Krukken til venstre er med bladbede, krukken til højre med dild og krukken i forgrunden med spinatbede. Foto: Karna Maj
For ca. en måned siden plukkede jeg de allersidste af mine cherrytomater i krukkerne i gården og blandede lidt ny kompostjord oveni. Nu skulle der sås, selv om det var midt i en hedebølge. Jeg havde 6 krukker. De blev efter såning vandet og dækket med nogle lag fiberdug for at holde jorden fugtig og temperaturen lidt nede, da jeg også havde sået en til med salat.
Nu en måned efter kan jeg se resultatet, som er meget bedre, end hvis de havde været sået på friland. Her i gården er de nemlig blevet passet med vand, så alt spirede og har groet perfekt. Dog er der stort set intet tilbage i krukken med salat. Den spirede nok så fint midt i hedebølgen under fiberdugen, men der var en – måske flere snegle, som hver nat gjorde et nyt indhug i salatplanterne. Og jeg kunne ikke finde den.
Målet var at få små lækre salatgrønsager, hvor jeg i efterårsmånederne løbende kunne høste små blade til salatskålen af grøn salat, bladbede, evighedsspinat, vild rucola, Diplotasxis tenuifolia, og dild, de orientalske bladgrønsager mizuna, pak choy, tat soi og komatsuna. Det må siges at være lykkedes.
I krukken forrest mizuna, til venstre komatsuna, til højre bladbede. Mizuna og komatsuna er korsblomstrende planter og her har desværre været besøg af et par små kållarver. Foto: Karna Maj
Så nu vil jeg prøve, om det kan lykkes med endnu et hold bladgrønsager af de arter, som jeg har frø tilbage af. Dem vil jeg så i nogle store potter og kasser til at tage ind i drivhuset, når det om kort tid skal ryddes for tomater og agurker.
Jeg var faktisk på vej til at ville rydde agurkerne den anden dag, da de for et godt stykke tid siden fik agurkeskimmel, men nu er der lange unge skud, som ikke er angrebet, og hvor jeg kan høste små ny agurker. Så nu får de lov til at blive, så lang tid jeg kan hente agurker.
Jeg vil denne gang også prøve at så spinat og almindelig rucola, som jeg ved vokser langt hen i efteråret i drivhuset.
Jeg har for 2 år siden prøvet at så almindelig rucola så sent som først i oktober. Den voksede lidt hele vinteren og gav en god høst med store blade lige omkring 1. marts. Midt i marts gik den i blomst – det blev åbenbart for varmt i drivhuset. Den vilde rucola har jeg ikke tidligere prøvet at have i drivhuset, så det skal prøves nu. Den spirer og vokser langsommere til, så jeg ved ikke om jeg kan nå at så den, men ellers har jeg planter i en af krukkerne, og de kan antagelig prikles ud.
Evighedsspinat (Perpetual Spinach) og i bunden vild rucola, Diplotasxis tenuifolia. Det er planen, at den vilde rucola enten skal overvintre i krukken i drivhuset og give tidlig afgrøde til forår eller udplantes i drivhuset. Måske begge dele, da der er rigeligt med planter. Foto: Karna Maj
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > September > Minigrønsager i krukker
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…