De spændende bladlus

Formering, formering, formering

At få så mange unger som muligt, det er, hvad alt levende stræber efter. Men de fleste organismer venter dog lidt efter egen fødsel, klækning eller spiring, før de går i gang med at formere sig. Der skal lige bruges lidt tid til at samle energi og til at vokse, før man begynder at reproducere sig selv.

Men det gælder ikke alle væsener.

Der findes dyr, der ikke venter med at blive født, før de går i gang med at mangfoldiggøre sig. De begynder at udvikle unger i deres indre, mens de selv endnu befinder sig, ufødte, inde i deres mor. Og inde i disse ufødte fostre kan der befinde sig endnu mindre fostre. En sand og virkelig række levende babushka-dukker.

Asiatisk balsaminbladlus er en østlig art. Den findes mest i skovene i nær hovedstaden, hvor småblomsret balsamin er almindelig. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Og det er ikke eksotiske dyr fra dybhavet eller Sumatras jungle, jeg taler om. Om sommeren kan vi alle gå ud i haven og beundre disse fantastiske væsener. Dér kan vi finde mødre, der sidder omgivet af deres døtre, som er omgivet af deres døtre og disse døtres døtre. I alle størrelser – fra lille og tyk til meget lille bitte og tyk.

Det er bladlus, jeg taler om

Og de er hunner alle sammen. For det er både hurtigere og mere effektivt at formere sig uden hanner. Hanner laves derfor først hen på efteråret, hvor dagene bliver kortere, og der skal lægges hvileæg, der kan klare vinteren, i stedet for at føde levende unger. Hanner og parringer kan nemlig skabe variation, og hvem ved, hvad næste år vil bringe.

Bladlus kan altså vælge deres ungers køn, og de kan også vælge, om de selv skal udvikle sig til vingeløse hjemmefødninge, der bliver hos deres mor hele sommeren, eller de skal blive vingede dyr med udlængsel, som kan befolke nye levesteder. De vingede individer opstår ofte, hvis der er lige lovlig meget trængsel på den plante lusene bebor, og det sker også på bestemte årstider hos de bladlus, der skifter vært. Mange bladlus bor nemlig ikke på samme plante hele året, men skifter mellem 2 arter. Ofte en vedplante, som er næringsrig forår og efterår, og en urt, som giver mere protein i sommerens løb.

Bedebladlus er en af de få arter, som man kan finde på mange planter. De passes af myrer. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Men bladlus er ikke bare bladlus
I Danmark findes omkring 460 arter af bladlus, hver art tilpasset én eller nogle få plantearter. Så hvis man er interesseret i biodiversitet og tæller arter i haven, kan man hurtigt score nogle ellers ubemærkede arter ved at tage en lup og kigge på bladundersider. Både de vilde planter og vore kulturplanter har deres tilknyttede bladlusarter. Man skulle måske synes, at det var nemmere for bladlusene at kunne spise lidt af hvert, men planterne danner forsvarsstoffer mod bladlusene, og bladlusene er så nødt til at udvikle evne til at nedbryde disse gifte. Men ingen evner at uskadeliggøre alle gifte, så hver bladlusart er i evolutionens løb blevet tvunget til at holde sig til nogle få plantearter.

Hyldebladlus i trængsel. Rygrørene bruges til at udsprede alarmstoffer hvis gruppen angribes. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Dette har så gjort det ret let og kedeligt at navngive bladlus. De navne på smådyr er beskrivende. Både de videnskabelige og de danske. Og det giver ganske ofte nogle ret spøjse navne. Hvem har f.eks. ikke lyst til at møde billen stumphornet møggraver? Eller stor dovenløber, australsk tyv eller ligrøver. Også blandt andre smådyr finder man sjove navne. Men bladlus er så godt som altid navngivet efter de planter, de bebor. Det indebærer så den fordel, at man ikke sjældent kan gætte en bladlusearts navn, blot ved at se, hvad den sidder på, og det kan jo være meget praktisk, hvis man har fundet en spændende art.

Hyldebladlus. En stor mor med døtre. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

En af mange
Bladlus hører i øvrigt til de næbmundede insekter ligesom tæger, cikader og nogle mindre grupper. Deres munddele er formet som et rør, som blot stikkes ind i plantens sirør, der fører sukkervand fra bladene til plantens øvrige dele. Bladlusene behøver slet ikke suge, saften løber selv. Men denne saft er meget fattig på aminosyrer, som bladlusene skal have for at kunne vokse, som lusene deler gavmildt ud af sukkersaften til hvem der måtte være interesseret. Det er ofte myrer, hvepse og bier, der slikker saften, kaldet honningdug, direkte fra bladlusens gat. De bladlus, der ikke har myrevenner, har det i stedet med at sparke honningduggen fra sig med bagbenene, så de ikke klæber fast til underlaget.

En vedbend-bladlus i gang med en af sine talløse fødsler. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Desværre er bladlus jo så små, at det er svært at studere dem, men har man en god lup, er de afgjort en undersøgelse værd. Arterne er faktisk ret forskellige af udseende og nogle er ret flotte. Og det er slet ikke umuligt at få en fødsel at se, hvis man kigger godt efter.