Vi er på vej ind i efteråret, og allerede i denne uge får vi lidt regn og blæst som forsmag. Men vi er kun i starten af september, så vi kan få rigtig mange gode sensommerdage i den kommende måned, hvis vi er heldige. I den østlige del af landet er det fortsat meget tørt, så her er regnvejr også godt vejr.
Vækstsæsonen er ved at være slut, de flerårige planter begynder at indstille sig på, at de skal til at gemme deres ressourcer til vinteren. Derfor er det også nu, at der skal plantes stedsegrønne, deles stauder og høstes frø. Og det er nu, man skal købe nye løg til lægning – både forårsblomsterløg og spiseløg til overvintring og tidlig høst fra sidst i maj. Blomsterløgene finder man snart sagt alle steder, og det kan være svært at komme forbi uden at købe en pose. De mere specielle arter, sorter og farver, finder man dog ikke i supermarkedernes tilbudskasser, men hos planteskoler og netfrøbutikker.
Men først og fremmest er september overflodens måned. Vi spiser æbler og pærer på fuld kraft, der er stadig blommer, og i køkkenhaven er der lige nu både masser af sommergrønsager med bønner, tomater, chili og majs i front, og vintergrønsager som kål, porrer, gulerødder og rødbeder.
Det er også i den kommende weekend, der er økologiske høstmarkeder landet over.
Høstmarked i 2008 på Fuglebjeggaard. Foto: Karna Maj
Næsten alle billederne er i denne uge fra Den Økologiske Have, og det er der en hel særlig anledning til, da vi gerne vil vise, hvor dejlig, interessant og ikke mindst bevaringsværdig, den er. Fakta er nemlig at Den Økologiske Have er i krise og i fare for ikke at kunne fortsætte, hvis det ikke lykkes at skaffe 290.000 kr meget hurtigt. Læs mere herom sidst i nyhedsbrevet.
De første sommeræbler som Discovery, Guldborg, Ananas og Summerred er modne, og dermed også i fare for at blæse ned, når efterårets første blæsevejr går henover landet. Det kan derfor være en god ide at plukke i hvert fald frugterne på de øverste grene ned, hvis træerne står vindudsat. Men frugterne smager bedst lige fra træet, så man må i den enkelte have afveje, hvad der er det klogeste valg. Hos sorten Filippa sidder mange af æblerne i skudspidserne, og det gør dem ekstra udsatte for at blæse ned, inden de er helt plukkemodne. Men Filppa, som plukkes inden de er modne, får aldrig den den helt rigtige fine duft og smag.
Det er også en god ide at holde øje med angreb af gul monilia, som er en svampesygdom, der på få dage kan få frugter på træet til at blive helt brune og rådne. Angrebne æbler og pærer smitter de andre frugter, hvor der er kontakt mellem frugterne. De skal fjernes hurtigst muligt.
Hen over sommeren når vi ikke altid alt det, som vi burde have nået. Her er en liste over de vigtigste ting, som vi burde have nået i august. Og for en del af dem er det sidste udkald nu.
Her ved indgangen til efteråret, er der stadig mange flotte sommerblomster i haverne, men det nogle andre sommerblomster end i højsommeren, man lægger mærke til. Der er stadig de flittigblomstrende cosmos, som efterhånden kan nærme sig mandshøjde på næringsrige havejorde. Men efterårets dominerende etårige er bl.a tobaksblomster, verbena bonariensis, sommerasters, olieplante, rævehale og ikke mindst tagetes, som nu står høje og fyldt med masser af gule, orange og rødbrune blomster. Også de farvestrålende gladiolus og georginer lyser op i havens bede med masser af farver og iøjnefaldende store, flotte blomster. De står og bliver næsten flottere hele efteråret, lige til en rigtig frostnat får dem til at klappe sammen. Men det varer forhåbentlig længe endnu.
Tobaksblomst er en imponerende plante, og den blomstrer langt hen i efteråret. Her i urtehaven i Den Økologiske Have sammen med bl.a. purpursolhat. Foto: Karna Maj
Det er lidt synd, at det bliver så tidligt mørkt nu, men man kan gå en tur i tusmørket og se natlys åbne et nyt hold af sine store citrongule blomster i løbet af kort tid. På den her tid af året passer det gamle navn klokken otte faktisk, de springer næsten ud på slaget otte. Her i efteråret kan man om morgenen godt nå at nyde blomsterne, inden de i dagens løb visner helt.
Natlys, Oenothera biennis, er en to-årig plante, og det korrekte danske navn er da også toårig natlys, mens nogle af de andre Oenothera er flerårige. Hvis man gerne vil have den i sin have, er det nu, man skal finde en have, hvor man kan få lov til at grave nogle selvsåede planter op. På den måde har man natlys i blomst allerede næste år, og de kommende år vil den selvså villigt.
Foråret er tæt forbundet med løgblomster som vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer og tulipaner. Der findes dog mange flere spændende forårsløg, f.eks. vibeæg, hundetand, dorothealilje, klokkescilla, våriris, perlehyacint, scilla, fuglemælk og pinselilje.
Scilla i Den Økologiske Have i marts. Det er mange år siden de første løg er lagt – de breder sig nu ved selvsåning og er ved at etablere sig som et helt tæppe ind under nogle buske. Foto: Karna Maj
Det er her i september, at man skal forberede forårets blomsterflor ved at sætte nye løg. Frøfirmaerne plejer netop nu at udgive deres efterårskataloger, hvor man kan finde masser af inspiration ved at se på billeder af arter og sorter. Og i butikkerne dukker poserne med de fristende forårsløgblomster op nu.
Forårsløgene er ikke kun til glæde for os mennesker, men også for insekterne. Når de kommer frem fra deres vinterskjul i det tidlige forår, er det vigtigt, at der er blomster med masser af pollen og nektar til dem.
Forårets løgblomster pynter også i køkkenhaven. hvor man bedre kan skære kæmpebuketter til huset og til at forære væk, end i blomsterbedene. Når toppen er visnet ned først i juni, kan man nå at udnytte pladsen til at plante f.eks. grønkål, porrer, tomater og salat eller så bønner.
Botaniske tulipaner, der allerede er i knop i marts. Den Økologiske have. Foto: Karna Maj
Det er nu, der skal plantes stedsegrønne, så de kan nå at få dannet rødder inden vinteren. Det er i år et problem i den østlige del af Danmark, som er tørkeramt. Her er man nødt til at grundvande rigtig grundigt inden plantning, så rødderne søger nedad og udvikler sig godt. I modsætning til de løvfældende træer, skal de jo vinteren igennem forsyne bladene med vand til fordampning, så det er vigtigt, at de får sendt nogle rødder ud, som kan skaffe vandet til planten.
Nyplantede stedsegrønne skal vandes, så jorden er fugtig i efteråret, og om nødvendigt vandes der også den første vinter i tøvejrperioder, da det forholdsvis lille rodsystem kun kan hente vand fra et meget begrænset område. Det kan være en god ide at dække med flis- eller barkdække efter plantning, da det nedsætterfordampningen. For at hjælpe på vandforsyningen om vinteren, kan det være en god ide at jorddække med et lag blade, så jorden ikke fryser så hurtigt til omkring rødderne, som derved kan optage vand de første dage i frostperioder.
Det er nu tid for at omlægge og nyplante staudebede. Forårs- og sommerblomstrende stauder kan deles og forynges ved, at man kun planter de yderste nye dele og kasserer midten af de planter, som bliver kedelige og bare i midten.
Efter 1. september er nætterne så lange, og der falder så megen dug, at de nyplantede planter kan klare selv varme septemberdage, når bare der vandes godt i plantehullet inden plantning. Har man en tørkeramt have, så bør man grundvande inden plantning. Købte planter i potter skal altid sænkes ned i en spand vand, indtil der ikke bobler luft op, inden de plantes. Det er som altid vigtigt at vande jorden til efter plantning. Jorden skal slemmes ind omkring planterødderne, så der bliver 100% god jordkontakt. Hvis september skulle blive solrig og tør, kan der være behov for vanding med jævne mellemrum.
Jo hurtigere man får plantet, jo bedre når stauderne at få dannet nye rødder inden vinter. Vækstsæsonen er kort nu.
Sensommerens blomsterhave har sin helt egen charme. Parcelhushaven i Den Økologiske Have. Foto: Karna Maj
Der er i år mange flotte græskar ude i haverne. Det skyldes selvfølgelig den dejlige varme sommer, men hvis jorden er våd, kan det få de store græskar til at rådne nedefra. Det er derfor en god ide at lægge dem op på en forhøjning, så det får et mere tørt underlag, indtil de er modne og kan høstes. Man kan f.eks. lægge dem op på en mursten.
Spinat til overvintring og tidlig høst i foråret er dyrkning med risiko. Den første betingelse for at få succes er, at planterne når at få en vis størrelse inden vinter. Det betyder, at de skal sås nu, hvis det skal kunne nås. Dernæst kræver det en ikke alt for hård vinter. Navnlig kombinationen frost og blæst kan udtørre planterne, hvis de ikke kan hente vand til fordampningen fra bladene. Men hvis det lykkes, er det jo lækkert med tidlige spinatblade til salatskål og store blade efterfølgende til spinatretter.
Der kan købes særlige sorter til overvintring, bl.a. ‘Winterriesen stamm Verdil’, men ellers bruger man de tidlige forårssorter. Måske er der lidt frø tilbage i posen med spinatfrø fra foråret, og så prøver man bare med dem i stedet for at investere i ny frø.
Hvis man har erfaring for, at spinat overvintrer dårligt der, hvor man bor, så kan man i stedet for så i kasser om en uges tid og sætte kasserne ind i drivhuset til overvintring engang i oktober.
Tidlige kål i haven er dejligt, men for at få rigtig tidlige kål, så skal man så tidlige sorter her først i september. Succes eller ej – det afhænger i høj grad af vinteren, men bliver vinteren mild, så skulle der gerne være store planter til udplantning under plast engang i marts.
Så planterne i potter nu udenfor og sæt dem ind i drivhuset i oktober, når der bliver plads. Det er en god ide at dække potterne udenfor med fiberdug eller andet for at beskytte mod et evt. sent hold kållarver, som kan ødelægge de små planter helt, inden man når at opdage det.
Man kan så hurtigt udviklende sorter af spidskål og blomkål. To velegnede sorter af spidskål til overvintring er Hispi og Erstling og desuden Salarite, som er halvt savoykål. Erstling kan fås mange steder, mens Hispi, som nok er den bedst egnede, og Salarite p.t. bl.a. købes hos Lindbloms Frö og Mr. Fothergill. I England fås en del forskellige sorter beregnet til overvintring. Gode blomkålssorter er King, All Year Round eller andre tidlige sorter.
I velassorterede havebutikker og postordresalg kan man i september købe stikløg. Hvis man ikke kan finde dem lokalt, kan de bestilles hos frøfirmaet Solsikken, men de skal bestilles hurtigst muligt, hvis man vil være sikker på at få efterårsstikløg og hvidløg.
Zittauerløg skal sættes fra midt i september og allersenest i efterårsferien. De vil overvintre og give tidlige, friske zittauerløg. Fra midt i maj i drivhus og fra først i juni på friland. I drivhuset kan de evt. lægges i store kasser, som kan flyttes ud først i maj, når der bliver brug for pladsen, og inden det bliver for varmt til løg. På friland er det ikke altid, at løgene overlever vinteren i hårde vintre og på udsatte steder, og løgenes størrelse vil afhænge meget af vejret i maj måned. Men uanset størrelsen, er det friske løg på et tidspunkt, hvor man trænger mest til det.
Hvis man alligevel skal ud og købe kepaløg til sætning, kan man samtidig købe hvidløg til sætning i oktober. Man kan dog fint bruge egne fed hvidløg til sætning, hvis man har høstet masser af store, fine og sygdomsfri hvidløg.
Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet foretager hvert år en række afprøvninger af grønsagssorter, som kan give avlerne viden om de forskellige sorters kvaliteter. Det er normalt slet ikke de sorter, som vi køber i pakninger til havebruget. Men det kan alligevel være meget spændende at se opgørelser over, hvordan en professionel avl ender. Selv når der er tale om konventionel dyrkning med sprøjtning, så er der masser af gulerødder, som må frasorteres og holdbarheden er heller ikke altid i top. Overraskende er det også at man satser på at dyrke 90 gulerødder pr. meter række. I rapporterne kan man også se, hvordan temperaturen har været under de halmdækkede gulerødder vinteren igennem. Der er blevet dækket allerede i oktober med 55 t halm pr. ha. Se artiklen Stor frasortering ved test af gulerødder.
I køkkenhaven i Den Økologiske Have kan de besøgende se blandingskultur og jorddække. Her gulerødder og porrer sammen. Foto: Karna Maj
Den Økologiske Have i Odder har nu eksisteret i 18 år – den er bygget op fra en pløjemark, og det er sket ved en kæmpeindsats fra få ansatte, medarbejdere i aktivering og frivillige. Haven er år for år blevet stadig større og flottere, der kommer stadig flere besøgende, og Haven gør et stort oplysende arbejde for økologien.
Det har ikke altid været nogen dans på roser, og de har hvert år kæmpet med økonomien, og har hvert år lige klaret skærene. Pengene er kommet fra projekter, stigende salgsindtægter og de seneste to år også fra en mindre driftsstøtte fra kommune og stat. Det har de sidste 5 år været stadig sværere at skaffe projektmidler, da haven ikke længere er i anlægsfasen.
I kroner og ører er tabet i år på 290.000 kr ud af et budget på 3,5 mio kr. I år er økonomien blevet forværret, dels fordi Haven har mistet en opgave for Miljøstyrelsen, dels fordi den driftsstøtte Haven modtager fra staten er blevet reduceret. Man har allerede midt i august måttet fyre de fleste ansatte for at minimere underskuddet.
Der søges nu økonomisk hjælp fra kommune, stat, private og fonde. Det akutte behov er 450.000 kr, hvis Haven skal kunne holde åben til og med efterårsferien og der skal være personale til at passe emnehaverne frem til foråret, hvor haven åbner igen. I samme periode foregår polititiske forhandlinger i kommune og stat, som gerne skal resultere i en mere stabil basis økonomi til havens formidling.
Bestyrelsen og ledelsen er i gang med at lave en ny struktur, som tager højde for, at Haven har nået et nyt udviklingstrin, hvor konkrete projekter, vedligeholdelse og formidling er større opgaver end anlæg. Man har flere gange lavet strukturændringer i forhold til udviklingen.
Men lige nu kniber det alvorligt – faktisk er Den Økologiske Have i risiko for at lukke, hvis de ikke hurtigt skaffer minimum de 290.000 kr.
Den Økologiske Have opfordrer derfor alle, som har mulighed for det, til at give dem et støttebidrag. Ud over selve beløbet viser det også, at vi er mange, som støtter Den Økologiske Have og ønsker den bevaret. Og det har stor betydning, når Haven skal have politikerne og andre i tale for at skaffe støttekroner.
Den Økologiske Have oplyser, at alle støttebidrag bliver indsat på en spærret konto og først kommer i anvendelse, når der er sikkerhed for, at Haven kan fortsætte. Hvis Haven går konkurs, vil bidragene gå tilbage til giverne.
Læs mere om den alvorlige situation – og hvordan du kan støtte Haven
Urtehaven i Den Økologiske Have. For 18 år siden var her en pløjemark med stiv lerjord. Nu er målet nået med træer, planter i flere etager, miljø i flot stil og formidling omkring urter. Foto: Karna Maj
Den 5. og 6. september byder Økologisk Landsforening og økologiske landbrug over hele landet til åbent hus med økologiske høstmarkeder, og det kan være en god udflugt her i weekenden, især hvis man har børn og børnebørn. Her kan man opleve, hvad økologisk landbrug er, klappe dyrene, hilse på landmanden, gå en tur i marken, smage på varerne og måske købe noget med hjem. En god måde at nyde en fridag på med venner og familie,. Der er i år mange økologiske høstmarkeder fordelt over hele landet – Find høstmarkeder i din nærhed.
Høstmarkedet på Fuglebjerggaard er ikke kun en præsentation af gårdens egne produkter – der er inviteret en lang række foreninger og udstillere, som også sælger deres produkter. Foto: Karna Maj
På Fuglebjerggaard i Nordsjælland lige uden for Helsinge gør man ekstra meget ud af det økologiske høstmarked den 5. og 6. september. Fuglebjerggaard drives af Camilla Plum og Per Kølster, og de sætter de to markedsdage særlig fokus på Camilas dejlig mad, Pers økologiske øl og økologisk have. Der er begge dage rundvisninger på Fuglebjerggaard og spændende demonstrationer og foredrag om havebrug. Se programmet på Fuglebjerggaards hjemmeside.
Landsforeningen Praktisk Økologi, som driver Havenyt.dk og Havelyst.dk har en stand på markedet, hvor man begge dage kan møde aktive medlemmer i foreningen. Hvis man kommer forbi, kan man få et gratis prøvenummer af tidsskriftet Praktisk Økologi med hjem. Og der er et rigtigt godt markedstilbud, hvis man beslutter sig for at melde sig ind i foreningen på markedet.
Sensommer med masser af blomster, urter og grønsager – frodigt og mangfoldigt. Billedet er fra 2005, hvor Den Økologiske Have lagde jord til Seernes Have, hvor der blev lavet en lang række TV-programmer fra. Foto: Karna Maj
Savoykål er en meget stor plante, så der skal afsættes god plads. Her dyrket i parcelhushavens bede i Den Økologiske Have. Foto: Karna Maj
I Havens domer er der frodighed lige fra bund til top og med forklarende skiltning. Her bunddække med en flot tallerkensmækker med brogede blade. Foto: Karna Maj
Masser af gode jordbærplanter i august. Det er ved at være sidste udkald for at plante jordbærplanter ud. Foto: Karna Maj
Syrisk rose, Hibiscus syriacus, er fantastisk flot her i september. Her fotogrageret uden for det lille røde cafehus i Den Økologiske Have. Bemærk også rød grønkål brugt som prydplante. Foto: Karna Maj
Foldblad er en imponerende plante i sensommeren, når den står med de meterhøje frøstande. I foråret er det de pliserede grønne blade, der imponerer. Fotograferet i Den Økologiske Have. Foto: Karna Maj
Her er ingen kållarver, men et flot økologisk dyrket rødkål. I 2006 var der i august ingen kållarver i de utroligt flotte kål i Den Økologiske Have. Foto: Karna Maj
Den røde purpurkål og den flotte palmekål er dekorative planter i en ellers grøn have. Foto: Karna Maj
Rød solhat er god at have i havens bede – den er flot og tager en tørkeperiode i stiv arm. Foto: Karna Maj
Pragtsnerlen er imponerende i sin vækstkraft, og når den bliver plantet inde i en lun dome, så bliver den overdådig. De to domer, som frivillige og ansatte byggede helt tilbage i Havens første år, har stået flot i mange år og her bliver forkultiveret mange planter. Foto: Karna Maj
I Den Økologiske Have laver man mange både store og små forsøg og afprøvninger – her undersåning med kløver under rosenkål. Foto: Karna Maj
Den Økologiske Have har helt fra starten haft mange dyr, som ikke mindst de mange børn nyder at se på og klappe. Og mange børn får en ridetur på æselryg. Foto: Karna Maj
I Den Økologiske Have er der god skiltning med både dansk og botanisk navn ved planterne. Foto: Karna Maj
Mange tusinde besøgende henter hver eneste sommer masser af viden og inspiration, når de besøger Den Økologiske Have. Foto: Karna Maj
I Den Økologiske Have holdes jorden i køkkenhavens bede og på gangene dækket med forskelligt materiale, her halm på gangen. Foto: Karna Maj
Det økologiske marked i august er et meget stort arrangement i Den Økologiske Have, og der kommer hvert år flere tusinde besøgende til markedet. Foto: Karna Maj