Det med kompost i den lille have har aldrig været nemt. Man har ikke rigtig materiale nok til at få en ordentlig omsætning i komposten, og for så vidt heller ikke plads nok til både samlebunke og kompostbeholder. Og med børn og job og mange andre gøremål kan det være svært at finde lige det tidspunkt, hvor kompost er højest prioriteret.
Her kommer et forslag i tre punkter til, hvordan man får god kompost næsten uden at røre en finger, og uden at det koster ret meget tid.
I løbet af sommeren samles alt haveaffald i en kompostbeholder – ukrudt, hækafklip, grønsagsrester osv. Det er naturligvis ikke strengt nødvendigt med en beholder, men den sparer plads, det hele ser mere ordentligt ud, og så er det en fordel, at materialet ligger mørkt, så ukrudtet hurtigt visner. Et lystæt dække vil også være godt. Nogle rækker mursten med en rist over i bunden af kompostbeholderen sikrer, at materialet ikke rådner, fordi det bliver for vådt. Materialet skal ikke tørre ud. Derfor skal beholderen også have tætte sider.
Haveaffaldet lægges i en kompostbeholder. Det er vigtigt, at kompostbeholderen har tætte sider, så indholdet ikke tørrer ud. Foto: Troels V. Østergaard
Næste forår tømmes kompostbeholderen, og materialet lægges som en lang bunke ovenpå et af havens bede. Når tiden er inde plantes et passende antal squash i toppen af bunken. Husk at vande, så planterne kommer godt i gang. Squash trives rigtig godt i sådan en bunke og vil hurtigt dække den, så der ikke bliver plads til ret meget ukrudt.
Kompostbeholderen tømmes og materialet lægges i det tidlige forår ud på et bed til dyrkning af squash. Foto: Troels V. Østergaard
Når squashplanterne er færdige om efteråret fjernes blade og stængler, og de lægges i kompostbeholderen. Materialet i bunken er blevet godt omsat og kan spredes på de andre bede eller f.eks. på staudebedet. Om foråret tømmer man kompostbeholderens indhold ud på et andet bed.
Komposten bliver ikke særlig næringsrig, så det vil være nødvendigt at supplere med anden organisk gødning f.eks. Farmergødning. Men det er en god måde at genanvende planteaffald fra haven, få det omsat til muld og få det til at indgå i havens kredsløb.
Søg i forhandlerguiden:
Bestil kompostorme her -få bedre kompost
Vil du have hjælp fra kosmos
Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Kompostfremstilling > Kompost for de travle
Kommentarer
Der er 11 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…