Spørg eksperterne

Hvilken plante har grønne kastanielignende frøstande?

Jeg har sået en græsblanding (til kaniner), hvori der kom en knap 1 m høj forgrenet plante med nogle blålilla trompetblomster. Nu står den med nogle store, grønne piggede frøstande, som ligner kastanier. Nogle er revnet i »toppen« hvor man nu kan se en helt masse sorte frø, ca. på størrelse med hørfrø.

Blå pigæble

Pigæblet i græsset – planten er ved at sætte modne frø. Foto: Jonna Jensen

Blå pigæble

Blå pigæble.

Med venlig hilsen
Jonna Jensen, oktober 2005

Svar

Det er dejligt at se sådan et smukt og velvoksent eksemplar af blå pigæble. Der findes også en art af pigæblet, der har hvide blomster. Efter farven på stænglen og frugterne, så har blomsterne her været violette. Den hvidblomstrende art kaldes på latin Datura stramonium og den violetblomstrende kaldes for Datura tatula. Efter nogle botanikeres mening står disse to arter hinanden så nært, at de regner dem for at tilhøre samme art og kalder dem for Datura stramonium var. stramonium (hvide blomster) og Datura stramonium var. tatula (violette blomster). Der er ialt 11 arter i slægten Datura, hvoraf de to nævnte på dansk kaldes almindelig pigæble og blå pigæble.

Det bør lige nævnes, at Datura er giftig. Dog kender jeg ikke personligt eller fra aviserne til forgiftningstilfælde herhjemme, bortset fra en knægt, der tilbage i 1940’ erne røg de tørrede blade i den tro, at det var tobak. Tilbage i 1950’erne foregik en række forsøg på Landbohøjskolen, hvori man fastslog, at hverken heste, køer eller svin kunne tåle at spise planten. Geder tåler den sagtens. Dog må jeg her tilføje, at ingen af forsøgsdyrene ville spise frivilligt af planten, men ved tilbageholdelse af almindeligt foder, lykkedes eksperimentet dog til sidst. Sagen er, at plantens blade og stængel ved berøring udskiller en fæl lugt, der advarer dyr om at sætte tænderne i den.

Redaktionen: Der er en del forvirring omkring navngivning af Datura-arter. I bogen Anbefalede plantenavne angives artsnavnet for blå pigæble til Datura metel. Man kan læse meget mere herom i artiklen Distinction between the Herbaceous Species of the Genus Datura L. Sect. Stramonium Bernh andet Sect. Dutra Bernh skrevet af Tonny Surrow-Hansen.

Med venlig hilsen
Tonny Surrow-Hansen
Brugmansia Danmark

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Botanik og plantenavne > Hvilken plante har grønne kastanielignende frøstande?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider