Året rundt i haven

Ny blade på vej under fiberdugen

Af Karna Maj, søndag, 16. februar 2003

På frostkolde, blæsende februardage med solskin er drivhuset det helt rigtige sted at hente lidt varme og lidt håb om forår. Her er jorden ikke frossen, og jeg kan lade fingrene glide gennem jorden og lade tankerne om det forestående forår få frit løb.

Rosmarin, nerier og timian

Under det dobbelte lag fiberdug inde i drivhuset har rosmarin og nerier det stadig fint. Det gælder også min citrontimian, som uden beskyttelse har det med at forsvinde. Min nyindkøbte timian med oreganosmag og -duft har også fået vinterkvarter her, selvom jeg har fået at vide, at den er fuldt vinterhårdfør. Det afprøver vi næste år, når jeg i maj har fået lavet nogle stiklinger af den. En ting er i hvert fald sikkert, den er allerede vokset godt til i efteråret. Den ser robust ud. Jeg købte den til markedet i Den Økologiske Have hos Urtegartneriet.

Planterne sætter nye blade under fiberdugen

Under to lag fiberdug har jeg også fem kasser med grønne bladgrønsager, som jeg tror på overvintrer og kan give tidlig frisk grønt til salatskålen. Selv nattefrost ned under de 10° C har de klaret. Og en overraskelse ventede mig i dag, da jeg tog fiberdugen væk for lige at kigge til dem. De fleste arter er ved at sætte nye blade. Det gælder spinat, salat, rød bladbede og sennep ‘Red Giant’.

Også ‘Green Boy’ – en slags pak choi, som står i en stor krukke og ikke har været dækket overhovedet er der liv i. Derimod er der endnu ikke rigtig tegn på nyvækst i mizunaen og de to slags vild rucola. Men det kommer nok.

Spinat

Spinaten er begyndt at sætte små nye blade. Foto: Karna Maj

Rød bladbede

Rød bladbede sået tæt til høst af baby leaves. Foto: Karna Maj

Salatplanter

Salatplanter sået midt i september. Foto: Karna Maj

Sennep ‘Red Giant’

Sennep ‘Red Giant’ Foto: Karna Maj

‘Green Boy’

‘Green Boy’ er en slags pak choi og den har klaret vinteren i drivhuset i den her store krukke en halv meter over jorden og uden overdækning. Pak choi plejer at nå at give nogle lækre nye blade, inden de går i blomst. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2003 > Februar > Ny blade på vej under fiberdugen

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider