Løg tilhører løgfamilien, og de arter, som vi anvender i madlavningen, er af slægten Allium.
Løg er en meget gammel kulturplante, som man mener stammer fra det centrale Asien. Dyrkning af løg til spisebrug går helt tilbage omkring 3000 f. Kr., hvor løg hurtigt blev en af de vigtigste afgrøder. I dag dyrker vi både de store kepaløg, de mindre skalotteløg, de stærktsmagende hvidløg samt en hel del løg, hvor man kun bruger skaftet og den grønne top.
Hvis man sår en håndfuld løgfrø, vil man det første år udelukkende få grøn top og en eller anden form for løgdannelse, hvis størrelse og udseende afhænger af den art, man har sået. Næste år vil planterne bruge en del af den oplagrede næring i løgene til blomstring og udvikling af frø. I denne gruppe finder vi de gule og røde kepaløg (zittauerløg og rødløg), forårsløg, de hvide sylteløg, kinaløg, purløg og pibeløg.
Men det er de færreste, der dyrker kepaløg fra frø. I stedet for bruger man stikløg, som er småløg, der dyrkes fra frø i en meget tæt kultur året før, så de ikke bliver ret store og visner tidligt ned, hvorefter de optages og tørres.
Stikløg giver en mere sikker afgrøde og større løg, og de kan nu også købes i en fin økologisk kvalitet. Hvis stikløgene er meget store, er der risiko for, at de går i blomst i stedet for at danne løg, så køb de små, det er også billigere.
En del af de løgarter, vi dyrker, kan ikke sås som frø, de er kloner, dvs. de er nøjagtige kopier af deres ophav – det gælder f.eks. hvidløg. Der findes dog forskellige typer af hvidløg, som i øvrigt over årene kan ændre sig efter dyrkningsstedets forhold (jord, klima).
Indtil omkring år 2000 kunne man kun formere skalotteløg ved at sætte et løg, som delte sig til adskillige løg i løbet af vækstsæsonen. Men det er nu lykkedes at lave frø (F1 sort) af skalotteløg, og i dag kan man hos mange frøfirmaer kan man idag købe frø af skalotteløg. I Holland arbejder man også på at få hvidløg til at sætte frø.
Fordelen for haveejere ved frø af skalotteløg og hvidløg er svær at få øje på. Man kan selv gemme et antal løg eller fed fra år til år til sætning, og de bliver hver til 4–8 løg. Frøformering giver dog mulighed for at krydse og udvælge sorter med nye egenskaber. Og man kan ved frøformering minimere risikoen for løgsygdomme i forhold til køb af sætteløg.
En helt speciel formeringsmåde har etageløg, der i toppen danner en etage med småløg, som efter endt udvikling ender på jorden, slår rod og danner nye etageløg året efter. Man kan plukke og sætte dem, når de små løg begynder at sætte grøn top.
Løg er ikke særlig krævende med hensyn til gødning. Hvis jorden har fået godt med kompost året før, behøver man ikke at gøde. For megen kvælstof giver risiko for både skimmel og løggråskimmel, som først viser sig under lagring.
Derimod foretrækker løg at vokse i en jord med en ret høj pH-værdi, så det kan være gavnligt at tilføre lidt kalk. Hvis man har en ren træaske, kan man i stedet for kalken tilføre en håndfuld træaske pr. kvadratmeter, det har samme virkning på pH-værdien, og desuden indeholder træasken en hel del kalium, som løg også sætter pris på.
Lad det være sagt med det samme: løgdyrkning fra frø er en usikker metode i vores klima. Løg spirer langsomt, er små sarte planter, som fremspirende ukrudt let overvokser, og i en dårlig sommer bliver løgene små, og det kniber med at få dem modnet af og tørret, da det først sker i september. Den bedste metode til såning af f.eks. forårsløg, pibeløg, kinaløg m.m. er at så dem i kasser i drivhuset eller i drivbænk og så plante dem ud fra først i maj.
Alle løg dyrkes på samme enkle måde. De sættes med 8–10 cm mellemrum med 5 rk. på 125 cm bredt bed, eller med 25 cm afstand til nærmeste række af andre afgrøder, når de indgår i bede med blandingsafgrøder.
Stikløg og skalotteløg sættes i april, så snart jorden er bekvem, og den værste vinter er ovre.
Hvidløg sætter man traditionelt sidst i oktober, men det kan også nås indtil først i marts. Hvis man har plads til det, kan man også sætte dem, når hvidløgene tages op sidst i juli eller først i august. Nogle hvidløg sætter små løg midt på stænglen, og de kan faktisk godt plantes, når løgene høstes, men skal vokse to år, inden de er store nok til at bruge.
I alle bøger står, at løg skal sættes med topenden i jordoverfladen. Begrundelsen er, at løget ikke kan vokse, hvis jorden er hård som sten, og de står dybt.
Løg skal have vand i vækstperioden, så jorden må aldrig blive knastør – det undgår man bl.a. ved at bruge jorddække. Hvis det sætter ind med en tørkeperiode i maj og juni, kan det være nødvendigt at vande løgene. Deres rødder når ikke ret langt ned, og da deres vækstperiode ikke forlænges, betyder tørke et reduceret udbytte.
Hvis man sørger for, at jorden ikke tørrer ud, kan man sætte løgene lidt dybere, hvilket har den store fordel, at solsorte og gråspurve ikke så let kan hive dem op af jorden i perioden lige efter sætning, hvor de endnu ikke har dannet rødder. Hvis fugle er et stort problem, kan man dække med fiberdug, indtil løgene har fået dannet et godt rodnet.
Løg tages op, når løgskaftet begynder at blive slapt – man skal ikke vente til de visner ned! Optagning og tørring på dette tidspunkt giver mere holdbare løg. De tørres ved ophængning på et tørt og luftigt sted med toppen på, evt. udlagt på netrammer.
Hvis det er sent på året, eller det er en meget fugtig sommer, skal de eftertørres inde, f.eks ovenpå fyret for at være sikker på, at de kan holde sig. Når de er tørre, kan toppen evt. fjernes, og de kan fint hænge i udhus og carport, selv i frostvejr.
Etageløg danner små løg i toppen. Her i et bed sammen med merian. Foto: Karna Maj
Søg i forhandlerguiden:
Frø og udplantningsplanter, samt have
Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter
Alt fra hele verden
Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.
Flerårige spiselige planter til haven
Frø til de mest smagfulde grøntsager
Øko planter til den spiselige have
Alt til den økologiske have
Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Løg og porrer > Dyrkning af løg
Kommentarer
Der er 7 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…