Året rundt i haven

Lækre orientalske bladgrønsager

Af Karna Maj, søndag, 13. oktober 2002

Orientalsk bladgrønsager

Friske orientalske bladgrønsager: øverst pak choi, i midten tat soi og nederst mizuna. Foto: Karna Maj

Her midt i oktober er der ikke ret meget frisk bladgrønt at hente ude i haven. Men bedet med de orientalske grønsager kan stadig levere masser af superfrisk bladgrønt. Eller rettere sagt bladstilke, for det er dem, der er »gods« i – bladene bliver hurtigt til næsten ingenting, når de kommer en tur i wokken.

Med en forsigtig og ikke for langvarig opvarmning, kan man få flotte tat soi på tallerkenen med bladene intakte. Hvis man høster af de mindste mizunablade, kan de bruges i salatskålen og til at dekorere med, mens de fuldtudvoksede skal snittes i flere stykker, inden de puttes i wokken. De hvide, tykke bladstilke på pak choi kan snittes og bruges rå på pålægsmad og i salater i stedet for agurker, nu hvor drivhuset ikke længere kan sørge for den leverance.

Orientalske bladgrønsager skal sås flere gange

Her i oktober kan jeg se, at det var en god ide, at jeg ikke kun såede de orientalske bladgrønsager omkring 20. juli, men også midt i august. De rækker, som blev sået i juli er ikke så lækre længere. Dog står tat soi netop nu med flotte, mørkegrønne bladrosetter. Bladene på mizuna, ‘Green Boy’, pak choi og sennepsorten ‘Red Giant’ er blevet grove og lidt grimme. Bladstilkene på pak choi er dog stadig gode til wokretter.

Nu er det de augustsåede, der har en god størrelse, men egentlig skulle jeg have fortsat med at så mizuna og sennep hver uge fra midt i august og til først i september, så ville jeg have fået små, lækre blade sent – tror jeg da.

Orientalsk bladgrønsager

Der har været fiberdug over, siden de orientalske grønsager blev sået i juli og første halvdel af august, for at undgå, at det hele blev spist af kållaver. Nu beskytter det mod kommende frostnætter. I midten mizuna, som hurtigt vokser sig meget stor. Til højre pak choi, som kun har nået halv størrelse. Til venstre sennep ‘Red Giant’, som nu er blevet lidt stor og grov. Foto: Karna Maj

Dækning med fiberdug er nødvendig

Det er helt nødvendig at dække de orientalske grønsager med fiberdug, da deres lækre blade ellers vil blive ædt rub og stub af kållarver i eftersommeren.

I øvrigt vandede jeg slet ikke i hele den tørre periode i august og september, bortset fra i perioden omkring og lige efter fremspiring. Alligevel var der flotte bladgrønsager i bedet – det tilskriver jeg, at fiberdugen leverer lidt skygge og nedsætter fordampningen.

Nu får fiberdugen lov til at være over, så sætter de måske stadig lidt blade, og en nat med hård frost kan ikke ødelægge det hele. Pak choi og tat soi tåler let nattefrost. Faktisk har jeg haft tat soi planter, som har overlevet en hel vinter på friland.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > Oktober > Lækre orientalske bladgrønsager

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider