Urtehaven bærer i år præg af, at familien har fået øjnene op for den store mængde af lækre bønner, der findes.
Vi har prøvesmagt grønthandlerens udbud af såvel friske som tørrede bønner og herigennem opdaget, at bønner er andet og mere end haricot vert, stangbønner og pralbønner. Dog er det ikke alle bønner af dem, vi køber som tørrede, der kan gro i vort klima.
Valske bønner er en delikatesse når de friske frø koges nogle få minutter, smuttes ud af deres seje hinde og derefter spises med olivenolie og hvidløg.
Vi har sået to slags – den ene er en gammel engelsk sort, Bob’s Faba, fra Frøsamlerne, den anden en gammel svensk sort, Kurt Jönssons Bondböna, fra Nordisk Genbank. Begge sorter blev sået indendørs 20. marts og plantet ud 14 dage senere. De valske bønner kræver modsat andre bønner ikke megen varme for at kunne spire og gro. Nu knap 2 måneder efter udplantningen står begge med blomster hele vejen op langs de ca. 60 cm høje stængler. De første blomster, der kom for 3 uger siden, er nu afløst af små bælge. Valske bønners plageånd nummer ét, sorte bladlus, har vi indtil videre været forskånet for.
Nu blomstrer Bob’s Faba og Kurt Jönsson. Foto: Ida Johannessen
Her i huset har vi gennem de sidste 5–6 år sværget til den blå stangbønne, Blauhilde, der forhandles af de fleste frøfirmaer. Det er en robust stangbønne der er dekorativ med sine lilla blomster og violette bælge, der bliver grønne ved kogning. Smagen er lækker. Vi har gennem årene afprøvet andre stangbønner, men er hver gang vendt tilbage til Blauhilde – lige ind til vi sidste år såede Suzanne’s Pea Beans, fra Frøsamlerne. Vi fik 15 frø, hvilket resulterede i 7 planter omkring et trebenet bambusstativ. Hver enkelt plante nåede helt op i toppen af det 2,5 m høje stativ – og hele vejen ned igen! Undervejs afsattes en mængde relativt korte rødmarmorerede bælge, indeholdende runde bønnefrø. Der blev andægtigt smagt på de første bælge, de smagte utrolig lækkert, som bønner med et svagt anstrøg af friske ærter uhm… Herefter blev der nedlagt spiseforbud – resten af årets høst skulle gå til næste års frø, dels til os selv, dels til distribution via Frøsamlerne.
I år har vi sået, så der både kan blive til spisning og frø. Vi såede indendørs, da vi kom hjem fra ferie d. 23. maj. 14 dage senere, efter udvikling af første hold rigtige blade har de så været klar til udplantning. De skal stå i et bed hvor første afgrøde, spinat, netop er blevet høstet. Jeg tror dog vi venter et par dage med at plante bønnerne ud, i håb om nogle mere sommeragtige temperaturer!
To andre slags stangbønner blev også sået d. 23. maj og har den sidste uge trodset kulden i haven: Borlotto fra Frøposen og Folmer Rommes italienske stangbønne fra Frøsamlerne. De giver begge rødmarmorerede bønner, der egner sig til tørring. De blev begge plantet ud sidste weekend og har klaret kulden, men gang i væksten kommer der først, når vi får noget varme.
Den sidste slags bønner vi dyrker i år er en nyhed fra Hammenhög – Yin og Yang bønnen. Vi plejer ikke at dyrke buskbønner, da udbyttet er for lille i forhold til det areal de optager i vores lille urtehave, men da jeg så disse smukke sorte og hvide bønner på frøstativet hos købmanden, ja så måtte jeg simpelthen finde plads til et par rækker af dem. Spiringsprocenten var ikke imponerende, af de 25 frø spirede kun 7, så nu har jeg købt en pose til, dem skal jeg så have sået i morgen, når de syv er kommet ud i haven.
De smukke Yin og Yang bønner, samt Folmer Romme efter udplantning. Foto: Ida Johannessen
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Ida og Finns have > 2005 > Juni > Bønner, bønner, bønner
Kommentarer
Der er 4 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…