Vejret har givet anledning til flere mails fra ulykkelige haveejere med overskyllede bede. Et godt råd er at lade stierne i haven ligge en smule lavere end resten af haven eller bedene. På denne måde, vil stierne blive en slags flod under de voldsomme regnskyl. Den eneste sti i haven der ikke bør ligge lavt, er den fra vejen til hoveddøren, for på denne måde kan du forhåbentlig komme tørskoet inden døre.
Det dejlige vand har givet planterne et skub fremad, græsset vokser så hurtigt, at du næsten kan høre det gro!
I de fleste haver vil vandet forsvinde i løbet af kort tid, men det er stadig tilgængeligt for planterne. Og det kan ses; med gode temperaturer, solen fremme og nu en masse vand, er der gang i alle planter, og det hele vokser godt. I køkkenhaven er der ærter og en velsignelse af rabarber. Jordbærrene begynder at blive modne, der er rigelig med både salat og spinat, mange krydderurter er begyndt at blomstre, og de flotte spiselige blomster på purløg er desværre næsten forbi. Hvordan kan det dog gå så hurtigt?
Salvien er fyldt med blomster, men du kan sagtens tage blade af planten, uden at tage blomsterne med. Er din salvie blevet stor og træet, skal du passe på med at klippe den hårdt ned, men gøre det lidt ad gangen.
Hvor maj var sådan lidt trist, og vi gik og ventede på det gode vejr, har juni til trods for en del regn haft sommer over sig. Snart er det midsommer, og dagene begynder at blive kortere, det er ikke til at forstå -vi er jo først lige begyndt!
Kornvalmuen er en skøn blomst, den lyser op i landskabet. Desværre holder den meget dårligt, hvis du tager den ind i vasen.
I haven har de små mejser fået det første kuld på vingerne, træerne er fulde af dem, mens der øves op og ned fra træet og hop på græsset. Katten følger nøje med, men foreløbig er det lykkedes os at holde den fra de små fugle. Regnen har fået sneglene frem, men indtil nu, har der hos Havenyt’s læsere ikke været helt så mange som sidste år i de flestes haver.
På peonerne er der myrer, det gør ikke noget. Når du klipper blomsterne af, så bank dem let med hovedet ned, så er de fleste myrer væk.
Regnen og varmen får dog sneglene ud af deres skjul, og de vover sig ud i græsset. Der er også bladlus hos mange, det kan også ses på Havenyt hvor denne artikel om bladlus er meget læst.
Stauderne er smukke lige nu, hver dag er der noget nyt at se på, altid noget der er lige ved at springe ud. Der er mange farver at vælge imellem og mange højder. Husk når du planlægger dit bed, at sætte de højeste bagerst eller hvis det er et bed, man kan komme rundt om, inde i midten.
Dens sidste kæmpe konval der står i haven. En meget smuk og let blomst der står godt i skygge fx. sammen med hosta.
Det er nu, det kan betale sig at få inspiration i det virkelige liv, om det er åbne havelåger, hos naboen, i parker rundt om i landet eller på planteskole. Det er nu, du kan komme ud at se det hele live… og ikke bare på en skærm, hvor både farve og duft sjældent passer.
Hvis du falder for fristelsen, kan du godt købe en stor og velvoksen staude og sætte den ud, men det er vigtigt, at du husker at vande, ellers er det ikke pengene værd! Det bedste er at begynde at lave lister, så er du helt klar til efterårets kølighed og vand, for det er nemlig plantetid.
Der er også mange, der gerne vil dele ud af det de har, måske ved du allerede nu, at der til efteråret skal deles stauder og laves om. Så prøv at lave en liste over det du får i overskud og tilbyd det på Del Jorden så kan du bytte dig til noget nyt og glæde andre.
Stikkelsbærrene hænger som dydige perler på grenene. Allerede nu begynder de at tynge grenene ned og igen i år love en kæmpe høst. Der er endnu blade på mine… men jeg ved, at det kan vender på en enkel dag. Pludselig står grenene nøgne, og det eneste der er tilbage, er en mængde larver, der larver rundt!
I år er der endnu blade på stikkelsbærene, men hvor længe varer det ved?
Jeg har haft held med at ryste planten og spule den, så falder laverne til jorden, og det er hønsene meget glade for. På denne måde kan du holde angrebet nede, men gå ikke i panik, stikkelsbær er hårdføre; så de overlever. Se mere i artiklen Stor stikkelbærbladhveps
Hækken er vokset godt i år, tjørnen stritter til alle sider, bøgen står med lange bløde blade, ligusteren er bred, og naveren bruger energi på hovedstammen. Der er meget at vælge imellem til den klippede hæk.
Hækken er godt nok blevet langhåret og ser noget vild ud, men med mange meter der skal klippes bliver det kun til en enkel gang.
Hvornår skal du så klippe? Det er en temperaments sag! Kan du holde ud at se på dine »teenager« hække, og har du kun lyst til at klippe en enkelt gang, så vent til omkring midt i juli med at klippe de løvfældende hække, så skal du nok klare den. At blive klippet stresser hækken, så vent til der er vand eller køligt vejr i sigte.
Det er fristende, at nyde solen nu den er her, men pas på din hud i solen og tag tøj på eller gå i skyggen mellem kl 12–15.
Nu gælder det om at få plantet det sidste ud, hvis du ikke allerede har gjort det. Både sommerblomster, krydderurter og grønsager skal i jorden. Kommer der et par dage mere med overskyet vejr og måske regn, gælder det om at få plantet de sidste udplantningsplanter ud. Du kan også bruge planterne til at efterplante, hvis der er huller i nogle af rækkerne, måske er de blevet spist af duerne, trampet på af katten eller rådyret har været forbi for at få en snack.
En af de få ting der ikke skal ud nu, det er min brøndkarse. Den bliver stående her i denne genbrugs plastbakke (fra mad, så det er fødevare godkendt) og vokse sig større.
Hvis du udplanter porrer efter grundlovsdag siges det, at de ikke blive angrebet af 1. generation af porremøl. Er der ingen haver med porrer i lokalområdet, så slipper du måske også for 2. generation, da de ikke har haft værtsplanter i første omgang. Porrer kan du plante ud i hele juni, hvor der bliver plads i bedene efter salat, spinat eller kartofler.
Det kan virke underligt, når vi lige har fået så meget vand. Du skal huske, at når du planter ud, så skal du de næste par uger holde øje med planterne. Kommer der ikke regn i løbet af 3–4 dage efter plantningen, er du nødt til at vande inde omkring planterne – rødderne er et stykke tid om at komme i gang med at søge udad. Er der ikke kommet vand i løbet af en uges tid med sol, skal du overveje at grundvande – mærk med en finger rundt om planten. Lige nu burde der være godt med vand i jorden.
Regnen er smuk, ikke bare for det den gør for os, men også bare i sig selv. Foto: Jerzy Górecki
Under kål og majs kan du i stedet for jorddække med fx græsafklip underså med jordkløver eller sneglebælg som jorddække. Det er en god ide at så lige inden en god gang regn. Kløver spirer på kun 3–5 dage. Det kan sås, når hovedafgrøden lige har nået at etablere sig, dvs. de er begyndt at vokse og sætte nye blade. Vent ikke for længe med at så, så får undersåningen for stor konkurrence om lys og vand når den skal etablere sig.
Der er også grønt i byen. Jeg bliver så glad, hver gang jeg ser disse små forsøg på at få mere liv i byerne.
Du kan ikke gemme dig bag et figenblad. Efter at have læst Camilla Plums nye bog Mors Mad Sommer, har jeg fundet ud af, at jeg kan bruge figenblade i min madlavning.
Der er meget få ting der kan få skvalderkål ned med nakken, en af dem er græsslåmaskinen.
Har du kristtorn i haven skal du ikke blive ked af at den får et par gule blade. Det er helt normalt.
Den unge musejæger er god til at klatre i træer, og indtil nu lader det til at vi er enige om at fuglene er fredet.
I aspagesbedet har morgenfruer sået sig selv, og det lader ikke til at genere nogen af dem…
Lupinerne står i fuld flor. Hvis du tager blomsterstanden af når den er færdig, får du flere blomster. Hvis du lader den stå, kan du høste frøene.
Roserne springer ud på alle buske nu, brug bladene i badevandet, lav rosenvand eller på kager og desserter.
Åhh sommer -et billede som dette er som jeg husker sommer fra min barndom. Højt græs, lav sol og den lange hæk.
Jeg har vist ikke fået taget frøstanden af alle tulipanerne. Det er bare med at få dem af, af da de tager kraften fra løget.
Når du kan hive de brune tulipan stænger og blade op, uden at de sidder fast på løget, er det det rigtige tidspunkt. Nu er al kraften tilbage i løget og du får forhåbentlig glæde af dem til næste år.