyttet til det sidste.

I kort form sker der det, at affaldet (førnen) bliver tømt for sit indhold af energi, mens stofferne i det bliver genbrugt i indviklede fødenet.

C/N-forholdet

Denne væltede træstub har været under nedbrydning i en halv snes år Foto: Karna Maj

Man skal ikke tænke længe over sin kompost, før man bliver klar over, at det ikke er alt, som er lige let at omsætte. Mens nogle ting hurtigt mister både farve og form, så ligger andre tilbage og ligner sig selv i meget lang tid. Den forskel skyldes en indre forskel på de ting, som havner i komposten. Nogle ting indeholder meget kulstof, men kun ganske lidt kvælstof. Det er de helt træagtige dele, ting som træstumper, grene, savsmuld, flis, halm osv. Med andre materialer er det helt omvendt: her er indholdet af kvælstof højt i forhold til kul­stofindholdet. Det kan være rester af bælgplanter, dyr, ekskrementer osv.

Under komposteringen bliver kvælstoffet tilsyneladende koncentreret op, men i virkeligheden er det kulstofmængden, der bliver nedsat. Det foregår ved, at bakterier, svampe, orme, leddyr, kort sagt nedbryderne, æder indholdet af kompostbunken og udskiller kulstoffet ved afgivelse af CO2. Det er derfor, at man kan måle omsætningshastigheden i komposten ved at måle mængden af udskilt CO2.

Garvestoffer, fenoler, kinoner og terpener

Nogle af sagerne i komposten indeholder stoffer, som er direkte beregnede på at forhindre nedbrydere i at æde dem. Når krydderurterne dufter og smager, som de gør, så skyldes det deres indhold af æteriske olier. Når agern smager så ufatteligt besk, så skyldes det indholdet af garvestoffer, Og når nåle fra gran og fyr lugter så skarpt og bedøvende, så skyldes det indholdet af terpener. Tilsvarende kunne man nævne de kinoner, fenoler og latex’er, der også er beregnede på at hindre eller forsinke angreb på de levende planter.

Disse stoffer kan ganske vist godt blive nedbrudt, men det tager tid; for de specialiserede bakterie- og svampearter, som klarer det, findes kun i ganske ringe antal fra begyndelsen. De skal formere sig og gå i gang med at omsætte de konserverende stoffer, før der begynder at ske noget med disse stoffer.

Energiomsætning – varmetab – opformering

Men egentlig kunne man spørge sig selv, hvorfor der overhovedet er nogen, som kan bruge kompostbunkens affald? Svaret ligger i den kendsgerning, at alt affaldet rummer en energireserve, som er højst brugbar for dem, der kan sætte den fri ved at æde affaldet. Så nedbrydernes projekt med at omsætte komposten er altså at udvinde energireserverne af affaldet. Og da energien findes i de kemiske bindinger, der holder kulstofforbindelserne sammen, drejer det sig om at få gang i en ødelæggelse af netop disse forbindelser. Det er derfor, at der kommer så meget CO2 ud af bunken, mens den bliver omsat.

Energireserven undslipper for resten også – til sidst. Mens alle de mange organismer har ædt hver deres del af indholdet, mens de har udnyttet energien til vækst og formering, så dannes der spildenergi i form af varme. Før eller siden bliver al den kemiske energi tabt som varmeenergi. Om det sker direkte, når svampene forgærer sukkerstoffer i appelsinskrællen, eller om det først sker, når regnormen er død og bliver ædt af en læderbille, så smutter der varme ud. Det er den spildvarme, vi måler, når komposten når op på 70° C.

Lys og mørk humus

Ud af resterne i kompostbunken kommer der altså:

• en hel del CO2
• en stor mængde varme
• alle de mineralske salte fra affaldet
• humus

Mens CO2 og varme undslipper til atmosfæren, så bliver de fleste af mineralerne opfanget i levende eller døde organismer i komposten. Men det vigtigste er dog den langtidsholdbare rest, som bliver tilbage. Humus optræder som to typer: lys og mørk humus. Den lyse er let nedbrydelig og kan opløses i vand. Den er også syreholdig, og det kan bidrage til, at mineraler tabes dybt ned i jorden.

Den mørke humus er den egentlige humus. Den er vanskelig at nedbryde, fordi den består af de giftige fenoler, som fandtes i planteresterne. De nedbrydes ikke, men indbygges i stedet i humus. På humus’en fæstnes der sukkerstoffer, aminosyrer, fedtstoffer og mineralske salte. Derfor er humus en rig kilde til jordens frodighed. Desuden er humus et kolloidt stof, som arter sig lige som husblas. Det kan optage vand og blive geléagtigt, og i den tilstand kan det klæbe andre jordpartikler (ler eller sand f.eks.) sammen og danne krummestruktur.

Brug af komposten

Kompost illustrerer på bedste måde, hvordan »affald« i virkeligheden er et værdifuldt produkt. Den energi, som ligger gemt i bunken, kan bruges af nedbryderne til deres livsprocesser. De kvitterer med at aflevere en rest, som er netop det, enhver dyrket jord trænger til. Men energien kan kun bruges én gang. Når førnen er omsat gennem hele fødenettet, er energien kun til stede i de organismer, som har overlevet. Resten er blevet til komposteringsvarme.

Det siger noget afgørende for jordbrugeren, nemlig at det er den let omsatte kompost, der er egnet til jordforbedring og berigelse af livet i jorden. Den færdigt omsatte, sorte kompost kan ikke yde føde til nedbryderne, for energien er brugt. I stedet kan den bruges til at forøge indholdet af humus og mineralske salte i jorden – og det for resten i en grad, så man skal passe på, at der ikke bliver givet for meget ad gangen.