Her til morgen kom jeg gående helt uforberedt op ad havegangen ned midt gennem køkkenhaven – jeg skulle lige at se, hvor fantastisk grønsagerne stod efter den gode regn.
Pludselig fik jeg øje på noget rødlilla længere fremme. Og et øjeblik var jeg helt uforstående – i næste øjeblik vidste jeg, hvad det var: havreroden var sprunget ud. Jeg har haft så travlt med at plante ud i de seneste dage, at jeg ikke engang har bemærket de smukke spidse knopper.
Havrerodens blomster er utroligt smukke og ligner lidt en gerbera – overgår lige nu alle stauder i hele haven i pragt. Desværre er de kun udsprungne til middag, så lukker de sig. Foto: Karna Maj
Jeg såede havreroden sidste år, men den spirede så dårligt, at jeg har »gemt« planterne for at nyde blomsterne, som jeg havde fået beskrevet som fantastisk flotte. Og så er tanken at der skal tages frø, da jeg også har fået fortalt, at de selvsår flittigt. Jeg vil nu så dem i rækker og med rigeligt gratis frø, så vil jeg eksperimentere med at så dem i efteråret, for det er her at de selvsår sig, når frøet er modent (Efterskrift: de første er blevet modne midt i juni). I min lerjord vil det være godt at kunne så dem, når jorden er fugtigt, varm og god i eftersommer/efterår. Måske kunne de sås mellem hvidløgene.
Havrerod er lidt hen ad skorzonnerrod, men lys og mindre, og den har en mild smag lidt hen ad østers. Jeg har endnu til gode at eksperimentere med den i køkkenet.
I år er det her den smukkeste at mine »havedryds« af akelejer. Foto: Karna Maj
Når nu vi er ved selvsåning og lilla blomster, så er haven lige nu fuld af akelejer. De står alle steder, hvor de ikke generer resten af året, f.eks. under æbletræerne. Det betyder også, at de hvert år krydser, og der dukker nye farver op. Den ovenfor er nok den, jeg synes er smukkest af de nye. I øvrigt synes jeg, at mine småblomstrende, selvsåede akelejer er meget mere elegante end de meget storblomstrede sorter, som man i Landbohøjskolens have har ofret krukker på at præsentere.
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > Maj > Havrerod med flotte blomster
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…