En god vinterdyne til haven

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Efteråret er det helt rigtige tidspunkt at starte en økologisk køkkenhave på. Det er nu, man man skal forberede jorden til forårets såning og plantning. Jorden vippes løs med en gravegreb uden at den vendes, tilføres grov kompost og vinterdækkes.

Jorddække

Det er nu tid til at supplere sommerens jorddække med mere materiale inden vinter. Foto: Linda Lentz Jørgensen

En god såjord til foråret

Den gode jordstruktur bliver ødelagt, hvis jorden ligger bar i vinterhalvåret. Hvis der ikke er efterafgrøde eller grøn vinterafgrøde på jorden til at holde på jordstrukturen, er det nødvendigt at sørge for, at jorden er dækket i vinterhalvåret.

Grøn vinterafgrøde

Sidste chance for at så en ikke overvintrende efterafgrøde var først i september. Sås den senere end 10. september, når den ikke at blive til ret meget, inden der er fare for, at den fryser ned.

Resten af september kan man så rug og vintervikke. Det vil stå fint grønt vinteren over, men det kræver lidt ekstra arbejde, når det skal hakkes om til foråret. Økologiske, hele rugkerner fra posen i køkkenet plejer at spire fint.

Vinterdække

Vinterdækket etableres, efterhånden som man rydder jorden i efteråret.

Hak ukrudt om og vip evt. jorden løs med gravegreben, hvis det er en tung eller kompakt jord. Jorden skal ikke vintergraves, da det ødelægger livsbetingelserne for smådyr og mikroorganismerne i jorden.

Ovenpå jorden lægges alt hvad man har af halvomsat kompost og frisk dyregødning. Regnorme og mikroorgansimer vil i løbet af vinteren og foråret omsætte det, så næringssaltene bliver tilgængelige for de nye planter i løbet af foråret og sommeren.

Jo højere jordtemperatur og tilpas fugtighed, jo bedre arbejdsforhold har jordens regnorme og mikroorganismer til at nedbryde det organiske stof.

For at skabe de bedst mulige forhold om vinteren, skal der lægges et dæklag ovenpå, som både virker isolerende og beskytter jorden mod blæst og slagregn. Dette dæklag kan være halm, hø, blade, alle mulige slags planteaffald fra haven (uden frø), tang, smågrene osv.

Vinterdække

Vinterdække med halm mellem porrer. Foto: Linda Lentz Jørgensen

Hverken for tykt eller tyndt

Jorddækket skal være løst og luftigt, så der ikke opstår iltmangel i dækket. Sker det, vil der kunne dannes skadelige stoffer for den efterfølgende plantevækst. En passende tykkelse vil være 6–8 cm, hvis vinterdækket er løst og luftigt. Hvis dækket er mere kompakt, skal det være noget tyndere. Det er en god ide i vinterens løb at gå en tur med greben og løfte lidt op i det.

Vinterdækket er faktisk en fladkompostering. Jorden bliver utrolig god, netop fordi kompostmaterialet omsættes på stedet. Det giver et bedre resultat end udbringning af kompost i foråret.

Risiko for udvaskning

Helt eller næsten omsat kompost bør man ikke bringe ud på jorden i efteråret, da der er alvorlig risiko for at næringsaltene udvaskes i løbet af vinteren. Efterhånden som man ved rigelig tilførsel af kompost får opbygget et højt indhold af humus i jorden, udvaskes næringssalte ikke så let, da de bindes kemisk til humuspartiklerne.

Næringssalte kan også udvaskes fra kompostbeholdere og -bunker, så derfor bør man tildække komposten i vinterhalvåret og vente med at bringe helt omsat kompost ud til om foråret.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Jorddække > En god vinterdyne til haven

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider