Buksbomskove i Catalonien

Buksbomskoven i det tidligste forår Foto: Jens Thejsen

Den kolde grå eller hvide vinter har bestemt sin charme, men under det hele gemmer sig den tilbagevendende drøm om foråret, vækst og varme.

Her er en lille tyvstart fra de Catalanske bjerge et par hundrede kilometer nord for Barcelona, omkring den lille landsby Rupit.

Middelalderbyen Rupit

Rupit er en gammel middelalderby, som er bygget på en bjergknold og hen over et vandløb. Landsbyen i sig selv er ikke særlig stor, men meget smuk med små, smalle gader direkte på klippe. Og byen er velsignet med næsten at være bilfri, da det kun er de lokale, som må parkere, og lokale er der kun 370 af.

Ud over at byen er smuk, er det en gastronomisk guldgrube. Her er det enkle catalanske køkken på toppen, hvor det er friske fisk, lam, and og gås, som kokkene leger med og så først og fremmest kartofler, Patata de Rupit, som serveres med krydderurter og kød, eller udkogte kun med salt og en god olivenolie. Ja, og så en god rødvin. Men det er lidt af en anden historie til en anden gang.

Rundt om rupit

Fra Rupit er det muligt at gå mange vandreture, både for dem, som vil op i bjergene og udfordres, for dem som vil fiske, og for dem som opleve frodige marker og kastanjeskove. Man kan også bevæge sig efter de vilde haver, naturens egne buksbomskove, skove og skovkrat domineret af buksbom, Buxus sempervirens. En busk, som vi gennem århundreder har kendt som en populær haveplante både i almuehaven og den forfinede barokhave.

En buksbomskov

Bjergene omkring Rupit er omkring 1000 m høje, og en aprildag i bjergene er som det tidlige forår i Danmark. Mange træer og buske er endnu ikke sprunget ud, men knopperne er opsvulmet, og der skal kun det sidste skud varme til, før de brister.

Mellem nøgne duneg, Quercus pubescens, og ægte kastanjer, Castanea sativa, er enkelte blomstrende pibekvalkved, Viburnum lantana, fjeldløvefod, Alchemilla alpina, og den fine blåviolette viol, Viola bubanii. Og der er de sidste, næsten afblomstrede vintergækker, Galanthus nivalis, som er vildtvoksende i disse bjerge.

Jo længere man bevæger sig ind i bjergene, jo mere bliver landskabet domineret af buksbom – store og små buske mellem hinanden og mellem de nøgne ege og kastanjer.

Her vokser altså vores gode haveplante buksbom vildt og danner et smukt krat på en bund af kalksten i en god fugtighedsbevarende, duftende skovjord.

Buksbom er en meget variabel stedsegrøn busk. Der er nogle med små ovale, tynde blade, der er andre med tykke, læderagtige, næsten runde blade, der er nogle med mørk bladfarve og nogle med blege blade. Her i naturen formerer buksbom sig ved frø, og det giver altså denne store variation, som kunne være grunden til hundredevis af sorter.

En hvid blå anemone

Rundt omkring i buksbomskoven dukker blå anemoner op. I første omgang tilsyneladende som vores egen, Hepatica nobilis, men så er der pludselig en, som er næsten lyserød, og snart dukker grupper af hvide op, og det er ikke vores hvide anemone, Anemone nemorosa. Nej, det er en speciel varietet af den blå anemone: Hepatica nobilis var. pyrenaica. Denne varietet adskiller sig fra vores egen ved, at den lige så ofte er hvid, som den er blå, og ved at dens trelappede blade er fint marmorerede.

Små oplevelser

Inde i det vilde buksbomkrat dukker der ikke kun botaniske perler op, der er hist og her ruiner, som fortæller, at der her i klippelandskabet har boet mennesker. Rester af stenbygninger, næsten overgroet af vedbend, Hedera helix, og rundfinnet radeløv, Asplenium trichomanes. Og de store byggesten er smukt belagte med den ene slags lav efter den anden.

Buksbomlandskabet ved Rupit i det tidlige forår gemmer på udsigter og store vidder og muligheder for at falde i svime over en ny detalje, hvor end man bøjer sig ned eller kravler op.