Anemoner så blå, spinat så grøn…

Af Karna Maj, lørdag, 8. april 2006

Det vrimler frem med små grønne skud, erantiserne er på det sidste, mens de røde juleroser står i fuldt flor og inviterer til at plukke en hel buketfuld med ind.

Hver dag har sine små oplevelser, når man går en tur i haven. I det spæde forår skal man næsten ned på hug for at få øje på det, som sker. Men nu har foråret taget magten, og i dag var det desuden det mest pragtfulde solskinsvejr, akkompagneret af sangdroslen, som har besluttet sig for, at den i år ikke skal sidde længst nede i haven i kastanjetræet, men helt oppe ved huset i valnøddetræet. Den glade og ret gennemtrængende sang kan høres helt ind i huset, selv med lukkede vinduer.

Måske havde jeg ikke lige været nede i den del af haven et par dage, eller også var de sprunget ud over night. I hvert fald var det et helt farvechok, da jeg fik øje på dem. Min eneste blok blå anemoner stod som en hel blå farveklat og lyste midt i solen.

Med et kamera kan man næsten skabe illusionen om skov og glemme, at det kun er en blok anemoner under et brombærespalier. Foto: Karna Maj

De er bare så smukke, at man må ned på knæ og kigge på de hvide støvdragere og det limegrønne støvfang – også selv om det koster et par våde bukseknæ. Også kameraet må hentes, og de bliver fotograferet forfra og bagfra, fra oven og fra siden. Og nu er bukseknæene totalt gennemblødte.

De er smukke, men det når jo ikke engang en skovbund med blå anemoner til sokkeholderne. Når jeg ser på min lille blok, drømmer jeg om en bestemt skov på Sjælland, hvor de står på skrænterne ud mod vandet i massevis – og om nogle uger er det sammen med både hvide anemoner, gule anemoner og lærkesporer i flere farver. Den smukkeste skovbund, jeg kender. Men jeg siger ikke hvor, den skal have fred.

Man kan slet ikke blive træt af at se på en blå anemone. Foto: Karna Maj

Dagens næste oplevelse fik jeg, da jeg lige ville plante en bakke gule stedmoder, som jeg faldt for i Kvickly, i et par af krukkerne oppe i gården. Krukkerne stod med fine små grønne planter – fuglegræs i blomst. Men da jeg fik kigget nærmere på den ene, opdagede jeg små spinatblade titte op. Jeg havde sået spinat der i sensommeren og havde høstet lidt babyspinatblade i efteråret til salatskålen.

Der er liv i de overvintrede spinatplanter. Og så er der lige en enlig vintergæk. Foto: Karna Maj

Med stor forsigtighed og tålmodighed lykkedes det at få fisket fuglegræsset af uden at hive de små spinatplanter med op. Og så stod der en hel krukkefuld små spinatplanter og lyste friskgrønne i eftermiddagssolen og lovede, at jeg de næste uger kan hente masser af små spinatblade. Måske har fuglegræsset beskyttet dem lidt – i hvert fald er de større og flottere end den forkølede række, som har overvintret nede i køkkenhaven. Havde jeg opdaget det noget før, ville jeg have flyttet den ned i drivhuset og have drevet dem i varmen her.

Små spinatplanter i gang med at sætte nye friskgrønne blade. Foto: Karna Maj

Men drivhuset vil jeg slet ikke tænke på. Det er ikke blevet gjort rent, og der er ikke klargjort såkasser, så jeg kan ikke komme til at så alle mine udplantningsplanter. Bare fordi jeg har været så klodset, at jeg har skåret spidsen af min venstre tommelfinger halvt igennem med en kniv.

Det sidste sygeplejersken inde i lægehuset sagde, var, at den jo ikke måtte komme i kontakt med hverken jord eller vand. Vi har boet næsten ved siden af hinanden for mange år siden, så hun ved, hvor svært det er for mig at holde fingrene fra jorden. Men indtil nu har jeg holdt mig i skindet og laver kun havearbejde med en hånd – det batter bare ikke rigtigt. Luge, beskære og fotografere, det kan jeg dog. Og nyde dagens små oplevelser.