Vinterportulak – mere end en køkkenurt

Grågrumsede januardage er måske ikke det, der ansporer én mest til at gå i haven. Så hellere noget sne til at pynte på det hele – det giver lyst til at kikke på fugle og nyde træernes silhuetter. Men selv på en lidt kedelig vinterdag kan man godt få gode oplevelser i haven og endda hente sig en smule grønt fra det spisekammer, som ellers synes tomt.

Der står måske lidt grønkål og et par stedsegrønne krydderurter, der kan nippes lidt af, men pludselig kan man live helt op over et par friske grønne klumper, eller måske et helt grønt tæppe, som man næsten har glemt. Det er vinterportulakken, der har stået og vokset sig flot, og meget tidligt på året kan man høste af denne herlige urt. Selv efter sne kan man feje lidt til side og plukke.

Vinterportulak med de flotte friskgrønne blade og i blomst. Foto: Karna Maj

Vinterportulak er en sjov plante, den er der, når man måske har allermest brug for den. Hele sommeren er den væk, og først sent hen på efteråret begynder de små grønne blade at vise sig. I november har den etableret sig så meget, at man kan se, at den vokser i små fine rosetter. Vinteren igennem vokser den stille og roligt, og jo mere vi nærmer os foråret, jo mere godt foder er der i den.

Vinterportulak

Vinterportulak, Claytonia perfoliata (Montia perfoliata), stammer fra det nordvestlige USA, hvor den vokser, som et fint bunddække i egeskove eller blandede løvskove. Det er særligt i bjergskovene, vi finder den. Det er altså en skovbundsplante, som trives både i halvskygge og faktisk også, hvor der er næsten direkte sol. I disse områder findes også en anden portulakart, bredbladet portulak, Montia cordifolia; den vokser især langs vandløb, og er lidt vanskeligere at få til at etablere sig i haven.

Vinterportulakken blev indført til Europa som køkkenurt, og har gennem tiderne været værdsat, men er kommet lidt i glemmebogen. Måske fordi den ikke er til de store fyldige måltider, da den ikke giver det helt store udbytte. I dag er den forvildet i det meste af Syd- og Mellemeuropa uden dog at være et ukrudtsproblem.

Vinterportulak i det tidlige forår på friland. Foto: Karna Maj

Det botaniske navn er Claytonia (Montia perfoliata). Den er i portulakfamilien, som bl.a. også omfatter almindelig portulak, Portulaca oleracea, der er en god grønsag. Til portulakfamilien hører også Lewisia-slægten, med mange arter, der er små fine stauder.

Vinterportulak er en enårig urt, som bliver 20–30 cm høj. Bladene er glatte, grønne, tykke og lidt sukkulentagtige. Rosettens basisblade er ovale, og man kan allerede fra december gå og nippe lidt grønt, men der er god ide i at vente til januar, hvor den rigtig har fået fat, så kan man til gengæld gå og småklippe vinteren igennem.

De første blomster på en vinterportulak dyrket i mistbænk. Foto: Jakob Bock

Når vi så kommer hen på foråret ændrer planten karakter, nu står den med underlige anderledes blade. De nye blade er dannet af to blade, som mere eller mindre er sammenvoksede og ligner et underligt svøb. Svøbet omslutter en fin løs blomsterstand bestående af små hvide blomster. Den står i blomst omkring maj. Kort efter dannes der små treklappede kapsler med mange fine frø.

Vinterportulak som køkkenurt

Vinterportulak selvsår ofte på små ydmyge steder, hvor man først får øje på den i maj, når den pludselig står med fine grønne blade. Foto: Karna Maj

Vinterportulakken har mange muligheder i køkkenet, uanset om man bruger den som grønsag eller som krydderurt. Urten er C-vitaminholdig, og man kan bruge vinterportulakken som et fint grønt drys, eller til en frisk vintersalat. Den kan give en friskhed over en ret.

Vil man have den gode smag fra planten, skal man enten spise den rå, dampe den eller blot lade den koge med meget kort tid. Det er vigtigt ikke at lade den koge med for lang tid. Et lille minut giver en fin smag og ødelægger ikke grønsagens struktur. Man kan også dampe den og anvende den på samme måde som spinat. Da den ikke har en kraftig dominerende smag, kan den bruges til mange forskellige retter, f.eks. sammen med de grove vintergrønsager og til fisk og fjerkræ.

Helt hen på foråret kan den bruges, og selv når den er i blomst, spises det hele med.

Sådan dyrkes vinterpotulak

Vil man have styr på planten, kan man så den i rækker som andre køkkenurter. Den sås i juli–august og skal holdes fugtig, indtil den spirer frem. Den kan tyndes til en afstand på 10–15 cm mellem planterne; det får planterne til at udvikle sig fint og blive til gode kraftige planter.

Man kan også vælge at etablere den som en urt, der får lov til ved selvsåning at forvilde sig i haven. Den er rimelig let at holde styr på med et hakkejern om foråret, og den er ikke mere aggressiv, end at den ofte forsvinder og må gensås efter nogle år.

I drivhuset klarer den sig særdeles fint. Den bliver større og spreder sig kraftigere end på friland, og her vil nogle måske opleve den som irriterende, medens andre vil værdsætte det grønne tæppe, som man kan høste fra hele foråret.

Vinterportulak kan dyrkes som overvintrende grøn plante i krukker. Her sammen med spinat og namenia i det tidlgie forår. Det er vinterportulak i forgrunden. Foto: Karna Maj

En vinterdækafgrøde

Denne lille vinterplante er meget mere end en køkkenurt uden det helt store udbytte. Vi kan faktisk udnytte denne fine skovbundsplante til dækplante i haven. Vinterportulakken kan være én af de planter, som kan stå vinteren over og dække vores bede og evt. marker.

En tysk planteskole, som er drevet efter økologiske principper fra slutningen af 40’erne, har meget gode erfaringer med den. Her er vinterportulak en vigtig del af sædskiftet, den sikrer, at jorden er dækket vinteren over, og er dermed med til at hindre udvaskning. De grønne plantedele omsættes meget hurtigt om foråret til gavn for næste afgrøde, på samme måde som det smukke kredsløb, vi kender fra anemonen og bøgetræet. Det viser sig, at flere gartnerier førhen har anvendt den, og i dag kan man faktisk opleve, at enkelte gartnerier har den som et uskadeligt »ukrudt«. Enten flyttet med planter og jord, eller den har overlevet fra tidligere.

Det er efter min opfattelse værd at eksperimentere med vinterportulakken. Måske kan den blive en grønafgrøde, som kan være med til at skabe et mere varieret sædskifte. Erfaringerne fra Tyskland er lovende.

Her har vinterportulakken sået sig selv til et helt bunddække. Det er let at hakke det om. Foto: Karna Maj