Skadedyr og skadedyr

Jeg kender en have og dets menneske, som lider meget under det, jeg kalder herskesyndromet – et menneske, som tror, at det bestemmer over naturen. Den pågældende have har masser af bar jord – mellem stauderne i den såkaldte prydhave er der 1 meters mellemrum med fint revet jord. Ikke én uønsket plante. I haven er der næsten ingen træer tilbage – de skygger. Et par frugttræer er der dog – de er beskårne til det groteske, der er næsten kun stammerne tilbage, men de giver masser af frugt.

Urterne står fint grønne i lige rækker med stor afstand, bar jord imellem, ikke ét styk ukrudt. Man skulle tro, at manden var lykkelig, han behersker det hele med hakkejern og sav, med kunstgødning og gift. Men nej, det er en kamp, ikke mindst mod skadedyr. Hertil regnes solsorte, som tramper på hans jord, og de hvide kålsommerfugle jager han også intenst, de skal ikke sætte sig på hans kål. Det er hans have, her vil han bestemme det hele.

Mennesket er det største skadedyr

Jeg har aldrig forsøgt at »omvende« ham til miljøvenlig havedyrkning. Med den holdning kan man ikke dyrke miljøvenligt. Det kræver en vis ydmyghed over for naturen, en parathed til at dyrke sin have som en del af et økologisk system. Det kræver en tro på, at naturen har en indbygget selvregulering, som hurtigst muligt udbedrer de skader, som vor dyrkning påfører det økologiske system.

Set ud fra naturens synspunkt er det mennesket, der er det største skadedyr. Vi kan lynhurtigt lave en enorm ravage i et økosystem. Derfor handler denne artikel ikke så meget om bekæmpelse af de andre skadedyr. Men mest om at lære at finde de dyrkningsfejl, som forårsager »skadedyrsangreb«.

Den dyrkede have

Vor første »fejl« er, at vi overhovedet begynder at dyrke. Ikke alle er som min gode ven Niels ude i Rødby Fjord tilfreds med at regulere ukrudtet, dvs. at fremme de vækster, der kan spises, og lade det være køkkenhaven. I det øjeblik vi begynder at dyrke få arter af kulturplanter og mange af dem på et sted, begynder problemerne. Vi skaber ubalance – der bliver øget fødegrundlag for bestemte insekter. Et kålbed giver f.eks. mad til mange kålsommerfugle, de tiltrækkes af dette festorgie – 10 m² kål i en stor firkant er oven i købet let at finde.

God økologisk balance

Selvfølgelig har dette skadedyr sine fjender, men de opformeres først, når de mange kållarver danner fødegrundlag for dem. Naturen »halter lidt bagefter«. For at et skadedyrsangreb kan reguleres naturligt, kræver det, at det omgivende miljø er i god balance, at der er en bestand af skadedyrenes fjender, de såkaldte nyttedyr. Men de er der kun, hvis de rette levevilkår er til stede, bl.a. skal fødegrundlaget være til stede.

At stole på naturen

En oplevelse for mange år siden lærte mig at stole på naturen. Jeg kom hjem fra ferie og fandt alle mine godt hundrede majsplanter helt oversåede med bladlus. Heldigvis tog jeg luppen med, da jeg overvejede at gå i aktion. Og nu kunne jeg se, at der også var andre insekter, som foretog sig et eller andet på majsbladene. Ved hjælp af diverse bøger fandt jeg ud af, at det var snyltehvepse, der var ved at lægge æg i bladlusene. Og i løbet af en uges tid var der ikke flere levende bladlus, de var blevet ædt op indefra af snyltehvepsens larver. Der var nu også efterhånden en del mariehøns i aktion. Hvis jeg havde forsøgt med sæbevand osv., havde jeg sikkert dræbt alle disse nyttedyr, og dermed forpasset muligheden for, at de kunne opformere sig og tage hånd om andre bladlus på andre planter senere.

Men med til historeien hører, at de voksne snyltehvepse skal have nektar, og den hentede de i de dildskærme, som tilfædigvis stod og blomstrede mellem majsene. Majsene led ingen skade af betydning, og jeg blev en oplevelse rigere, fik et lille kig ind i naturens forunderlige og komplekse verden.

Mangfoldighed som forebyggelse

Selvfølgelig skal vi bruge vor have til at dyrke grønsager, frugt, bær, roser osv. Og det kan sagtens lade sig gøre, selv om haven vrimler med insekter. Jo flere arter, des bedre. Det samme gælder planter. Jo flere arter og sorter, des bedre – og helst også noget ukrudt (under kontrol). Jo mere blandet man planter, jo bedre. Naturen fungerer bedst ved mangfoldighed. Tænk også på, at der skal være masser af åbne blomster med nektar, hvor de voksne individer kan hente den nødvendige føde – både skadedyr og nyttedyr, alle har lige ret til at leve i vor natur.

Skadedyr invaderer hurtigt og effektivt især etårige afgrøder, som bliver dyrket på jord, som hele tiden bliver forstyrret ved jordbearbejdning. Nyttedyrene trives derimod langt bedre i flerårige afgrøder og mere uforstyrrede områder i haven. De har det fint i områder med flerårige grønafgrøder, græs, frugthaver, jorddække osv. I områder hvor man høster afgrøder, f.eks. hele marker, kan man lade striber stå, så nyttedyrene har lidt vegetation at leve videre i – vi får jo snart brug for dem igen. Jo mindre du graver og rydder op om efteråret, og jo mere du vinterdækker, des bedre overvintrer nyttedyrene.

Dette kan selvfølgelig også give nogle skadedyr gode forhold, men så må man tage højde for evt. problemer hen ad vejen.

Balancen skadedyr – nyttedyr

I naturen er det ikke meningen, at arter skal udryddes. Når man taler om et system i økologisk balance er det på langt sigt. På kort sigt er der betydelige udsving i bestandene – afhængig af bl.a. vejret og tilgængelig føde. Når snyltehvepsenes larver ser ud til at gøre effektiv kål på en bestand af bladlus, er der altid enkelte, der overlever – snyltehvepsene flyver videre, når der bliver for få tilbageværende bladlus på stedet. Bladlusene opformerer sig igen og bliver bytte for næste generation af snyltehvepse.

Dette sker uafbrudt overalt – vi lægger kun mærke til det, når det for en kort tid ikke fungerer. Derfor skal man heller ikke gøre noget som helst, fordi man ser et par bladlus, de skal være der, de er en del af naturen.

Kållarve – skadedyr eller nyttedyr?

Den naturlige balance kommer ikke, fordi man pludselig begynder at dyrke økologisk, det kan tage år at opbygge den. Jeg dyrkede økologisk i næsten 10 år, inden jeg oplevede at få en væsentlig reduktion i antallet kållarver. Men pludselig så jeg nogle dage et let flimmer af snyltehvepse over alle kålbedene. Kort tid efter var kållarverne sat ud af spillet – snyltehvepsenes larver havde fortærret dem indefra. Og siden har jeg kun haft et begræsnet antal larver af stor kålsommerfugl (de flerfarvede) i mine kålbede.

Men så enkelt er det jo i virkeligheden slet ikke. Måske er det ikke kun snyltehvepsene, som skal have æren. Hvepse kan faktisk også holde et bed rent for kålsommerfuglenes afkom – et hvepsebo og et grønkålsbed er en god kombination. Og insekter kan også blive inficeret af f.eks. svampesygdome.

Og nu skulle man så tro, at jeg nød haven uden mine kållarver. Men jeg mangler dem faktisk. Jeg var lige blevet overbevist om, at netop den store kålsommerfugls larver var et plus for dyrkning af hovedkål. Den spiser jo kun de store åbne blade, ikke kålhovedet. Og det er kålhovedet jeg (og måske også planten) er interesseret i at få så stort som muligt inden vinter, de løse blade skal vi ikke bruge. Ergo kållarverne æder af disse blade, deres ekskrementer lægger sig på bladene, opløses af dug eller regn, ledes vis bladet ned til plantens centrum, giver den fineste opløste gødningsvand til kålplanten, som på denne snedige måde får overført sine ressourcer fra de gamle kålblade til kålhovedets tilvækst.

Læren vi kan drage er, at naturen er alt for kompleks til, at vi kan overskue alle dens virkemåder.

Jamen, hvad skal jeg gøre ved…

Er skaden sket og din afgrøde vrimler med lus, kållarver osv., er der to måder at reagere på. Læne sig tilbage og iagttage naturens svar på din dyrkningsmetode, eller gå igang med at bekæmpe »skadevolderne« med diverse økologisk forsvarlige midler.

Effekten af disse midler er måske ikke så stor, som vi går rundt og forestiller os. Den største virkning ligger nok i, at vi er beskæftiget, indtil naturen selv sætter ind og regulerer »skadevolderne« – de bliver selv bytte. Det mest gavnlige ved vor store indsats er nok, at diverse midler virker styrkende på planterne, som en slags tonikum.

Skadedyr går efter stressede planter, planter der mangler vand, der er kunstgødede, overgødede, osv. Den bedste forebyggelse er derfor sunde, stærke planter.

Men måske skal man bare læne sig tilbage og nyde livet, sommeren – og de alle afgrøder, der trods alt bliver tilbage til os mennesker.

Iagttag – læs – overvej – gå i gang

Men måske skulle du alligevel, når nu du ligger der i hængekøjen, overveje det hele endnu en gang. Læse et par bøger om insekter og økologisk plantebeskyttelse. Det skader aldrig at vide noget om de forskellige insektarter, om deres livscyclus, om deres fjender og deres livscyclus. Det giver dig mulighed for at overveje hvilke forhold i din have, der giver skadedyrene gode livsbetingelser og nyttedyrene dårlige – eller omvendt.

Det var et ledt forslag, for det får dig garanteret hurtigt ud af hængekøjen. Opsætning af et par musvitkasser kan fjerne mange larver, der kan sås en flerårig afgrøde mellem frugttræerne, jorddække kan ødelægge livet for jordlopperne og give bedre livsbetingelser for f.eks. løbebiller (konsumerer store mængder larver, snegle m.m.), lidt honningurt kan øge udbudet af nektar, osv.

Men du skal hele tiden tænke på at skabe et miljø i økologisk balance, for ellers kan du blive skadedyret, eller i hvert fald den, der skaber skadedyrs-problemet.