En begivenhedsrig sommer

Af Susanne Mørk-Jensen, tirsdag, 23. august 2005

Dele af lokalbefolkningen rystede på hovedet: Pjat! Spild af penge! Men vi mente, at det var på tide at etablere et lovformeligt nedsivningsanlæg til vores spildevand.

Gravemaskiner i haven: Watch out

Det viste sig at blive en dyr beslutning med mange følger: Tre dages besøg af en gravko, der raserede et område på størrelse med en 3-sporet motorvej gennem haven. Selve anlægget er endda anbragt ude under marken, for der må ikke gro buske eller træer oven på det, men spildevandet skal jo føres derud og undervejs igennem et par rensebrønde og en septictank på størrelse med Jupiter.

Selv om vi netop ville skåne vores store kirsebærtræ – ja, så var mellem 1/4 og 1/3 af dets rødder pludselig gravet væk. Det skal siges, at håndværkerne var meget dygtige og omhyggelige til alt ved selve anlægget. Men jord og planter! To gode råd til alle, som lukker en bemandet gravemaskine ind på deres jord:

• Få krystalklare aftaler om, hvor der skal graves.
• Bed dem lægge mulden pænt til side, før de graver råjord op, og om at lægge mulden på til sidst igen.
• Vær så vidt muligt til stede, når der graves.

Nu er vi spændte på, hvordan kirsebærtræet klarer det, og vi er i gang med at plante og så. Der er sået skyggetolerant græs (det påstår producenten) omkring kirsebærtræet og på den 3-sporede er der foreløbig plantet Amelanchier laevis, hassel, blodribes samt en enkelt clematis.

God høst

Mere muntert er det med høsten af havens frugt og grønt. Fryseren bugner af bær. Og vi har svælget mængder af hjemmelavet saft i os. Det er som at drikke essensen af sommer. Sodavand er blevet vraget af husets teenager og unge sommergæster til fordel for den hjemmelavede bryg.

Forleden benyttede jeg det gode eftermiddagsvejr til at plukke de sidste solbær og ribs. Ca. 3 timers plukning i fredelig sommerstemning: Vind gennem granerne og skovspurvenes evindelige palaver. Hundene, der udforskede undergrunden og vistnok var i kontakt med artsfæller i Kina. Duernes susende cirkler henover haven. Mus der peb i græsset, og hanerne, der af gammel vane lå i konkurrence med den storgalende nabohane. Hestene, som hurtigt har fundet ud af, at når jeg er i haven, udløser det nemt nyoptrukne gulerødder hen over hegnet.

Ærtehøsten har været glimrende, og jeg har lige fjernet sidste hold. Det er min private favoritgrøntsag. Jeg kan næsten blive skinsyg, hvis gæster viser for stor interesse for ærtespisning og lettet, hvis de nøjes med et par smagsprøver. Det er pinligt, men jeg tror kun der er én kur: Flere rækker med ærter næste år.

Denne uges tørvejr var godt til at høste løg i. Jeg høstede rigtig, rigtig mange, som først lå til tørre ude i solen et par dage, og nu er lagt til færdigtørring på net oppe på ladeloftet, hvor der er varmt og luftigt. Jeg har valgt at dyrke mange rækker løg, fordi vi har et heftigt forbrug af dem året rundt. Og så er det umådeligt tiltalende med en grøntsag, der ikke skal vaskes, nippes og blancheres før opbevaring!

Sammen med løgene dyrkes gulerødder, følgelig er der også en anselig portion af dem. En del går som antydet til bestikkelse af hestene, men de nydes også i stor stil af os selv. En favorit her i familien er gulerødder skåret i stave og sauteret på panden i olie med masser af presset hvidløg. De må endelig ikke sauteres for længe – der skal være godt bid tilbage i dem og så skal de serveres med velsmagende groft salt, fx syde-salt. Fint tilbehør til mange middagsretter.

En vigtig grøntsag i vores have er også persille. Den står som en mindre skov, og der skal snart høstes en masse til fryseren. Hele sommeren bruger vi meget persille og bladfennikel til grønt drys på mad. Retter af næsten enhver observans har gavn af, at der samtidig serveres en skål friske, groft snittede krydderurter til fri benyttelse. I år har jeg også etableret en kvadratmeter med purløg, fordi det står i høj kurs på æg.

Porrerne har vi slet ikke rørt endnu, selv om de egentlig er lækre, men de får lov at gro lidt mere i fred og ro, for der er nok andet at tage af. Fx bladbederne, der kan ryge i hvad som helst, og gøre gavn.

Selv om sommerblomsterne i køkkenhaven ikke primært er til at høste af, vil jeg også nævne enkelte af dem her. Favoritten er anisisop, som jeg nu har erklæret uundværlig. Den er køn, velduftende ved berøring og frem for alt: Et mekka for humlebier, honningbier, svirrefluer m.fl. Det er en staude, men ikke helt vinterhårdfør. Her på vores lette jord overvintrer den dog fint.

En et-årig, som jeg allerede sidste år satte på den faste indkøbsliste over frø til køkkenhaven er slangehoved. Jeg kan ikke huske, hvor god den er på lerjord, men her hos os stortrives den med et absolut minimum af pleje. Blomstrer i en meget lang periode med en overflødighed af himmelblå blomster, som vore bier elsker.

Gennem årene har jeg købt mange dyre breve med solsikkefrø, men sjældent har deres spireevne imponeret mig. I år var jeg kontrær og gemte et par håndfulde solsikkefrø indkøbt til fuglefoder. De blev sået i kasser i drivhuset, spirede fint og blev mishandlet grundigt, fordi jeg ikke fik dem plantet rettidigt ud. (ved rette tid gav vejrforholdene i haven nemlig associationer til det nordlige Grønland). Men jeg fik dem da sat ud, og aldrig har vi haft så fine solsikker!

Dårlig høst

Meeen, jeg har også grund til panderynker: Drivhuset er nærmest en katastrofe… Spind i agurkerne og elendigt udbytte. Tomaterne har brugt evigheder på at modnes, fordi der er blevet for skyggefuldt i drivhuset. Vi skal simpelthen ud og skære en del træer rigtigt hårdhændet ned, før drivhuset bliver rentabelt igen. Jeg syntes ellers, at jeg var ret grov, da jeg skar ned i foråret – men slet ikke hård nok. Beskæring og fældning er ikke mit hit.

Og mirabellerne, der skulle høstes til saft og marmelade? Ja, de er blevet ødelagt af det kolde forårsvejr, så hvor der bogstaveligt talt skulle være flere hundrede kilo på træerne, kan vi måske plukke 2 kg, hvis vi gider lede længe nok.

Honninghøsten er også langt under middel, men dækker dog eget – og en del andres forbrug.

Aktuelle opgaver i min have

Jeg er begyndt at vinterklargøre enkelte af køkkenhavens bede: Lugning, kalkning med dolomitkalk og endelig afdækning med et 10 cm tykt lag fra møddingen, der mest består af halm, men selvfølgelig også en del møg fra heste, høns og duer.

Kalkningen er især vigtig, fordi jeg sidste år havde problemer med jordbårne svampe. De forårsagede forårsagede nogen nedvisning hos morgenfrue, dild og flere. I år er det kun gået ud over nogle mamelukærmer og rød hør, men det er da også rigeligt. Svampe trives bedst i et relativt surt miljø – derfor kalkning.

Nogle enkelte bede vil jeg så til med vårsalat, for jeg syntes de var en succes her i foråret. Men det er snart sidste udkald – jeg har bare ikke fået købt frøene, og så er det jo svært.

På stierne mellem højbedene lægger jeg ved denne tid halm ud – så er halmen faldet tilpas sammen til foråret, så det ikke forvilder sig ind i de nysåede bede.

August er også tiden for at plante nye jordbærstiklinger. Det fik jeg gjort i den forløbne uge – selv om det sommerlige vejr ikke er ideelt til den slags. De små stiklinger skal vandes hver dag i øjeblikket. Jeg synes i øvrigt, det er lidt svært at få ordentlig plads til jordbærplanter i mine højbede á ca. 1,10 cm.s breddde. For at få en passende rækkeafstand, som giver et ordentligt luftskifte i planterne og gør det overskueligt at plukke bærrene, må man lade dem rage godt ud over stierne.

To ting, som lige nu står på listen over opgaver, er også et tynde ud i solbærgrene og hindbærskud. Jeg har forsømt solbærrene i årevis, og det er begyndt at hævne sig med enkelte udgåede grene.

En god hønsesommer

Hønsene har haft en herlig og produktiv sommer. Det blandede vejr har passet dem fint (de har i alle vejrlig adgang til et overdækket areal med knastørt sandet jord til støvbadning), og den store udgravning fandt de umådelig interessant, for det gav pludselig adgang til at skrabe i en masse jord, der før var tæt tilgroet.

De 3 kyllinger, som vi selv måtte opdrætte i marts, er vokset op til 2 store høns og en flot hane, der altid færdes sammen og nu kaldes »teenageklubben«. De har ikke glemt deres plejeforældre og synes stadig, det er naturligt at snakke med os. Det er morsomt at chokere gæster med at tage sådan en 3 kilos høne på skulderen.

Enkelte af de gamle høner har gennem sommeren været inde og fouragere i vores del af haven. Når vi sammen render på en af dem, er den stående og meget indforståede vittighed »Åh, hun ser da vist lidt stresset ud!« – Underforstået: Intet kan udstråle sindsro og uforstyrrelighed, som vores høner. Vi ærgrer os over, at vi ikke kan give dem fri adgang til hele haven (minus køkkenhaven), for vi er enige om, at de ganske enkelt har en mentalhygiejnisk virkning. Men det er desværre ikke så rart med deres klatter på stier og terrasser.

Nu er det ikke alle høns, der er så fornøjelige at observere. Men vi har halvtunge racer (sort australorpington og hvid sussex) med tilsvarende »halvtunge« temperamenter, og de lever under forhold, hvor de har mulighed for at udleve hvert eneste instinkt, Vorherre måtte have udstyret dem med. Et trefoldigt gok for frie høns!